Vi skal bruge 334 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Nyttejobordningen burde rammes af en fatwa!

Antal

Debatindlæg af Anne Rosengård

Budskabet og retorikken er sine steder skarp og umisforståelig i journalist og forfatter Anne Rosengårds aktuelle udgivelse ´13 uger i tvangsaktivering – dagbog fra Slusen´, som Folkets Avis efter aftale med forlaget DreamLitt og forfatteren her bringer et fyldigt uddrag fra.

Anne Rosengårds dagbog er en frontrapport i forreste linje fra et af Københavns Kommunes aktiveringsprojekter på Amager Fælled ved Slusen nær Sjællandsbroen, hvor hun tilbragte knap tre måneder fra starten af august til slutningen af oktober 2014. Frontrapporten, der er en blanding af borgerjournalistik, klassisk reportagestil og dybt personlige refleksioner, blev til på baggrund af forfatterens daglige opdateringer på Facebook, som nu er endt i redigeret bogform, der sendes på markedet i håb om at skabe debat om arbejdsløses vilkår i dagens Danmark. Det er forfatterens håb, at politikerne på Christiansborg og i kommunerne læser bogen, for at de kan forstå, hvordan deres lovgivning påvirker mennesker, der har det svært og må leve med samfundets stigmatisering som ledige.

Dag 1: Mandag den 4. august:

Det var mere deprimerende end deprimerende.

Der mødte en anselig hob mennesker op på et Jobcenter i Sydhavnen i København. Jeg meldte mig i receptionen og fik udleveret en lille mappe med nogle papirer. Derefter ventede jeg, udenfor silede det ned. Temperaturen lå pænt høj. Alle fremmødte blev inddelt i to grupper og kom i hver vores lokale med to konsulenter hver. Der var ulideligt varmt i det lille lokale, hvor der sad omkring 20 mennesker. Halvdelen lyserøde danskere og den anden halvdel ikke lyserøde. Der rådede en stemning af mathed og afmagt i lokalet.

En overivrig kvindelig konsulent med lyst krøllet hår begyndte at tale meget optimistisk om alle de tilbud og muligheder, der fandtes. Hun kaldte vores ’jobs’ for pladser. Hun gennemgik indholdet i mappen, noget vi umiddelbart selv kunne have læst.

Ingen spurgte rigtigt om noget bortset fra en industriel designer, der havde mange spørgsmål. Især da det fremgik, at nyttearbejdet handler om at luge ukrudt særligt en art ved navn pileurt. Hun spurgte optimistisk, om der var mulighed for at arbejde med urban gardening. Nej, det var der ikke. Men den anden konsulent, en mand med fodboldmave og tobakshoste sagde, at hun kunne søge om at komme i praktik sådan et sted, hvis Københavns Kommune havde sådanne projekter. Der var vist noget i Ørestaden. Designeren så ud til at tænke sig godt om.

Efter en pause overtog den mandlige konsulent og gennemgik praktik, løntilskud og jobrotation. Den samme vin på umådeligt gamle flasker, dog med den nye oplysning, at der ifølge konsulenten er 50 procent, som kommer i beskæftigelse efter offentlig løntilskud, mens tallet lå på 70-80 procent i det private. Det anfægtede en mand rigtigheden af. ’Jo, det passer, vi er dygtige i Københavns Kommune’, lød svaret.

Der blev talt meget varmt om disse strålende muligheder, som om ingen havde hørt om dem før.

Jeg skal nu de næste syv uger møde fra kl. 8-12 ved Slusen 2 for at rydde ud i pileurt ved en motorbane. Man får arbejdstøj, der er omklædning og toiletfaciliteter. Det er til at græde over og så uværdigt. Hvad koster dette mon? Enten må vi have et samfund, hvor mennesker bliver hjulpet på en ordentlig måde, eller også må vi havde det brutale liberalistiske samfund, hvor folk må klare sig selv.

Hvad nytter dette andet end at presse mennesker? Når jeg så på hvor mange løntilskudsjobs, der hang på væggene, tænkte jeg: Kan det offentlige overhovedet fungere uden den store slavehær af underbetalte mennesker, der skal være glade og håbe, de kan få et rigtigt job, når de har udstået deres straf?

Hvis jeg var muslim, ville jeg nedfælde en fatwa over S og SF, der har stemt dette lort igennem. Som kristen må det blive en bandbulle. Jeg får lyst til at tilføje: Må de brænde i helvede.

Dag 2: Tirsdag den 5. august:

Kan man ikke græde, må man grine.

