I medierne fremstilles løn-spørgsmålet i det offentlige ofte som et “drengene mod pigerne”-problem.
Samme fremstilling dyrker fagforeningerne.
Et eksempel herpå er ekstremt magtfulde DJØF. I det tilfælde må fokus på køn antages at være en ren afledningsmanøvre.
Også FOA har dette fokus.
For FOA’s vedkommende giver det fokus rent faktisk lidt mere mening.
For FOA repræsenterer de lavestlønnede kvinder i det offentlige. Men alligevel er tilgangen noget enøjet, da det faktisk ikke er mænd som dominerer de højestlønnde store grupper af offentligt ansatte såsom læger og gymnasielærere — men derimod kvinder.
Det er altså for FOA’s vedkommnde lige så meget hos andre kvinder som hos andre mænd at flere penge til egne medlemmer skal hentes.
Flere endnu kører “pigerne mod drengene”-legen.
Dansk Sygeplejeråd har ovenikøbet fremført argumenter i retning af at sygeplejerskernes påståede “lønefterslæb” skyldes at tjenestemandsreformen fra 1969 bygger på en art bedaget mandschauvinisme.
Men som du kan se af billedet over artiklen her, så er det ikke ligefrem køn som er afgørende for lønnen, men snarere hvad man forsimplet kunne kalde for “klasse”.
En Departementschef tjener knap 6 gange mere end en betjent.
En forskel som er til at tage og føle på.
Lønforskellen mellem kønnene er i den sammenligning praktisk talt ubetydelig. Den ligger på få procent når der er korrigeret for forskelle i arbejdstid og anciennitet.
Man kan stille spørgsmålet hvorfor fokus på køn er blevet så uendelig stort og fokus på klasse så uendelig lille i den offentlige debat.
Jeg vil gerne give et bud på at svar:
Magthaverne sidder på flæsket. De er selv del af DJØF-segmentet. Også venstrefløjen.
De har ingen interesse i at fokus kommer på klasse.
Kan man i stedet få de store masser til at “lege” drengene imod pigerne, så er de optagede af det så længe og opdager ikke hvor meget magten og økonomien koncentreres.
Det er klassisk del og hersk.