Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

301

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Julen og træet med sin pynt

Debatindlæg

Gratis

Del indlæg

Det er ikke kun kræmmerhusene, der har fået skavanker, når julen skal fejres.

”Glade jul, dejlige jul”. Poul Bundgaards stemme lyder fra den gamle ”Importørens juleplade”, der ligger på min mors grammofon. Lyden af en del af min barndom. Jeg elskede julen. Jeg har elsket julen indtil for få år siden, og jeg prøver nu – måske en smule desperat – at genskabe den følelse, den gav mig. Nogle dage går det godt, andre dage mindre godt. Lige nu er det helt ad helvede til.

Jeg var før i kælderen, hvor jeg fandt min mors Juledagbog. Den, jeg som barn gav hende som en julekalendergave. For forfærdelig mange år siden. Jeg kan se, at hun har skrevet i den, og har indsat gule post-its hen over de samme sider, hvor hun skriver, hvad de har lavet det år, og det år og det år. Hun var glad for den bog.

Og jeg savner hende. Og jeg savner min far. Jeg savner dem, så jeg kunne skrige. Og julen er efter deres død ikke mere den samme. I dag er det 2 år siden, at min mor trak vejret for sidste gang i de lunger, som fejlmedicineringen havde ødelagt. Og det er næsten ikke til at bære at tænke på. Men jeg vil gå på graven og håbe på, at jeg kan blive der mere end de 3 minutter, det blev til sidste år. Jeg medtager gran til at lægge på graven, og min datter har købt hyacinter, som vi vil prøve at sætte. Min mor elskede hyacinter her ved juletid. Særligt de blå. En af de ting, som hun gav videre til mig. Jeg tror dog ikke, at jeg har haft en hyacint indenfor dørene siden hendes død. Men i år vil jeg prøve. I det hele taget så prøver jeg i år virkelig at genskabe den jul, som hun aldrig holdt op med at elske.

Den sidste lange samtale, jeg havde med min mor, handlede netop om julen. Om hvordan jeg ville hente hende, om hvad hun ønskede sig, om alt vi skulle lave. Men det blev aldrig til noget. 5 dage senere var hun død. På den mest forfærdelige måde, fordi det danske hospitalssystem, blandt enkelte engle, er fyldt med selvforherligende læger, der ukritisk kan kvaje sig i hel forfærdelig grad – og slippe afsted med det.

Den 21. december begravede vi hende, selvom det var svært at få lov. Graverne havde voldsomt travlt med at få juleferie, så det blev med gebyrer med gebyr på, at graven blev gravet.

Juleaften kom. Og for børnenes skyld blev den holdt og blev ganske hyggelig. Men i hjertet var jeg ikke med. Og julepynten blev for første gang i mit liv pakket ned den 7. januar. Der var ikke noget med at trække julen i langdrag.

Sidste år var lige så slem. Det var en hård tid at slæbe sig igennem.

Men i år har jeg besluttet, at jeg vil genopfinde julen her i huset. Og i år har jeg faktisk pyntet op. ”Et barn er født i Bethlehem” toner nu ud af højtaleren og om lidt vil jeg høre ”The Christmas song” med Nat King Cole. Min julepynt sammen med min mors. Når min mor kom herover juleaftensdag, sad hun i den ene stue og kiggede på pynten og lyttede til musikken, imens jeg kogte og brasede i køkkenet. Hun elskede min julepynt, som var overalt. I karme og på karme, i vinduer og reoler. På vægge og gulve. Og når jeg pyntede op, tænkte jeg altid på, at hun skulle komme og se det. Og det elskede jeg. Hvilket i dag gør oppyntningen så svær. For jeg ville sådan ønske, at hun kunne se den. At vi kunne rulle tiden tilbage. Men den skal op, for i de sidste år har jeg mistet så meget, at ikke også julen skal blive en del af det tabte.

