Tennis er normalt lidt af en 'øvre middelklasse og opefter'-sport.
Men i disse dage interesserer hele verden sig for den hvide sport.
Og det kan vi takke Serena Williams for.
Hun er i sandhed en gudsbenådet spiller. Og gennem karrieren er det at vinde blevet en selvfølge.
Den anden dag gik det så knap så godt for hende.
Og 'tab og vind med samme sind' kan være svær i praksis.
Det endte med at hun smadrede sin ketsjer, skældte ud på dommeren og kaldte ham en tyv.
Nu er det imidlertid en dommers opgave at sørge for at reglerne bliver overholdt og sikre orden på banen.
OK. Serena Williams havde en dårlig dag. Fair nok. Så behøvede den egentligt ikke være længere.
Men det blev den så.
Fordi en masse mennesker tilsyneladende er af den opfattelse at det er for dårligt at reglerne også skal gælde for sorte kvinder. Eller for kvinder i det hele taget.
De havde åbenbart forestillet sig og håbet på at en ekstremt rutineret topprofessionel atlet på højeste niveau var hævet over reglerne fordi hun tilhørte en bestemt kategori i deres eget identitetspolitiske kaste-system.
Så burde hun jo ikke stå til ansvar for sine handlinger. Uanset hvor rig, magtfuld og indflydelsesrig hun så ellers er som forbillede og rollemodel.
Det er tankevækkende. For selvsamme gruppe af mennesker har jo altid så travlt med hvordan mænd skal stå til ansvar og erkende deres privilegier.
Så en stor tak til Serena Williams herfra. Ikke alene for mange timers tennis-underholdning gennem årene på højeste plan. Men også for at udstille identitetspolitik for hvad den er:
At gøre forskellige standarder gældende for forskellige grupper og holde selv priviligerede mennesker ansvarsfri hvis blot de er født med det rigtige køn og den rigtige hudfarve.
Identitet
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.