I forbindelse med en kritik af Liberal Alliances formand får Uffe Elbæk omtalt sig selv som "serieiværksætter" - men er han nu også det?
En af de væsentlige sondringer, man bør holde sig for øje i Danmark hvor det offentlige er indblandet i så meget, er forskellen på iværksætter og projektmager. Men det vender vi tilbage til.
Først lidt af de vildfarelser Uffe Elbæk under anklagen i Berlingske "Vanopslaghs åndelige fattigdom plager særligt de neoliberale" retter imod Alex Vanopslagh.
Uffe Elbæk skriver at han ikke bryder sig om Vanopslaghs betoning af at noget skal kunne betale sig – "At det kan betale sig":
Jeg ved nærmest ikke noget værre end de fem ord. Og jeg tror simpelthen ikke på, at flid og initiativ er styret af noget så fattigt som om det kan betale sig eller ej.
Som serieiværksætter har det i hvert fald aldrig været noget af det, der har drevet mig eller de iværksættere, jeg har mødt undervejs.
Men Uffe Elbæk, det er jo også fordi at det mere har været projektmageri end iværksætteri som du har beskæftiget dig med.
Ude på det frie marked hvor de fleste iværksættere befinder sig, der skal noget kunne betale sig hvis det skal overleve den indledende fase. Om "noget kan betale sig" er simpelthen bare udtryk for om folk frivilligt er villige til netop at betale for det.
Iværksætteri er altså baseret på frivillighed.
Projekmageri er derimod baseret på at staten tager penge fra nogen og giver til nogle andre. Så er det ganske rigtigt ikke længere nødvendigt at det kan betale sig.
Men intet samfund kan leve af projektmageri. Det er en luksus forbeholdt den kreative klasse. Det egentlige iværksætteri handler om overlevelse.