Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Anmeldelse: Dronningen – I Dronningens iskolde rige

Screenshot fra trailer
Screenshot fra trailer
Screenshot fra trailer
4

Antal

Del indlæg

Anne, spillet af Trine Dyrholm i den nye film Dronningen, har et job, der ikke findes i den virkelige verden. Vel, hun er advokat med arbejde i et supertjekket kontorhus i glas, og det findes i høj grad. Men den slags advokatfirmaer beskæftiger sig ikke med udsatte børn og unge, som Anne gør, og de veksler slet ikke mellem at være forsvarer, at træde i anklagemyndighedens sted, og på Tværs-agtig vis blot at lytte til de unge mennesker.

Også som karakter virker Anne urealistisk. Som anmelder Bo Green Jensen bemærker i Weekendavisen, er det kun Trine Dyrholms glimrende skuespil, der bærer den hjem.

Det vil sige, sådan er det, hvis man opfatter det sådan, at karakteren skal være realistisk. Det gjorde jeg selv først, da jeg så filmen ved middagsforestillingen i Dagmar Teatret i København lørdag, og jeg blev lige så distraheret af det, som Bo Green Jensen blev. Men som filmen skred frem, så jeg mere Anne som en metafor – og så gik filmen ind under huden.

Anne passer sit fiktive job med dygtighed og samvittighed. Når de unge klienter har problemer i hjemmet, låner hun dem en seng i sin herskabelige villa. Hun er også effektiv til at løse klienternes problemer. Men for at nå dertil overtrumfer hun også gerne deres vilje og gør ting, som de udtrykkeligt frabeder sig. Hun tager det ét skridt videre, da hun presser en klient – et voldtægtsoffer – til at tage en for holdet og køre sagen igennem, selv om det er svært at løfte bevisbyrden, så det ender med, at denne klient blot må igennem en masse ubehag.

Denne form for dominans tager helt overhånd, efter at hun har indledt et erotisk forhold til sin 17-årige stedsøn. Nu agerer hun med uhørt brutalitet for at beskytte sin egen tilværelse og sit eget omdømme. Hun har ingen psykopatisk glæde ved det; tværtimod påfører det hende selv og familien stor smerte. Men det lever hun med. Hendes førsteprioritet er, at hun på overfladen kan fungere som hidtil, og at hendes autoritet er uantastet.

Sådan fungerer magten, og det er den – eller eliten, om man vil – hun er en metafor for. Over alt i verden har magten vist en narcissistisk uvilje mod at erkende fejl, selv når de er nok så åbenlyse. Magt hviler på autoritet, og det rimer dårligt på fejlbarlighed. Karakteren Anne er en fusion af de meningsdannere, politikere og NGO’er, som bestemmer, hvad samfundets normer skal være, og af de myndigheder, der sørger for at disse normer bliver efterlevet.

Det er en lille genistreg af gøre magten til en person, og specielt at lade denne person spille af Trine Dyrholm, som man som udgangspunkt ser positivt på, fordi hun kommer med et bagkatalog af sympatiske roller. Dermed opnås, at man ikke umiddelbart har paraderne oppe, som man sidder der i biografens mørke. Man lever sig ind i, hvordan magten handler og føler. Man lever sig også ind i, hvorfor den kommer på afveje.

Filmens tema og opbygning er således meget det samme som i klassikeren Gøgereden, hvor det er sygeplejersken, der personificerer magten. I begge film handler det om, at den institutionelle gode vilje, når den bliver sat bare lidt under pres, transformeres til det modsatte – undertrykkelse og brutalitet over for de svage individer. Men hvor Gøgereden ender i den håbefulde tone med, at en af patienterne får modet til at flygte ud i friheden, er Dronningen bare nedslående.

Den særlige finte er den relation til stedsønnen, som udløser hele den latente tragedie, som magten indeholder i kraft af sin natur. Er det nu så slemt? Naturligvis skaber det en akavet stemning i den lille familie, men stedsønnen er, selv om han ikke er myndig, heller ikke noget barn, og han er meget moden, såvel intellektuelt som seksuelt. Anne har heller ikke passet den unge mand som barn; hun har først lige mødt ham, og da han er en flot mand, er der ikke noget at sige til, at de erotiske følelser bliver vakt.

Den slags nuancer har seksualmoralen her i slutningen af 10’erne imidlertid ikke plads til. Magten – Anne – har selv afskaffet dem. Det skulle hun måske have ladet være med. Se filmen og bedøm selv. Husk, at hvis relationen mellem kvinden med hudfolderne på maveskindet og hendes flotte stedsøn entydigt skal fordømmes, så følger kulden og tragedierne med.

Seneste ændring: 
08/04/2019 - 21:51
Typer: 
Emner: 
Personer: 

Trine Dyrholm

Indhold der minder om "Anmeldelse: Dronningen – I Dronningens iskolde rige"

Del eller citer med linket her

MediaCreeper