Jeg mødte op ved Slusen 2 nær et område med motor- og bmxbane tæt på Sjællandsbroen. Her hives der blandt andet pileurt op. Vi skal stemple ind - industrisamfundet om igen. Stempelmaskinen virkede ikke, men det er lige meget. Man skal nemlig ikke stemple ud. Så sad vi der. Kort tid efter kom formanden og fortalte lidt om stedet, en af jobkonsulenterne var der også. Derefter gik vi rundt og kiggede på sagerne.

Undervejs kom jeg til at spørge, om vi ikke kunne se pileurten. Formanden så lidt overrasket ud, men jo da. Vi travede op af nogle trapper for at besigtige urten. Den var grøn, ca. 40 cm høj og så fredelig ud. Vi stirrede alle på planterne, men fik forbud mod at nærme os området på grund af et hvepsebo. Derefter stod vi og betragtede udsigten over broen og motorbanen - vældig spændende. Der lå i øvrigt et megastort brombærkrat lige i nærheden, det skal huskes. Efter gåturen sluttede dagens aktivering. Dog kom den sjoveste bemærkning til sidst. En meget smilende kvinde med tørklæde sagde til formanden, at nu hun skulle være der i ni år, ville hun prøve alle maskiner.

”Nej,” råbte hun, ”13 uger”.

Alle grinede af lettelse. Dernæst kunne vi cykle hjem. Formanden sagde, lige før vi gik: ’Få nu ikke mareridt over det her.’

Det gør man næppe. Jeg ser allerede konceptet til endnu et satireprogram som A-Klassen. Jeg er i øvrigt vild med formanden, der virkelig ligner en formand i blå overalls, hvid bluse og sikkerhedssko, stille, rolig og djærv. Han var godt klar over, at det her ikke er noget, nogen af deltagerne havde lyst til.

Jeg overværede også en samtale mellem to af deltagerne. De berettede om, hvordan flere hospitalsafdelinger ikke kan klare sig uden løntilskudsjobberne. En interessant journalistisk historie, som lyder sandsynlig.

Dag 3: Onsdag den 6. august

En kort dag. Vi mødte før kl. 8.00, sad i et lokale med borde og stole og ventede på, at noget skulle ske. Der gik en rum tid, før der kom en konsulent og indkaldte mig til samtale. Han sagde mit navn og ’kom med mig’, men ikke, hvad det handlede om. Det fremgik først, da vi sad ved hans skrivebord på første sal i en container. Vi skulle have en lille samtale om mig, og hvor jeg står. Det blev en ret kort og indholdsløs samtale, idet vi hurtigt kunne konkludere, at de næppe kan gøre ret meget for mig. Med min erfaring og uddannelse er der ikke meget at stille op i deres system.

Jobrotation eksisterer nærmest ikke i mit fag, men han ville gerne lede efter noget privat løntilskud. Vi afgjorde også hurtigt, at der ikke var nogen grund til at diskutere tvangsaktivering og løntilskud som sådan. Han virkede flink nok, og når jeg kritiserer, vil jeg gerne understrege, at det ikke er enkeltindividet, jeg er ude efter. Det er det politiske lag, der foreslår og gennemfører disse tåbeligheder.

Da jeg kom tilbage til frokoststuen, sad vi og gloede lidt mere, mens jeg fik lavet en kop te og læst adskillige sider i min medbragte bog. Men så skete det: Vi fik tøj udleveret. Det foregik i en anden container. Derefter skulle vi gå hen til mester selv, få udleveret en lås og bagefter op af nogle trapper til nogle skabe i en ny container, hvor vi kunne låse vores nye tøj ind. Ned af trappen igen for at erhverve os nogle sikkerhedssko, tilbage igen og låse dem ind. Og det var det.

”I morgen går vi rigtigt i gang,” sagde mester begejstret.

Nå ja, vi blev også introduceret til stempelmaskinen. Det er vigtigt at huske, ellers får vi jo ikke vores penge, som mester sagde. Nu er der gået tre dage med intro på Jobcentret, en tur rundt på pladsen og udlevering af tøj. Jeg kommer til at tænke på Monty Python.

På vejen hjem var jeg lige ved at cykle Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen ned. Han kom løbende på stien ved Slusen, han bor jo på Islands Brygge. Jeg blev alt for overrumplet til at stoppe og fortælle ham, hvad jeg mener om tvangsaktivering. Det skal han nok være glad for.

Udgivet: 

17/11/2014 - 07:31

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30