Under finanskrisen spændte politikerne et sikkerhedsnet ud under bankerne på skatteborgernes bekostning.
Det er blevet diskuteret om det sammenlagt faktisk var en fordel for staten og skatteyderne på sigt.
Men to ting er hævet over diskussion:
- Når man redder en branche med skattekroner, skaber man det som på engelsk hedder moral hazard. Det er en situation hvor man tilskynder dårlig adfærd fordi beslutningstagerne i banken ved at staten står klar med borgernes penge til en eventuel redningsaktion. På den måde skærmer man bankerne imod konsekvenserne af deres forkerte eller for risikable dispositioner og beslutninger.
- Danske Bank og andre banker havde været i en yderst vanskelig - hvis ikke umulig - situation uden bankpakkerne. Det var gået meget galt for dem. Men bankerne blev altså reddet fra kollaps, og de var dem der i den ultimative forstand fik mest ud af den store redningsaktion. Samfundet som helhed havde såmænd nok overlevet uden at politikerne havde grebet ind.
Og nu ser vi altså en situation hvor Danske Bank ser sig hævet over loven. Over staten og almindelige borgere. Selvom det var almindelige borgeres penge som reddede Danske Banks røv. Selvom Danske Bank betalte en pris dengang, forsvandt moral hazard ikke for nu vidste man at man kunne læne sig op ad staten.
I bund og grund giver det ikke forfærdelig meget mening alene at klandre Danske Bank så forfærdelig meget. De gør det, banker nu engang gør. Og måske lidt til. Måske i større omfang end andre banker her i landet. Måske.
Men politikerne valgte altså selv at redde Danske Bank. Og dermed isolerede man banken fra markedet, som ellers fra den kant normalt prises til himlen.
Næste gang må I gerne lade falde hvad ikke kan stå.
Hvis ikke bankerne møder konsekvenser, bliver de aldrig bedre.