Værdi.
Sidste gang var vi lige en hurtig tur omkring værdi og penge for at kunne snakke om markedet.
Begrebet fortjener en lidt grundigere behandling, fordi det er så grundlæggende for en del ting, der kommer senere.
Alting kan ikke opgøres i penge. At ens søns første ord var "far". En solopgang efter en bitter og kold nat på havet. Venskab. Alt sammen noget, som man ikke kan betale for, og som - hvis man kunne eller skulle - ville miste enhver betydning. I det følgende tales der om "værdi" i betydningen "penge" eller noget tilsvarende.
Værdiskabelse
Mennesket er den eneste skabning på jorden, der kan skabe værdi. Ting og andre levende væsener er værdi eller kan være det. Til gengæld er menneskets evne og ret til at skabe værdi universel, og den kan - ifølge liberale - ikke endeligt bedømmes eller vurderes af andre end dem selv.
Jeg læste om en meget stor familie engang. Der var alle nødt til at hjælpe til for at få det til at fungere. Den yngste på 3 havde til opgave at sørge for, at der altid var en rulle toiletpapir i holderen på toilettet. Dét er også at skabe værdi.
Jeg lovede vist på et tidspunkt, at jeg ville afholde mig fra akademisk namedropping. På den anden side kan jeg ikke tillade mig at tage æren for noget, jeg ikke selv har fundet på. En stor del af det følgende er meget stærkt inspireret af Karl Marx og M.E. Porter. De beskrev begge "værdi", men ud fra ganske forskellige synsvinkler.
Et eksempel: En bonde bruger brændstof, gødning, såsæd og maskiner til at producere korn. Mølleren laver kornet om til mel. Bageren laver melet om til brød. Smørrebrødsjomfruen laver brødet om til smørrebrød. I hvert led øges værdien af varen, og i hvert led indkasserer bonde, møller, bager og smørrebrødsjomfru gevinsten ved det - minus den værdi, som de har forbrugt.
Både Marx og Porter talte om "at tilføre værdi". Marx mente, at siden det er den enkelte håndværker, som med sine hænder tilføjer værdi til råmaterialer, så er det også ham, der skal have størstedelen af den værdi. Porter taler om, at alle virksomheder er en del af en værdikæde, hvor hver virksomhed tilfører værdi til en vare, som så bliver mere og mere værd undervejs.
De fleste skaber værdi på jobbet, og for det modtager de en løn. Det var her, Marx blev lidt bister, fordi han mente ikke, at arbejderen modtog nok, og det har man siden diskuteret ganske livligt.
I vore dage er det blevet en smule sværere at se værdi som noget håndgribeligt. Det er bl.a. en konsekvens af, at vores samfund er blevet så komplekst. Og det er blevet endnu mere svært at måle værdien af, hvad folk foretager sig. Hvad er en skolelærers arbejde værd f.eks.? En kontrollant fra Arbejdstilsynet? Er det pr. time eller pr. person?
Immateriel værdi
Hvordan kan det være, der er forskel på prisen på et par Levi's jeans og et par lærredsbukser fra "Karlos tøj" - hvis ellers de holder lige længe?
I den helt basale opfattelse af værdi er det udelukkende nytteværdien, som tæller. Det handler om "kilometer pr liter" eller "X meter streg pr blyant" så at sige. I tilfældet med f.eks. Levi's er det noget mere.
Grunden er, at Levi's bruger rigtig mange penge på at skabe en "en fortælling" - som det hedder nu om dage eller "et image" om man vil, som alle, der køber og bruger deres bukser får del af. Og derfor kan Levi's sælge bukserne for en højere pris end Karlo kan.
Design har også indflydelse på prisen. Vi vil alle gerne se godt ud, så derfor vil ting, som er bedre designet for det meste have en højere pris. Oftest er det umuligt at måle den værdi, fordi folk har forskellig smag.
De senere år er det også blevet en del af en vares værdi, om den er "økologisk", "bæredygtig" eller f.eks. "fair trade". Fortalere for de forskellige prædikater gør en stor indsats for at få det til at ligne reel værdi - at varen smager bedre, eller at varen indeholder færre giftstoffer. Efter min mening udgøres størstedelen af den ekstra værdi af et af de prædikater af "den gode fornemmelse i maven" - i hvert fald er der ingen forskel på ernæringsværdien af økologiske kartofler og almindelige, og der er ingen forskel på slidstyrken af fair trade bomuld og almindeligt bomuld.
