Nogle er skuffede over magthavernes tøvende tilgang til ytringsfrihed - ja, det går endda til tider tilbage for ytringsfriheden.
Senest har den nuværende såkaldt borgerlige-liberale (hovedsageligt socialdemokratiske) regering modtaget kritik for en fodslæbende hvis ikke decideret destruktiv tilgang til ytringsfrihed.
Men for at være ærlig, så skal man lede længe efter en regering i Danmark eller noget andet sted i verden som kæmper eller har kæmpet indædt for ytringsfriheden.
Jovist, diverse forfatninger nævner ytringsfriheden og giver den ofte en forholdsvis prominent placering sammen med andre borgerrettigheder.
Men grunden til at ytringsfriheden eksplicit nævnes i forfatninger og grundlove er netop at man længe har været klar over at det ikke er noget magthaverne på et givet tidspunkt kan forventes at prioritere særlig højt.
For at forstå hvordan det hænger sammen skal man forstå at frihed til at borgerne kan sige alt til andre ikke er magthavernes primære interesse. Langt fra.
Magthavernes primære interesse er at beholde magten.
Og derfor vægter magthaverne social stabilitet over absolut ytringsfrihed.
Og sådan har det altid været. Også i tidligere og mindre samfund. Det er simpelthen en del af magt-strukturen, så at sige.
Ideen om fuldstændig uhæmmet og hensynsløs ytringsfrihed er enormt naiv.
For magthaverne handler det om at skabe en balance så folk ikke koger inde med deres ting og heller ikke sætter gang i for betydelige sociale bevægelser som kan true magthavernes position.
Den ultimative ytringsfrihed findes derfor aldrig i det offentlige rum. Men kun hjemme i folks egen stue.
Sådan har det altid været og sådan vil det vedblive med at være.