Hjemmet er en "komfortabel koncentrationslejr" skrev den feministiske aktivist og forfatter Betty Friedan i 1963 i sit berømte hovedværk The Feminine Mystique.
Det var selvfølgelig ikke pænt ment.
Og hun lagde ikke fingre imellem over de mange sider hvor hun udfoldede sin ide om hjemmet som koncentrationslejr for kvinder.
... the women who 'adjust' as housewives, who grow up wanting to be 'just a housewife,' are in as much danger as the millions who walked to their own death in the concentration camps ..."
Ifølge Betty Friedan var løsningen spændende jobs til kvinder. Ligesom hun åbenbart forestillede sig at mænd havde.
Som intellektuel var hun i sit udsyn temmelig begrænset af sine egne fordomme.
Og hele ideen om at lønarbejde og åndelige udfordringer i sig selv skulle være det daglige arbejde i hjemmet så uendeligt overlegent må siges at være udtryk for hendes egne præferencer mere end noget universelt accepteret blandt kvinder eller mænd.
Ikke desto mindre fik Betty Friedan sin vilje. Der skete nemlig det at kvinder i stigende grad forlod rollen sin hjemmegående husmor i USA og kom ud på arbejdsmarkedet som i mellemtiden blev mindre fysisk krævende.
Nu var kvinderne endelig befriet fra de komfortable koncentrationslejre, og hvad skete der så?
Jo, der skete såmænd det at kvinder i almindelighed blev mindre lykkelige end de havde været tidligere.
Det dokumenterer Betsey Stevenson og Justin Wolfers i den store amerikanske undersøgelse The Paradox of Declining Female Happiness.
Denne undersøgelse var kvantitativ og af et enormt omfang hvorimod Betty Friedan opfattelse af husmødre som fanger i en komfortabel koncentrationslejr byggede på en ganske lille gruppe af kvinder som ikke var tilfældigt udvalgt.
Måske kunne Betty Friedan ikke se sig selv som husmor. Og fred være med det. Men hun begik så den store fejl at tro, at fordi hun ikke selv havde lyst til at være husmor, så var det en forfærdelig skæbne på linje med holocaust for alle kvinder.
Hvorfor overhovedet tage dette gamle tema op nu?
Jo, nu ser vi igen feminister ude med riven efter familien.
Nu fejrer man solomoderskabet som en stor triumf og frigørelse på samme måde som man på baggrund af den misforståelse, Betty Friedan havde været med til at udbrede, tidligere fejrede kvinders skift til lønarbejde.
Men bliver kvinder lykkeligere af solomoderskabet - bliver de glade for at stå alene med det store ansvar og arbejde det at opfostre og opdrage børn er?
Bliver samfundet mere harmonisk og velfungerende når en stadig større andel af mænd må skyde en hvid pil efter den stabiliserende rolle som det at være far er?
Og børnene. Hvad med dem? De skal vokse op hos en enkelt forældre i stedet for to. Stadigt flere vil blive berøvet muligheden for en far eller mor i deres liv.
Man skal være enten idiot eller en kold kyniker for at fejre dette som en sejr for ligestillingen - eller for noget som helst andet.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.