På de sociale medier, nok især på Twitter, undertrykker selvbestaltede digitale politikorps enhver form for dissidens.
Jeg skrev for nylig om den tiltagende masseovervågning kombineret med en anakronistisk politisk korrekthed.
Det er nemmere end nogensinde at gå tilbage og finde noget frem som en person har ytret engang i fortiden. Og samtidig bliver det man har sagt, bedømt stadigt mere nådesløst.
Har man på et tidspunkt sagt noget som i dag virker kontroversielt og imod snakkehovedernes smalle dyds-sti af acceptable holdninger, så kan det vendes imod en.
Ja, den digitale dydssti er i den grad blevet smal.
Ingen afvigende ytring er for lille til at blive vendt imod afsenderen.
Og er det, man har sagt, ikke kontroversielt nok, så er man stadig i farezonen!
For som jeg har dokumenteret, holder selv velrenommerede medier sig ikke altid for gode til at miskarakterisere ens synspunkter, så de fremstår mere firkantede og kontroversielle end de reelt er.
Denne kombination af overvågning, indskrænkethed og uhæderlighed kan have store økonomiske følger og personlige omkostninger for den fritænker som falder i unåde.
Det kan ødelægge den enkelte, men det er også gift for et frit samfund.
For demokratisk engagement er dermed ikke længere noget som prises, men i stigende grad noget som prisgiver en.
Sådan har det nok været gennem det meste af historien, og andre steder i verden er det sådan i langt mere udpræget grad end her i landet.
Men for det vi kalder et åbent samfund som beror på en relativ fri meningsudveksling, der er den tiltagende sociale eksklusion og økonomiske udstødelse af fritænkere et alvorligt problem.
Jeg mener at det er kommet dertil hvor vi ikke længere kan lade som om denne trussel imod det åbne samfund ikke er reel.
Mange kender nok det gamle udtryk:
Den som lever stille, lever godt
Det er bestemt ikke blevet mindre sandt.
Men det er et stort problem hvis den demokratiske samtale kvæles af frygt for fremtidens fordømmelse. Eller nutidens.
Det er dels et problem for de mennesker som har et behov for at ytre sig og give deres holdninger til kende.
Det er også et problem for et åbent og frit samfund hvis udvikling og tilpasningsevne er betinget af at forskelligartede holdninger brydes og afprøves.
Når det at forholde sig til sin verden og det samfund man lever i, bliver forbundet med risiko og frygt, så trækker mange sig.
Man beholder sin tankeverden for sig selv.
Sådan nedbrydes åndslivet og samfundet bliver mere kedeligt og stift.
Konformiteten vinder over kreativiteten.
Alt hvad du nogensinde har skrevet sagt eller gjort - også under private former - kan og vil blive brugt imod dig. Sådan er det blevet.
Se også: Alt hvad du nogensinde har skrevet eller sagt kan og vil blive brugt imod dig
Man mister lysten til at give sig til udtryk. Til at blande sig. Til at give sin mening til kende.
Denne problematiske udvikling hjælpes på vej af den tiltagende registrering som er forbundet med en digitaliseret tilværelse.
Den forstærkes også af mediernes behov for konflikt og kontrovers for at trække kliks og kroner på annoncer og abonnenter.
Men den nådesløse daglige forfølgelse af fritænkere beror også på en form for “intellektuel” troldehær på twitter og andre sociale medier.
Det er en gruppe af mennesker som ofte er meget ideologisk og politisk overbeviste - en overbevisning som ikke levner meget plads til andre vinkler eller synspunkter end de intellektuelles egne.
På baggrund af brudstykker og ofte vildledende udlægninger, håndhæver den intellektuelle troldehær den digitale udstødelse af fritænkere.
Det er en form for moderne digital landsforvisning.
Det er indskrænket og uhæderligt.
Og en trussel mod demokratiet.
Her lidt om mediernes rolle:
Information eller misinformation: Respekteret dagblad leder læserne på afveje