Er lidt skræmt for fremtiden, men også forhåbningsfuld.
Jeg er urolig, fordi vi muslimer ikke viser den sympatiske side, som vi har, men har formået at gøre en hel verdensdel træt af os. Hvordan klarede vi lige den?
I lille Danmark render Kristne og Jøder rundt og er skræmte, fordi vi truer dem. Er det sådan vores religion skal repræsenteres?
Vi lader analfabeter overtage vores stemme, som de misbruger ved at true med bål og brand. Denne brand har brug for benzin, og den bidrager vi med dagligt.
Dermed ikke sagt, at ingen fra den islamkritiske fløj bidrager. Jo det gør de såmænd. Men det er vores egen skyld, for vi giver dem muligheden.
Politikken i Danmark handler næsten ene og alene om muslimer. Den fløj, som bedst kan stramme grebet om muslimer, kommer til at vinde valget.
Jeg har altid været på den røde fløj. men kan ikke genkende “socialisten” mere.
Mit opråb er til alle muslimer: Vis jer fra den gode side.
Stå sammen med mennesker, der er blevet behandlet dårligt - uanset religion. Gå forrest for at gøre dette samfund bedre, dette er også vores land på godt og ondt.
Jeg ved, det er hårdt, når man oplever at blive svinet til næsten dagligt af politikere og kendte personer. Men det skal ikke slå os ud. Vi SKAL række hånden ud for forsoning. Den opgave tilfalder os, for vores politikere gør ikke noget.
Vores eftermæle er det vigtigste, vi kan efterlade til vores børn. Lige nu får vi ikke et godt eftermæle.