Gå til hovedindhold

Man skider da på selvstændige

30.000 selvstændige i Danmark har en lavere disponibel indkomst end folk på kontanthjælp. Intet problem, siger regeringen.

Vi dokumenterede her på Folkets Avis, at en selvstændig ved navn Finn, havde en lavere disponibel indkomst end en kontanthjælpsmodtager.

Vi dokumenterede også, at Finn, der lige kunne klare sig før skat, efter at have betalt sin skat røg ned under regeringens egen fattigdomsgrænse. Det offentlige gjorde simpelthen Finn fattig.

Finns historie fik Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance til at spørge skatteministeren, hvor mange selvstændige og lønmodtagere, der mon var i en lignende situation. Det fik vi svar på i går.

Men lad os se lidt nærmere på tallene. Vi har her på avisen for længst fastslået, at systemet behandler selvstændige dårligt i Danmark. Lad os nu se hvor dårligt.

I Danmark er der i dag cirka 198.000 selvstændige. Af disse har 30.000 en lavere disponibel indkomst end kontanthjælpsmodtagere. Andelen ser sådan her ud:

(30.000/198.000)x100% = 15 procent

Eller sagt på en anden måde. Mere end hver 7. selvstændig har en disponibel indkomst, der ligger under kontanthjælpsmodtageren.

Lad os sammenligne dette med en anden gruppe. Nemlig lønmodtagerne.

Antal lønmodtagere, inklusive deltidsansatte, der har mindre disponibel indkomst end kontanthjælpsmodtagere: 12.500. Samlet antal lønmodtagere ca. 2,2 millioner. Regnestykket ser sådan her ud.

(12.500/2.200.000)x100% = 0,6 procent

Det er jo et noget lavere tal, og det betyder, at risikoen for at ende med en disponibel indkomst lavere end en kontanthjælpsmodtager er:

27 gange større for en selvstændig end for en lønmodtager

Trækker vi de deltidsansatte ud af regnestykket, bliver risikoen for at havne på en indkomst under kontanthjælpsmodtageren over 100 gange større for en selvstændig end for en lønmodtager.

Alligevel opkræver man rask væk AM-bidrag fra selvstændige, som kun lønmodtagerne har gavn af. Som selvstændig i Danmark står man selv med al risiko, gevinsten henter det offentlige dog hovedparten af, hvis den nogensinde kommer. Og hele systemet er indrettet på lønmodtageres og overførselsindkomstmodtageres præmisser.



Det, vi her på avisen behandler omkring de ringe vilkår for selvstændige, er den største uretfærdighed i Danmark i de her år. Simpelthen. I Danmark skider man på selvstændige. Og det skal vi have ændret på.

Dansken har en lønmodtagermentalitet, og sådan som man behandler selvstændige her i landet, kan man ikke fortænke ham i dette.

Men problemet er underligt selvforstærkende, for jo mindre gruppen af selvstændige er, jo mere vil politikkerne skide på den (de fedter kun for større grupper mennesker, hvor der er flere stemmer at hente), og jo mere politikere skider på selvstændige, jo færre danskere vi gøre sig umagen med at skabe arbejde til sig selv og medborgerne. Det er sandhed et problem for Danmark.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.