Hvis politikerne virkelig bekymrede sig om borgernes ve og vel, ville de sænke de rekordhøje bilafgifter, så også mindrebemidlede fik råd til et sikkert køretøj.
Danmark har Europas højeste afgifter på biler. Det betyder, at folk uden så mange penge ikke har råd til en ordentlig og sikker bil. Statens afgifter på biler gør vejene usikre for den dårligst stillede del af befolkningen.
De velstående skal nok alligevel få råd til de lidt større og mere sikre biler. Mange fra den herskende klasse bor i øvrigt i indre by i København, og de har slet ikke nogen forståelse for den nødvendighed, en bil er for folk længere ude i landet.
Paradoksalt nok er politikerne aldrig sene til at påpege, at vi danskere skal rejse længere efter jobs om nødvendigt. Jo, tak, men det er ikke nemt, når biler er belagt med afgifter på 180 procent eller mere. De dyre biler skader “udkantsdanmark”.
Danmarks bilpark er forældet. I forhold til andre lande kører vi simpelthen rundt i gamle, udslidte biler. Venstrefløjen kalder sig progressiv, men viser sig i praksis at være imod fremskridtet, når den holder fast i høje afgifter.
De høje afgifter på biler vender den tunge ende nedad, så hvor er solidariteten med de “fattige”, der ikke får råd til en ordentlig bil?
Er sandheden, at venstrefløjen i virkeligheden ikke ønsker at give de nedre lag bedre materielle kår og mere valgfrihed, men blot ønsker at adfærdsregulere dem til at leve på en bestemt måde - uden bil for eksempel?
Og hvad med de store borgerlige partier? Hvad med Venstre som siger de vil friheden? Uden bil er det begrænset med friheden, medmindre da lige man bor i en storby.
Særligt familier er hårdt ramt af de høje afgifter, da de helt små “potter”, der ikke er ramt så hårdt af afgifterne som biler i normal størrelse, reelt ikke er en mulighed for en børnefamilie med klapvogn og andet habengut, der skal med på tur.
De høje afgifter tvinger mange børnefamilier til at køre rundt på landets motorveje i gamle udslidte stationcars, der både udgør en fare for familierne selv og for omgivelserne.
Den gamle bilpark i Danmark resulterer også i en unødvendig mængde partikelforurening, og det er simpelthen ubegribeligt, at stort set hele Folketinget vil forhindre danskerne i at køre sikkert og miljøvenligt. Skam få dem!