Mettes uoplyste enevælde

Foto: ft.dk foto til pressebrug / fotograf: Steen Brogaard
Mette Frederiksen. Foto: ft.dk foto til pressebrug / fotograf: Steen Brogaard

Mette Frederiksen er det foreløbigt mest synlige resultat af en årtier lang udvikling væk fra personlig frihed og ansvar

Jorden er udpint - og kun en ting kan gøde den
Skrevet af Lennart Kiil

Borgerlighed og oplysning går hånd i hånd - du kan ikke have den ene uden den anden

Blå blok er i opløsning, og det borgerlige Danmark er i krise.

Ikke nok med at Socialdemokratiet og andre socialistiske partier har overtaget magten.

Også Venstre, Danmarks største borgerlige parti, er gennem de senere år gået i en stadig mere planøkonomisk retning. Henimod djøf-styret bureaukratisme og væk fra den enkelte borgers ret til at råde over egne midler.

Med corona er denne tendens blot speedet yderligere op. Men tag ikke fejl - det egentlige skifte er sket gradvist over mange årtier.

Men hvordan kom vi dertil at partier som mener borgeren selv bør have både friheden og ansvaret i tilværelsen, er blevet fortrængt af en socialdemokratisk centrum-venstre-populisme?

Der er mange faktorer.

En af dem er mangel på oplysning.

Borgerligheden kan nemlig ikke forceres politisk - den beror på oplysning. Den skal forstås.

Borgerlighed er per definition ikke noget man kan forære borgerne. De skal selv lære den at kende selv. De skal bruge den. Leve den. Det er en levende proces.

I sin essens er borgerlighed antitesen til moderne politik som i al væsentlighed er baseret på omfordeling - altså centralmagt og tvang.

Borgerlighed kræver en forståelse for abstrakte ideer som “frihed under ansvar” og “spontan orden”. Og den graver en oplyst befolkningen med mod og mentale evner til at tage ansvar.

Borgerlighed kræver en tiltro til at det enkelte menneske formår at administrere sin egen tilværelse, og en forståelse for at dette i sidste ende også er til alles bedste.

Dette, at det enkelte individ i sidste ende selv er ansvarlig for sit eget liv, står i opposition til den totalitære socialdemokratisme hvor staten fremstilles som garanten for det gode liv.

Politik har desværre allerede i sit udgangspunkt en tilbøjelighed der strider imod et af borgerlighedens grundprincipper.

Politik handler om grupper.

Virkeligheden består af individer.

Hvis borgerlighed i traditionel forstand, opfattet som den enkeltes borgers frihed og ansvar, skal have en fremtid, så skal der også være en oplysning om det lyksalige ved at forstå virkeligheden i et borgerligt lys. Og en oplysning om hvordan man begår sig i den.

Lige nu er både uddannelsessystemet og alle større medier ret venstre-orienterede og ofte endda fundamentalt anti-borgerlige i deres ensidige og blinde opbakning til den socialdemokratiske velfærdsstat som det eneste saliggørende.

Blandt nyere generationer kender mange slet ikke til alternativet og tror blindt på at en yderligere kollektivisering af landet med stadig større ansvarsfraskrivelse og centralmagt er vejen frem.

For det bliver de fortalt igen og igen. Både direkte – og mellem linjerne. Og budskabet - slap af, vi har styr på det - er lettere at sælge end. Det er nemmere at få fisken foræret end at lære at fiske.

Mange er således vant til at det offentlige tager sig af dem fra de står op til de går i seng. Det offentlige har overtaget meget af det arbejde som tidligere lå i familien.

Faktisk er der vel flere nu som bliver forsørget af det offentlige end af det private - eller ved selvstændig virksomhed.

I dag er en situation man tidligere ville have opfattet som nærmest utænkelig, blevet helt normal.

De sfærer som politik omfatter, er blevet så omfangsrige at det personlige ansvar og familiens rolle nærmest er blevet fortrængt - ikke bare i praksis, men også i manges forestillingsverden.

Dermed er en udvikling som er uheldig, grundigt cementeret.

I bredere fortand handler den borgerlige nedsmeltning altså om at ikke alting kan løses med politik eller nye politiske ideer eller tiltag.

Hvis ikke befolkningen er oplyst, så kan borgerligheden aldrig trives. Lige meget hvor dygtige politikerne er som politikere.

Jorden er udpint.

Den skal gødes før noget for alvor kan spire igen.

Og jorden kan ikke gødes fra centralt hold.

Det skal gøres lokalt af de enkelte borgere.

Del Mettes uoplyste enevælde