Forkvinde for SF's ungdom, Sofie Lippert, skriver på sin twitter-profil at hun
"Drømmer om at knuse kapitalismen og smadre patriarkatet."
Citeret ordret.
Sikke nogle dejlige lyse og opbyggelige drømme at have sig.
For nogle dage siden mente hun at livet var for kort til hvide gamle mænd som ikke ville miste deres "privilegier" - men jeg vil nu alligevel prøve at udfordre den spirende politiker med lidt spørgsmål.
Lad os starte med den kapitalisme, som Sofie Lippert drømmer om at knuse.
Vi lever i et af verdens mest lige lande, med et af verdens højeste samlede afgifts- og skatteniveauer.
Den kapitalisme, som trods alt levnes lidt plads til at gro, den har været med til at betale din skolegang og uddannelse, Sofie.
Hvor meget har du selv produceret i dit liv?
Hvilke rester af kapitalisme er det du vil til livs?
Er det den private ejendomsret?
Virksomhederne?
Og hvis du skulle få held til at "knuse kapitalismen" - som man jo er lykkedes med i Nordkorea og Venezuela - hvad er det så du forestiller dig skal sættes i stedet, Sofie?
Socialisme? Hmmmm, hvordan synes du det går i de lande hvor man har gjort det?
Du drømmer også om at "smadre patriarkatet", skriver du.
Du tænker på de hvide mænds patriarkat her i Danmark?
Det "patriarkat" som har opbygget den moderne retsstat. Som har løftet livsbetingelserne for almindelige mennesker gennem århundreder. Og som har udviklet de institutioner i samfundet du tager for givet.
I dag har unge kvinder overtaget på de videregående uddannelser. Så dygtige er de blevet at de ofte ikke kan finde mænd som er gode nok til dem. De har friheden og valget.
Er det det patriarkat du vil smadre?
Eller mener du islamismen som har nogle reelle patriarkalske og dybt reaktionære sider, som rent faktisk undertrykker kvinder og forhindrer dem i at deltage i samfundet på lige fod med mænd.
Er det den form for patriarkat du drømmer om at smadre?
Når du vil smadre patriarkatet, så må du lige forklare hvilket patriarkat du tænker på i den forbindelse. Det indbildte vestlige eller det mere konkrete østlige?
Meget tyder på at du mener det vestlige - at du har beef med hvide mænd.
Du vil jo ikke diskutere med de "priviligerede" hvide mænd, som du vil beskatte ned under gulvbrædderne.
Du vil have deres penge, men ikke høre deres stemme.
Det synes jeg ærligt talt er problematisk. At udelukke mennesker på grund af køn eller race eller alder.
Samtidig virker dit politiske program som "forkvinde" for SFU til at bestå af drømme om at "knuse og smadre". Ja, det har I socialister jo altid været dygtige til.
Men at skabe noget i det ødelagtes sted, det er straks en større udfordring for jer.
Selvom jeg opfatter dine ideer som foruroligende, så vil jeg meget gerne høre hvad du har at sige.
Jeg udelukker ikke på grund af køn, race eller alder.
Hvad er det præcist som skal smadres og knuses?
Og hvad vil du sætte i stedet som er så meget bedre?
Giv gerne nogle eksempler fra virkeligheden hvor det er lykkedes.
Jeg ser frem til dine svar.