Mette Frederiksen valgte at gøre noget usædvanligt og i virkeligheden ret risikabelt.
Hun valgte at lave en ren S-regering.
Det valg sikrede Mette meget magt, men det skabte også et problem med rekruttering.
Vi så eksempelvis en Trine Bramsen som Forsvarsminister og andre besynderlige ting.
Men ikke nok med at ministrene blev hentet i venne- og venindekredsen. Det gjorde diverse spindoktorer og rådgivere også.
På den måde sikrede Mette Frederiksen sig at hun kun skulle dele magten med sin egen inderkreds.
Nogle af de andre ministre efterlignede Mettes stil. Således hentede Trine Bramsen også rådgivere blandt sine veninder.
Den form for regeringsførelse er ikke bare farlig for folkestyret. Selvom vi har et ord for den - nemlig nepotisme.
Med tiden er den form for ledelse også farlig for lederen selv. For reelt lukker man af for input.
Læg dertil at Mette og hendes venner og veninder ikke bare i rekruttering kortsluttede de normale mekanismer.
Den lille sluttede kreds lukkede sig også omkring sig selv i deres kommunikation. I stedet for at benytte sig af de åbne kanaler, som man forbinder med et folkestyre, så foregik samtalen om vigtige og akutte emner for en stor dels vedkommende i SMS’er på mobiltelefon.
Og den løbende kommunikation blev endda løbende slettet. På den måde får man lukket helt af. Det er både mørklagt og indelukket.
Man kunne sige at den måde at regere på minder mere om en bande end om et folkestyre.
Problemet er så at når man lukker andre ude, så kommer man også til at stå i opposition til dem. Og hvorfor så forhandle eller gå på kompromis.
Magten koncentreres.
Man magten er farlig at monopolisere. Og trækker du magten ud af lyset og inde i det mørke lukkede rum kun blandt ligesindeder, Så ændrer magten også karakter.
Den korrumperede magt trives nemlig godt i mørket, blandt de få.
Og så begynder magten i sig selv at tage over.
Den balance som eller findes og de begrænsninger som ellers er på magten, de er pludselig sat ud af spil. De så vi de Mette satte den udøvende magt ind mod minkerhvervet.
Det er farligt for folkestyret og dermed for Danmark, når magten bliver fordækt. Når beslutninger træffes bag lukkede døre blandt få mennesker.
Det er muligvis den form for magt Mette kender fra sit parti og sin politiske karriere i det. Men den form for magtudøvelse hører ikke hjemme i en statsleder.
Og så er vi tilbage ved starten. For Mette valgte at lave en ren S-regering. Og vanens magt er stor.
Fordi hun var alene i regeringen kun omgivet af partifæller, var hun ikke umiddelbart tvunget til at ændre sin måde at lede på.
Hun kunne lede landet, som hun ledte partiet. Men hov - som statsleder er magten lige pludselig 10-fold større end som partileder.
Og den store magt er vokset Mette over hovedet.
Er det Mette som har magten - eller er det magten som har Mette?
For mig er det tydeligt at magten har mere kontrol over Mette end Mette har kontrol over magten.
Når magten tager over, så forsvinder ansvaret nemlig.
Når en leder udøver magt, men ikke vil tage ansvar - så ved man at magten har overtaget.
Alle mennesker er fejlbarlige. Og magt korrumperer.
Mette har hele tiden forsøgt at samle magten om sig selv. Og det er lykkedes. Men nu er hun fanget i sit eget spil. Og magten har fået sit eget liv.