Det kan man som liberal kritisere lige så lidt, som man kan kritisere den ekstra immaterielle værdi af et par Levi's, fordi folk bestemmer jo selv. Men ikke desto mindre...
Markedsbestemt værdi
På grund af besværet med at måle eller fastsætte værdi baseret på en isoleret vurdering af varen i sig selv, ender man ofte med at bruge en slags afledt størrelse:
"Enhver ting har den værdi, som nogen er villig til at betale for den".
Det vil sige, markedet bestemmer, hvad værdien af en vare er. Det virker ganske fornuftigt, hvis man ønsker at lade folk selv bestemme, hvad de vil bruge deres penge til. Omvendt ville det ikke være et "frit marked", hvis ikke det var markedet, som bestemte prisen. -Faktisk mener de fleste, at det netop er markedsprisen, som er den reelle måling af værdien af en vare eller tjenesteydelse. Man kan endda gå så vidt som til at sige, at uden et marked, så har en vare ingen værdi.
Prissætning har været emnet for en sand velsignelse af lange bøger og endnu længere PhD-afhandlinger. Det er måske det mest centrale i hele teorien om alt, hvad der har med markedet at gøre. I en hvilken som helst virksomhed er det formodentlig den parameter, som kræver mest omtanke. På arbejdsmarkedet er det lønnen (prisen på arbejde), som folk for det meste slås om.
Prissætning er den stærkeste - måske eneste reelle - mekanisme på markedet. Prisen bestemmer, hvad folk foretager sig - "om det kan betale sig" - bogstaveligt talt. Ved at sætte en pris signalerer markedet meget effektivt, hvad folk gerne vil have - det vil sige, hvad andre med fordel kan producere eller frembringe.
På en dag med høj solskin på Hjallerup Marked er det f.eks. svært at sælge engangsregnfrakker - believe it or don't. Jeg vil tro, man ligefrem ville skulle betale folk for at slæbe rundt på dem. På en anden typisk dansk sommerdag, hvor det står ned i stænger, kan man sælge dem alle sammen på rekordtid - og ofte med en voldsomt stor avance.
På den måde regulerer markedet sig selv ved at sende signaler til producenter og handlende om, at "i dag vil prisen på engangsregnfrakker være under nul". Derfor vil ingen bringe engangsregnfrakker på markedet, men i stedet måske tilbyde solbriller. Og på den måde sørger prissætningen for, at markedet - det vil sige folk, som render rundt på Hjallerup Marked - får tilbudt det, som de helst vil have.
Menneskelig værdi?
Hvorfor giver det overhovedet mening at snakke så meget om "værdi"?
Fordi vi alle sammen - samtidig med at vi skaber eller kan skabe værdi - også forbruger værdi. Vi har behov for mad, tøj, husly, varme og så videre. Intet menneske kan eksistere uden at forbruge værdi. Derfor giver det mening også at diskutere eksistensberettigelse i en værdisammenhæng, men det kommer lige efter at vi har været inde over
Bruttonationalproduktet
som er den totale værdi, som et land producerer - oftest målt pr år.
På engelsk hedder det "Gross Domestic Product" (GDP) - på dansk er det "BNP". Det bruges i vid udstrækning til at måle forskelle i "velstand" lande imellem. Nogen har måske hørt diskussionen om, at i forhold til EU, så må underskuddet på statens årsregnskab maksimalt udgøre 3% af BNP (så vidt jeg husker).
Man kan sammenligne et lands BNP med en families husstandsindkomst - den samlede indkomst for husstanden. Det tal bruges ofte, når man går i banken for at bede om et lån. Jo højere husstandsindkomsten er, jo højere et lån kan man få.
Når der tales om "vækst", er det vækst i BNP, der tales om. Det har længe været et mantra for mange politikere og er det stadig - hvis der er "vækst", så er det godt. Hvis der ikke er vækst, så er det skidt.
De færreste politikere ved, hvad det egentlig dækker over. Det ved formodentlig også de færreste vælgere. Og det er lidt trist.
