Gå til hovedindhold

Hvis en opfordring til at “smadre byen” koster 2 års fængsel — hvad koster ulovlig udslettelse af helt landbrugserhverv så?

Af Lennart

Pressen har skrevet meget om en sag fra Københavns Byret hvor en 30-årig kvinde er blevet idømt to års fængsel for at have opildnet til vold.

Og læser man domsafsigelsen lyder det vitterlig heller ikke til at den 30-årige kvinde har opført sig ordentligt.

Alligevel er dommen af flere grunde værd at hæfte sig ved.

En omstændighed ved sagen har i særdeleshed pådraget sig manges opmærksomhed:

Nemlig dét at noget “corona-relateret” nu kan være en skærpende omstændighed i forhold til strafudmåling.

Som mange gør opmærksomhed på at dette noget af et skråplan.

Måske har de mennesker ikke bemærket at man allerede gennem længere tid har indført den slags på andre områder - hvor man så undersøger en persons tænkte motiver for at udføre en bestemt handling i stedet for at se på handlingen selv.

Så kan en handling opfattes som værre end ellers hvis den går ud over en bestemt gruppe. Det er noget vi har importeret fra USA som ligger i begrebet hate crime og som hænger sammen med identitetspolitik.

Men uanset hvad man mener om sådanne ting, så rejser hele sagen om den 30-årige kvinde en række principielle spørgsmål.

For hvis en forbrydelse eller en anklage er mere alvorlig fordi den eksempelvis har noget med corona at gøre, så må det vel gælde hele vejen rundt.

Når Mette Frederiksen og hendes regering udraderer et helt erhverv med få pennestrøg, med henvisning til netop corona, så må det jo vel i og for sig også være ekstra alvorligt — hvis man her mener at der har været tale om noget lovstridigt.

Hvis den 30-årige kvinde så at sige har begået en corona-forbrydelse, så har Mette Frederiksen og hendes regering vel også.

Solnedgangsklausulen for “corona-forbrydelser” skulle i øvrigt efter den oprindelige plan allerede være udløbet for næsten 14 dage siden.

Men det fik partierne hurtigt lavet om på i februar.

Det bliver spændende at følge med i om regeringens egne fortrædeligheder under coronakrisen bliver omfattet med samme alvor som den 30-årige kvindes.

I så fald må der jo i al fald forventes et alvorligt efterspil for regeringen når den nuværende “undtagelsestilstand” lakker mod enden.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.