Mit indlæg om udenrigsministerens dyre nye kontor-indretning har skabt debat.
På baggrund af den debat vil jeg gerne gøre min position mere klar:
Jeg mener bestemt at en udenrigsminister skal have et præsentabelt kontor. Og selvfølgelig skal en vandskade udbedres.
Men jeg mener på ingen måde at en given minister skal sætte sit eget præg på kontoret.
Og jeg mener på alle måder at der i forhold til indretning i lige så høj grad skal tages hensyn til skatteborgernes penge som til kontorets fremtoning.
340.000 kroner? Ingen højere?
Naturligvis kan det gøres billigere uden at kontoret kommer til at tage sig betydeligt mindre præsentabelt ud af den grund.
Man kunne jo have nøjedes med at udbedre skaden og så ellers fortsætte med at bruge kontoret som blev ny-indrettet så sent som for otte år siden. Det fungerede jo fint nok.
Så kunne man have sparet mange hundrede tusinde kroner! Men nej.
For der er det der med at spare - det er sjovest når det er noget de andre skal gøre.
Det er ikke sjovt selv at skulle spare.
Det er sjovere at bruge penge. Også andres penge. Også på ting som ikke er strengt nødvendige.
Men som liberal i et offentligt system bør man altid have for øje at en spare-øvelse starter ved en selv.
Og man bør, hver gang muligheden byder sig, spare.
Hver gang man står for at skulle til- eller fravælge en udgift, bør man spørge: Er dette strengt nødvendigt?
Skal vi have noget nyt her - eller fungerer det vi har i forvejen godt nok?
Så selvom man gennem processen her omkring udenrigsministerens kontor har haft et vist fokus på den omkostningsmæssige del af forløbet, så må man stadig sige at det virker som om udgifterne er høje.
Man kunne jo også have valgt at udbedre skaden og dermed have sparet langt, langt hovedparten af beløbet.
Men man traf en beslutning om at ny-indrette et kontor, som allerede var blevet ny-indrettet så sent som 2010.
Og dermed bekostede man skatteborgerne unødvendigt med omkring 300.000 kroner.
Og det er altså et problem når man slår sig op på at ville spare i det offentlige, og når man slår sig op som liberal - og dermed som en der respekterer borgernes penge.
Der er brugt omkring 300.000 kroner som kunne være sparet uden problemer.
Det er bottom line i den her sag.