Gå til hovedindhold

Anmeldelse: Den Herskende Klasse

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Det er ikke hver dag, jeg anmelder en bog fra 1973. Men med Jørgen S. Dichs Den Herskende Klasse er der god grund til at gøre en undtagelse. Jørgen S. Dich var socialist, men han indså, at den moderne velfærdsstat under et tyndt lag af humanistisk fernis allerede dengang var blevet et instrument for middelklassen til at udbytte arbejderne.

Siden da er udbytningen blot tiltaget, og det samme er den propaganda, der skal mildne masserne og forhindre et oprør. Til gengæld kan man sige, at en del kommunikationsfolk har fundet ansættelse i det offentlige.

Dich sammenligner den udbytning, der sker af arbejderne i virksomhederne, med den udbytning, den boglige klasse underlægger dem via skatteoverførsler. Han konkluderer på baggrund af konkrete tal, at det ikke længere er kapitalisterne, der udbytter arbejderne. Men derimod middelklassen af offentligt ansatte, der har skaffet sig komfortable og vellønnede stillinger, mens de privatansatte arbejderes løn stagnerer på grund af et stadigt højere skattetryk.

En konsekvens af at forstå, hvad Dich skriver i Den Herskende Klasse, er, at man må indse, at de partier, som udgiver sig for arbejdernes allierede, i virkeligheden ikke er det. Partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som gerne ser yderligere vækst i det offentlige er også partier, der direkte medvirker til en stadig forøgelse af udbytningen af arbejdere ansat i den private sektor.

Sådan er Kapitalismen totalstaten...

Dich skriver meget om, hvordan den herskende klasse søger at skjule sine egeninteresser bag at dække af humanisme. Samtidig søger den herskende klasse at fjerne fokus fra egen udbytning af arbejderne ved at opmale fjender fra en forgangen tid. Dette ses tydeligt, når et kommunistisk parti som Enhedslisten eller et socialistisk som SF bedriver "kapitalismekritik", selvom det ikke er kapitalismen, der gør skade på blå Bjarnes økonomiske frihed og autonomi, men den udbytning staten underlægger ham gennem verdens højeste skatte- og afgiftstryk.

Et stort problem ved den offentlige sektor er, at den ikke er i konkurrence. Den udgør er monopol, hvorfor der ikke er nogen naturlig begrænsning på udgifternes størrelse. Hvis en privat virksomhed har et for højt udgiftsniveau, bliver produkterne for dyre, og forretningen mister kunder - og må i sidste ende lukke.

Det offentlige har ikke kunder, der kan lægge deres indkøb i en anden butik, men derimod borgere - eller efterhånden rettere undersåtter - der under tvang betaler skat. Denne skat kan hæves indtil de offentlige ansatte og politikerne mener, forholdene er "gode nok". Det bliver de bare aldrig, og det kalder Dich for problemet omkring perfektionisme i det offentlige.

Hvor arbejderne i en privat virksomhed kan øge deres indkomst i takt med øget produktivitet, kan det offentligt blot skrue skatten i vejret og dermed sende regningen for den øgede lønsum videre til den private sektor, der så til gengæld mister købekraft, frihed og autonomi.

Dich forudsiger også, at det offentlige vil blive bureaukratiseret yderligere og planlægningen centraliseret. Deri fik han så evigt ret. I dag er udbytningen af den almindelige arbejder større end på noget andet tidspunkt efter 2. verdenskrig. Det samme gælder for udbytningen af små selvstændige.

Sjovt nok - og meget aktuelt - forudså Dich også, at der ville opstå et krav om afskaffelse af karakterer. Dich siger lidt hårdt, at det er middelklassens måde at sikre også sine dumme børn ansættelse i en tryg ramme bag et offentligt skrivebord. Set i lyset af, at socialdemokratiet nu vil afskaffe kvote 1, er dette en næsten uhyggeligt præcis forudsigelse.

Et enormt bedrag

Desværre er det stadig kun en lille del af befolkningen, der har fået øjnene op for, at velfærdsstaten primært tjener en boglig klasses særinteresser og ikke på lang sigt er en bæredygtig løsning. Den herskende klasse har været umanerlig dygtig til gennem kløgtig propaganda og institutionalisering af borgeren fra vugge til grav at overbevise de fleste om sin egen uundværlighed.

Reaktionen på den voldsomme stigning i de offentlige udgifter, som Dich lægger frem, blev desværre reelt New Public Management, som faktisk blot gjorde hele situationen endnu værre. I stedet for at gøre op med ideen om den totale socialstat, pålagde man med New Public Management blot skatteyderne en betale for nok en gruppe af offentligt ansatte, der så skulle kontrollere dem, der var der i forvejen.

Hvordan man havde forestillet sig, at det skulle bremse udgifterne, er svært at forstå.



I dag er det offentlige mere omfangsrigt end nogensinde. Skatterne når nye rekordhøjder. Selv mad og livsfornødenheder som el, vand og varme er nu beskattede i en grad, så udbytningen af den mindre bemidlede del af befolkningen snart må stå klart for enhver med bare en halv hjerne. Men alligevel står der nyttige idioter af enhver politisk overbevisning klar til at forsvare velfærdsstaten og råbe op om sociale massegrave, hver gang en eller anden bare drister sig til en smule kritik af det etablerede system.

Emner
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.