Politikerne kan nemt vise at de ikke bare i ord, men også i handling er imod identitetspolitik. Men der er langt fra ord til handling.
Det er kommet lidt på mode at gøre grin med eller tage afstand fra identitetspolitik.
Men den såkaldte borgerlige-liberale regering fører nu pænt meget identitetspolitik.
Den anden dag kom det ud at man ville hjælpe nogle elite-studerende som klarede sig fint med at klare sig endnu bedre. Det er ren og skær identitetspolitik - politikerne der forsøger at etablere et kastesystem og komme på bedst mulige fod med morgendagens elite ved at forkæle den nu.
Men et meget mere gennemgående og omfattende eksempel på borgerlig identitetspolitik finder vi i ligestillingsministeriet.
Ligestillingsministeren vil for eksempel have flere kvinder i ledelse og færre mænd. Det er den politiske ambition.
Læg mærke til at ambitionen ikke er at få de bedst egnede uanset køn, men simpelthen at få flere kvinder fordi de er kvinder.
Et mere rendyrket eksempel på identitetspolitik finder man nok ikke.
Både at give elitestuderende og kvinder ekstra fordele er identitetspolitik. Det eneste som ikke er identitetspolitik er at give alle de samme muligheder og lighed for loven og så ellers lade dem i fred.
På venstrefløjen er det store identitetspolitiske projekt for tiden at give nogle grupper pensions tidligere end andre.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, så giver identitetspolitik dårligere resulater, mindre for skattekronerne, den sår splid i befolkningen og koster Danmark dyrt.
Men den egner sig også rigtigt godt til at hente stemmer i bestemte grupper. Derfor bruger politikerne så megen identitetspolitik.