Debatten om indvandring har de seneste år undergået en stor forvandling.
For ti år siden var partierne dybt splittet i spørgsmålet, men i dag er der et bredt realpolitisk flertal for at begrænse indvandring.
Både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti nyder stor folkelig opbakning, når de argumenterer for, at indvandring fra Mellemøsten og Afrika er for omkostningstung.
Det er et sobert argument, for 2017 beregninger fra Finansministeriet viser, at “ikke-vestlige” indvandrere koster statskassen 33 mia. kr. om året. Udgiften er voksende.
Til sammenligning kostede justitsministeriets samlede 2017 bevilling til både politi, domstole mv. ca. det halve af “ikke-vestlig” indvandring nemlig 16,4 milliarder.
Danskerne bruger altså dobbelt så mange penge på ikke-vestlig indvandring, som de bruger på sikkerhed, lov og orden.
De økonomiske argumenter bider ikke på Socialistisk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten og Alternativet, for de foreslår stadig lempelser på udlændingeområdet.
Et argument, som disse partier og deres vælgere hyppigt fremsætter, er, at danskerne skal acceptere yderligere indvandring fra Afrika og Mellemøsten, fordi danskerne er rige. Dette kæder de ofte sammen med en moralsk forpligtelse til at hjælpe de ikke-vestlige indvandrere.
Argumentet er både interessant, fordi det ikke passer, at danskerne er rige, og fordi yderligere indvandring fra Afrika og Mellemøsten samtidigt kun kan gøre danskerne fattigere.
Danmark er i al væsentlighed et socialistisk velfærdssamfund, og af grunde vi ikke skal berøre her, er det endt med, at der er cirka 1 million danskere, der er offentligt forsørgede. Den del af af befolkningen, kan man selvsagt ikke omtale som “rige”.
Det virker også kontraintuitivt, at de der arbejder kaldes “rige”, selvom de i afleverer langt over halvdelen af deres indkomst til staten i form af skatter og afgifter. Danmark har stadig et af verdens højeste skattetryk.
Faktum er, at de fleste danskere ikke har en stor likvid beholdning, som de kan bruge løs af.
De fleste danskere må tværtimod optage lån for at få råd til bil og bolig. Faktisk er begge dele normalt belånt i en sådan grad, at man kan påstå, at det i virkeligheden er banker og realkreditinstitutter, der er de virkelige ejere.
Der er heller ikke så mange synlige tegn på, at danskerne er rige. Flertallet kører rundt i små eller brugte biler, hvis de overhovedet har en.
Vores børn går ofte på skoler, der har en gymnastiksal fra 60’erne eller 70’erne.
De fleste danskere har heller ikke råd til at få gjort rent eller bare at få malet deres lejlighed. De fleste skal selv lave alting, og i det lokale supermarked kan man se, hvordan danskerne pligtopfyldende afleverer flaskeaffald for at få småpenge tilbage.
Mange cykler eller tager offentlig transport, vejnettet og anden offentlig infrastruktur er i dårlig forfatning.
Alt dette gør naturligvis ikke livet i Danmark til en jammerdal, vi er glade og stolte over vores samfund. Den protestantiske arbejdsmoral, tilliden til hinanden og stolthed over at kunne bidrage er alt sammen det, der får tingene til at fungere.
Vi har det godt i Danmark, men det bliver ikke ved, hvis vi forærer vores overskud væk til folk, som ikke kan bidrage til vores samfunds fortsatte succes.
Når Socialistisk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten og Alternativet påstår at “vi er rige”, så forveksler de ofte rigdom med levestandard. Ja, vi har en høj levestandard.
I Danmark har vi gennem generationers hårdt arbejde skabt et system, hvor alle får fri sundhed, sikkerhed, retssystem, uddannelse, sociale ydelser mm. Naturligvis vil fattige mennesker fra hele verden hellere bo i Danmark end i deres egne lande.
Det har taget generationer med høj arbejdsmoral at kunne skabe et samfund som det danske. Men rige er vi altså ikke.
I vores socialistiske samfund betaler de der arbejder en høj pris for, at alle kan få velfærd, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre at udbrede den model. Det ville kræve, at de der har et arbejde og virksomheder skal beskattes endnu højere.
Egohumanisternes gratisme
Det er tragisk, at folk fra Afrika og Mellemøsten ikke vil være i deres egne lande. Det er tragisk, at de ikke har nogen udsigt til en god fremtid i deres lande.
Og der er tragisk, at de danskere, der påstår at “vi er rige”, ikke forærer deres eget overskud væk.
De er gratister, mens de endda forærer de svageste danskeres velfærd væk.
Jeg kalder dem for egohumanister.
Egohumanisterne er udtalt “moralske” og slår højlydt på tromme for, at fattige skal kunne få gratis velfærd i Danmark. Men de stiller sig sikkert et sted, hvor de ikke selv mærker konsekvensen af deres “moral”.
Det er fx ikke egohumanisterne selv, der skal stå i kø med arabere og afrikanere nede på socialkontoret. Det er heller ikke egohumanisternes egne børn, der skal kæmpe med integrationsproblemer i Folkeskolen. Den opgave overlades trygt til “nogle andres” børn, mens egohumanisternes egne børn går på skoler, hvor der ikke er problemer.
I deres “moralske” gratisme ignorerer egohumanisterne også, at de skattebetalte milliarder, der år efter år bruges på indvandring, også kunne bruges på danske hjemløse, veteraner eller på at sikre danske børn uddannelser med international kvalitet.
Alternativt kunne man også give nogle ægte skattelettelser på arbejde.
Så nej, det passer ikke, at “vi” er rige. Vi er tværtimod den første generation, der giver et fattigere land til vores børn, end det vi selv modtog fra vores forældre.
Det problem bliver kun større, hvis vi lytter til dem, der med “vi er rige”-argumentation vil forære penge væk frem for at bruge dem på strategiske initiativer, der kan sikre økonomisk vækst.
Jeg vil afslutningsvis overlade det til læseren selv at spekulere over, hvad der mon var sket, hvis Danmark de sidste fem år havde brugt 33 milliarder årligt på iværksætterstøtte frem for ikke-vestlig indvandring.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.