Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

328

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Skal vi skamme os over at få kontanthjælp?

Antal

Debatindlæg af Hanne Vesti

KÆRE RØDE OG BLÅ. LAD NU VÆRE med at udnytte denne alt for vigtige debat til politiske slagsmål. Desværre nåede jeg ikke at ringe ind til programmet “Ibens” på Radio 24/7, da hun i går spurgte: Skal man skamme sig over at være på kontanthjælp?

I 1995 svarede 57 procent "Ja!" til dette spørgsmål.

I dag er det kun 27%, der opfatter det som skamfuldt, ikke at kunne forsørge sig selv.

Skam er en lammende følelse. Derfor er jeg er helt enig med Ole Birk Olesen, MF for Liberal Alliance, når han i programmet understregede, at man ikke skal skamme sig over, at modtage kontanthjælp, hvis man - af forskellige årsager - er kommet i den ulykkelige situation, at man ikke kan få et arbejde.

MEN, det er derimod er en stor skam – både for ens egne forspildte kræfter og vores alles samfund - hvis man bare hæver "anonyme penge" og samtidig afviser at søge og tage de ledige jobs, der faktisk er.  (Dokumenteret bl.a. af vores alt for store import af udenlandsk arbejdskraft til håndens arbejde).

Holdningsskred

Holdnings-skreddet ovenfor fra 57% til 27% har mange gode grunde:

Tungest vejer finanskrisen. Den har beskåret og lukket virksomheder og nedlagt arbejdspladser. En anden anerkendt årsag er, at jo mere man er færdig med fyrre – jo mindre er ens chancer for at få et job. Voksne fra og tæt på generationer, hvor det engang var skamfuldt at modtage offentlig støtte, har altså tilpasset sig de faktiske forhold i jernindustrien.

De jobkompetente “sølvræve”, forliger sig samtidig dårligst med at være uden job. Jeg under dem af hjertet, ikke at skamme sig, over at benytte sig af kontanthjælp, mens de prøver.

Jobtab er også et identitetstab. Det er en af mange forhindringer op ad bakken, når modne voksne søger job. Hatten af for de kameler, der er slugt undervejs, når det lykkes.

Mange sølvræve, må søge arbejde i andre brancher og lønrammer, end de har været vant til. Det kræver en psykisk kolbøtte. Nedturen kræver en vis evne til at rejse sin viljeskraft. Også til fortsat at søge, når nej følger nej.

Kræsne unge

Mere bekymret er jeg over curling-generationen og tidens løfter til den om, at alle døre står åbne, blot man har været på reality-TV eller har 12 i snit fra gymnasiet. Med luftige løfter har vi skabt os en ny generation af spinkelt selvovervurderede og meget job-kræsne bistandsklienter.

Unge forventer sig generelt meget af livet. Det er godt og skønt. Uden ønsker ingen mål. Men viljen er drivkraften.

Desværre mangler en del af de unge den afgørende fornemmelse for den personlige indsats, de nødvendigvis må gøre for at nå målet.

Mange af disse unge opfatter kontanthjælp som en ret - en ret uden pligten til at søge de jobs som er.

En bekendt sidder i en kontanthjælpsafdeling. Uhyggeligt ofte leveres friske eksempler fra et Danmark, der har vænnet en del af sine unge til at kræve uden at yde. 

Unge borgere der afviser at tage jobs i Netto, arb. med rengøring, på plejehjem, i butik, m.v.. "Skodjobs" kalder de det.

Nogle af de unge angiver, at de "ikke kan acceptere" en times transporttid til og fra job.

Andre igen argumenterer, at så har de ikke “tid til at søge de mere akademiske stillinger”, deres uddannelse "berettiger" dem til... (Dén lader jeg lige stå et øjeblik!)

Eksemplerne overgår min forstand. Udover at det bekymrer mig dybt, krænker det mig selvfølgelig også både som skatteyder og arbejdsgiver. Og det i dén grad. Ikke mindst, at det ikke øjeblikkeligt får en økonomisk konsekvens, straks en ledig nægter bare at søge et tilbudt arbejde.