Menneskerettighederne
Når man flyver til Nordvestgrønland, har man altid en overnatning i Ilulissat (Jakobshavn). Ventetiden kan bruges på at gå en tur ud til verdens mest aktive gletcher. Undervejs kan man passere forbi "Kællingekløften". I gamle dage - siges det - kastede gamle mennesker sig ud dér, når de ikke længere følte, at de var i stand til at bidrage med noget. Hvorfor det hedder "Kællingekløften" siger historien ikke noget om. Måske var der ganske få mænd, der blev gamle nok til overhovedet at komme så langt. Livet i Grønland var bestemt ikke for tøsedrenge i gamle dage - og er det for så vidt heller ikke den dag i dag.
Da jeg var langturschauffør fortalte de erfarne kollegaer rædselshistorier om dengang, de "kørte ud i sandet" - til Mellemøsten og længere. De skulle passe rigtig meget på, når de kørte igennem landsbyerne, fordi ældre mennesker kunne sagtens finde på at kaste sig ud foran lastbilen for at slå sig selv ihjel. Fordi erstatningen fra et europæisk vognmandsfirma ville udgøre adskillige årslønninger, og det ville kunne sikre deres børn og børnebørn i meget lang tid fremover.
På grum vis illustrerer historierne, at alle mennesker er nødt til at producere værdi, og at de kan være nødt til at reagere på det, hvis ikke de gør. Jeg er meget glad for, at vi i dag lever i et samfund, hvor den slags ikke forekommer nødvendigt. Hvor gamle folk allerede har produceret så rigeligt til, at de kan have en alderdom med værdighed - og være en stadig inspiration for os andre.
Og her kommer De europæiske Menneskerettigheder ind i billedet. Fordi som erklæret liberal kan man meget hurtigt blive grundigt træt i ansigtet af hele tiden at få smidt i hovedet, at man jo "kun tænker på på hvad folk er værd i kroner og øre" - og at man har det fint med, at folk bare kan dø, hvis ikke de er noget værd. "Enhver er sin egen lykkes smed" plejer at blive kastet på bordet som en anklage ca. på det her tidspunkt - og man ser et dystert og dunkelt samfund for sig, hvor folk med en maskinpistol i hånden tager det, som de vil have - og fanden tager resten. Uha, de er godt nok uhyggelige, de der liberale...
Det er bare ikke korrekt. For mig er menneskelivet ubetinget helligt - som for alle andre liberale, jeg kender. Og det er De europæiske menneskerettigheder en ganske god manifestation af.
Ifølge menneskerettighederne har alle ret til livet og ingen må diskrimineres på grund af deres køn, hudfarve, religion og alt muligt andet. På sin vis kunne de sagtens udgøre grundloven i et "ultraliberalt" samfund, hvor der ingen stat er, fordi de beskriver ganske godt, hvad en liberal grundholdning er.
FN har også et sæt menneskerettigheder, og de blev endda vedtaget før de europæiske - begge kom lige efter 2. verdenskrig. Jeg er sikker på, at det vil kunne diskuteres i omtrent en evighed, hvor den oprindelige tanke kom fra. Jeg mener, den er europæisk. Herom senere måske.
Der er flere ting, som adskiller FN's menneskerettigheder fra de europæiske. Ifølge førstnævnte har alle også ret til et arbejde og til at eje ting. Det står der intet om i de europæiske.
I ingen af dem står der noget om, at det er en menneskeret at drive virksomhed. Der står heller ikke noget om, at det er en menneskeret at producere værdi. Men det er det nødt til at være.
Det kunne da godt være, man skulle overveje at få dem lavet lidt om.
Samfundets forpligtelse
Netop i graden af samfundets hjælp til opretholdelse af livet ligger en af de store forskelle på ideologierne. Hvor meget hjælp har et menneske krav på i forhold til menneskerettighederne? I hvor lang tid?
Den ene modpol mener slet ikke, det skal være et spørgsmål, om folk selv er i stand til at producere værdi nok til at opretholde livet, fordi fællesskabet skal nok sørge for, at alle har, hvad de har behov for.
Den anden modpol mener, det overhovedet ikke skal være samfundets problem, om et menneske er i stand til at opretholde livet.
De fleste befinder sig et sted imellem de to yderpunkter.
Helt universelt gældende er, at der skal skabes værdi, for at et menneske kan eksistere - uanset om det er mennesket selv, der gør det eller ej.