Den 20. maj 2014 blev to nye lovforslag behandlet i folketinget. Begge omhandlende måden den danske stat behandler transkønnede. Grunden til disse lovforslag blev stillet, er ikke blot at give os transkønnede en mere lige status med alle andre, men også at Danmark har modtaget flere klager fra menneskerettighedsdomstolen. De fik i foråret en røffel fra Amnesty International for den måde, vi fra statens side behandles på.
Lovforslaget vil, hvis det bliver vedtaget, give mig adgang til at fortælle min kommune, at jeg er transkønnet. Jeg er nu på et stadie i min transition - den proces vi går igennem for at skifte køn - hvor jeg ønsker, at det bliver officielt, at jeg nu lever som kvinde og har taget navnet Tanya. Efter et halvt års betænkningstid, vil jeg så skulle konfirmere min beslutning, hvorefter jeg vil blive tildelt et nyt personnummer. Jeg kan få lov til at skifte mit navn, og få papirer, der stemmer med, hvem jeg er. Det vil blive en glædens dag, den dag hvor jeg ikke længere skal modtage breve til Hr. Tanya, men til Frk. Tanya. Og den dag, hvor kønsbetegnelse og billede i mit kørekort stemmer overens med, hvem jeg er og hvordan jeg ser ud.
Der er dog lidt malurt i bægret. For mens regeringen og langt størstedelen af os, som lovforslaget omhandler, mener det er en rigtig god idé, så stiller Venstre sig mere kritisk til sagen. De mener stadigvæk, at vi transkønnede grundlæggende er syge og derfor hører til under sundhedsvæsenet. De er ikke som sådan interesseret i, at vi skal have personlig frihed til at leve vores eget liv, som vi føler bedst. De bakkes desværre op af Liberal Alliance, der også lader til at have glemt deres paroler om personlig frihed. Regeringen har flertal for den liberale løsning, de har lagt frem. Så den kunne vedtages som den er, men et bredt forlig er nu altid at foretrække, ikke mindst fordi vores rettigheder så ikke umiddelbart bare kan trædes under fode igen, efter et valg.
Hvad vil Venstre så forlange, for at gå ind for forslaget? Jo, de vil have vores læger til at skrive under på, at vi altså er den, vi siger vi er. Der er flere grunde til, at jeg mener, det er en rigtig dårlig idé. For det første handler om, at det er skidt at fastholde os i et behandlingssystem, når vi nu ikke er syge. Det fastholder både os transkønnede i en patient situation, der ikke er gavnlig for nogen og resten af befolkningen i den fejlagtige antagelse, at der er noget galt med os. Samtidig har vores almene praktiserende læger meget lidt, eller intet kendskab, til det at være transkønnet Kønsdysphori og hvordan man hjælper personer med dette problem, så hvad skal de skrive under på? Ifølge Venstre skal lægerne egentlig bare skrive under på, at de mener, det vil hjælpe personen, der ønsker at skifte køn. Hvordan de så ellers skal vide det?
Selve det juridiske kønsskifte er en social og selvfølgelig juridisk øvelse, der blandt andet inkluderer, at man skal i kontakt med stort set alle offentlige og private virksomheder, man er i jævnlig kontakt med. Banker, forsikringsfirmaer, pensionsselskaber, Skat, Det Centrale Motorregister, etc. Listen er lang. Dog er der ikke nogen af disse instanser, der involvere ens sundhed. Jeg vil få et nyt sygesikringskort, og jeg vil skulle bede om at få mine journaler overført, men der er intet behandlingsmæssigt eller andet, der på andre måder involvere min sundhed. Hvorfor skal min læge ind over, når det er et spørgsmål om juridisk kønsskifte?
En bedre løsning, i min optik, ville være at give os bistand af en socialrådgiver og eventuelt en advokat. Den type hjælp er uvurderlig, når man pludselig står og ikke længere er ejer af sit eget hus. Alle disse registre bliver ikke ændret. En del skal ændres manuelt, ofte af meget lidt servicemindede medarbejdere. Men selv før det egentlige juridiske kønsskifte kan det være en god hjælp at tale med en specialuddannet socialrådgiver, der kan fortælle om alle disse barrierer, man skal tage højde for. Husk at dine børn, hvis du har nogen, teknisk set mister en forældre, så du skal være i dialog med skolen så der ikke opstår misforståelser. Ligesom der skal registreres på børnenes cpr-nummer, så de stadig har en forælder, bare med nyt cpr-nummer. Der er mange råd, som vi transkønnede giver hinanden i vores støttegrupper, historier som dem, der er nået så langt i deres transition fortæller. De hjælper os andre og fungerer også som en skrive-terapi for at komme af med nogle af alle de frustrationer, som mødet med det offentlige system, udgør for os.
Er det ikke bedre at møde mennesker med tillid og give os frihed til at være dem vi er? Tilbyde hjælp, hvis der er brug for det og ellers blot lade os leve det liv vi ønsker?