De fleste har nok set videoen af en mand som bryder en klimablokade foran McDonalds.
Demonstranterne foran McDonalds spærrede vejen for ham og forsøgte fysisk at tilbageholde ham da han besluttede sig for alligevel at entrere spisestedet.
Andre potentielle kunder gav muligvis op overfor besætternes blokade, men manden i den grønne trøje insisterede på sin ret til at handle med virksomheden og - må man gå ud fra - købe sin mad.
Efter optrinnet, hvor manden i den grønne trøjer deler verbale øretæver ud til klima-aktivisterne, ser det på klima-demonstranternes eget video-materiale ud til at blokaden opgives.
På grund af manden i den grønne trøje kunne andre således også få stillet deres appetit på det populære spisested igen.
På intet tidspunkt bliver manden i den grønne trøje decideret fysisk voldelig overfor demonstranterne.
Men det er klart af hans råben at han mener det alvorligt. Han har ikke tænkt sig at lade demonstranterne bestemme om han skal på McDonalds eller ej. Det bestemmer han selv.
Den passive aggression som ligger i klimaaktivisternes blokade får dermed et svar. De skal ikke bestemme over andre mennesker.
Og man må da også spørge dem - hvem har givet dem ret til at lege selvbestaltet mad-politi?
Og kære læser, tænk lige et øjeblik over hvem sådan noget her egentligt rammer?
Det rammer dem som lader sig kue, eller dem som fysisk eller verbalt ikke er i stand til at gå i rette med klima-demonstranternes blokade.
Så klima-demonstranterne skaber faktisk en situation hvor de stærkes ret gælder. Hvor man skal slås for sin mad.
Selvom sådan nogle aktivister sikkert ofte opfatter sig selv som nogen der er på de undertryktes side.
De rettigheder og den frihed, mange tager ganske for givet i det daglige, beror i sidste ende på en vilje til at bakke dem op med handling.
Det er et lærerigt øjeblik at mange lod sig forhindre i at få mad, men at en mand ikke gjorde. Han genoprettede den orden som alle civiliserede mennesker har glæde af.
Manden i den grønne trøje bliver nu fejret som en helt.