Passiv forsørgelse slider på unges evner

De psyko-sociale omkostninger ved tilvænningen af unge til kontanthjælp som en selvfølgelig indtægt og et gangbart alternativ til "skod-jobs" er skræmmende.

Tilvænningen kommer til at koste os mange flere penge i det lange løb, end den kontanthjælp, der hæves her og nu.

Raske unge, der vænner sig til kontanthjælp som underhold, invalideres med statsstøtte. Både på deres selvfølelse og evne til at arbejde. Det grundlægger en trist social arv.

Erfaringer (bl.a. fra USA) viser, at en arbejdsplads I 2013 skal bruge et år på at revalidere "aktivt forventende - men passivt modtagende" unge, når de endelig kommer i arbejde: Faste arbejdstider, modtage arbejdsordrer, møde efter fest, etc. er store udfordringer.

Også her i Danmark er det hverdagskost for en arbejdsplads, at en ung medarbejder ringer en halv time efter mødetid og meddeler: "Kommer ikke i dag. Jeg var til fest i går".

En fyring er sjældent en trussel, når den unge ser kontanthjælp som back-up. De ser det ikke som en skam - men det er det. Det er både synd og skam for disse unge.

Sat i system

En lytter til “Ibens” på Radio 24/7, ringede ind og argumenterede med, at det skam var hårdt arbejde at modtage kontanthjælp. Skemaer, møder, etc.

En eks-skraldemand – nu arbejdsløs gennem seks år - havde lidt svært ved at bekræfte dette direkte. Men han lød ægte fortørnet over, at "man i tide og utide skulle svare på alle mulige spørgsmål".   Han havde - trods mange spørgeskemaer - ikke haft et job i seks år.

På den anden side, så mente denne lytter, at han jo var med til at nedbringe antallet af mennesker på kontanthjælp:

“Jeg holder jo folk i den offentlige forvaltning i arbejde. Hvis ikke jeg hævede kontanthjælp, ville de jo blive arbejdsløse”.

Med sin underlige kringlede logik har han jo ret. Men desværre er det kun i utopia, vi kan leve af at klippe hinanden.

En tredie lytter anførte, at når skatterne i Danmark var så høje, så havde han også ret til at tage det at gå på kontanthjælp som en selvfølge i langt højere grad, end hvis han betalte mindre i skat.

Muligvis p.g.a. vanetænkning, lavede han ikke den kobling, at jo mere der hæves i kontanthjælp, jo højere bliver de direkte og indirekte skatter. 

Eller: At lavere skatter vil skabe flere arbejdspladser, da flere virksomheder får råd til at ansætte de hænder, de har brug for, men ikke råd til. 

De hårdtarbejdende forbitres

I familiens butik er vores ansatte decideret forbitrede over kontanthjælps-eksempler som "Fattig Carina", "Dovne Robert" og Café-Karina. 

De – og vi – er forbitrede over jobansøgere som kommer på skrømt “fordi de skal”, men som “egentlig hellere vil holde sommerferie”, og efterårsansøgere som “Helst først vil begynde i det nye år, så de kan holde fri i julen”, etc.

Som en dygtig ansat og kollega siger: "Man bliver sg'u lidt træt af og sur over at stå op hver dag, sende tre børn i skole, gå på arbejde og betjene 100'vis af kunder med et smil, købe ind i frokostpausen, gå træt hjem for at hente unger, lave mad og siden vaske tøj, og rydde op når lektierne er lavet og ungerne sover. Især når de typer bare sidder på deres flade og hæver store summer og brokker sig over at de enten ikke har penge til smøger eller "gider" tage et job på Mc D. De skulle skamme sig."

Og hvor har hun ret. Men hvordan skammer man sig over noget, man er blevet opdraget til at opfatte som en Gudgiven ret uden pligter?

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

24/08/2013 - 08:44

Seneste ændring: 

13/03/2019 - 16:20

Organisationer: 

DJØF

Del eller citer med linket her