I forgår købte vi endelig juletræet. Det står ude, og skal nok lige dryppe lidt af efter den regnbyge, der kom i denne usædvanlig grå december måned. Så skal det ind og stå nogle dage uden pynt, så hundene og kattene kan vænne sig til det, inden der kommer pynt på.

I toppen på træet sætter jeg den stjerne, der sad på min mormors juletræ. Derunder glansbilledeenglen med krøllede fe-hår under. Den sad altid på min mors træ. Og på de øverste 5 grene skal hænge 5 specielle, gamle kugler hele vejen rundt. Og så skal glasfuglene på. Glasfugle, der er gamle, som jeg har samlet i mange år. Og storkeparret skal sidde deroppe. Symbolet på Jesus. Og der skal glasklokker og glaskogler på. Og de små glassvampe, som jeg elsker så højt, skal sidde inde ved stammen og rundt omkring i grupper. Og trompeter i glas. Trompeter, som også var på min mors træ, men som min søster nu kan glæde sig over. Altsammen har jeg samlet på gennem årene og glædet mig til at vise min mor hvert år. For hun forstod.

Måske ville det ikke være så slemt med julen, hvis jeg ikke havde mistet hende her i december. Men jeg tror det nu alligevel. For vi har i min familie altid tænkt meget på de frafaldne her i julen. Og jeg genkalder mig andre jule. Min fars sidste. Hvor han sagde, at det var den bedste gås, han nogensinde havde fået. Og hvor jeg opdagede, hvor hævede hans fødder var. Og jeg husker, hvordan han 1. juledag sad her i stuen og læste i de bøger, som han havde fået i gave. Og hvilken fred her var. Og jeg tænker på, da børnene var små. Og der var 3 ekstra mandler i risalamanden, så de var sikret en mandelgave. På samme måde som vi, mine søskende og jeg, fik særlige portioner som små. Og fik en marcipangris med rødt bånd om maven. Og hvordan vi glædede os til at gå om træet og få gaver. Vi kunne næsten ikke vente. Men det gjorde vi nu. Og det var dejligt. Og min datter og mine nevøer har også lært at vente og glæde sig.

Og vi gik om træet som i dag. Da jeg var barn, var vi mange og kunne snildt nå rundt. I dag tager vi nogle tørklæder til hjælp.

Med ”Juletræet med sin pynt” begynder vi. Vi står ganske stille og synger, imens vi kigger og udpeger de ting på træet, som vi synger om – selv spindelvævet i krogene. Og så tager vi fat på salmerne. Og der er mange. Med mange vers. Og vi synger dem alle. ”Kimer i Klokker” som er min ene søsters yndlingssalme, selvom hun ikke er her, og den er svær. ”Den Yndigste Rose er funden”, hvor vi lægger ekstra tryk på ”Forhærdede tidselgemytter”. Den elskede min far. ”Julen har Englelyd” var min oldemors foretrukne. Jeg husker hende kun svagt, men juleaften er hun med. Der om træet. Sammen med de andre. Sammen med os.

Vi når til ”Højt fra Træets grønne Top” og navnene på Anna, Henrik, William, Hanne og Lotte bliver erstattet af mine søstre og bror, min datters og nevøers navne – også selvom de ikke er der. For det har vi altid gjort. Og det har vi ikke rørt ved. Heller ikke selvom mine søskende fejrer deres egen jul, og mormor og morfar, oldemormor og oldefar ikke er her mere. For på deres egen måde er de der stadig. I denne sidste lille rest af jul, som jeg endnu ikke har mistet. Den rest, der må være mit udgangspunkt til at genskabe julen.

Og hundene og kattene får dobbelt sul her til jul. Indmad og halskød, som jeg koger fond på som altid, så sovsen bliver god.

Mange hader julen. Nogle fordi det er en fest, der er overtaget af stormagasinernes slagtilbud, der først bliver overgået til januar. Andre måske fordi de som jeg har mistet meget og bliver mindet om det her i december.

Jeg vil ikke miste julen med alle dens skavanker. Så jeg vil kæmpe for at bevare den. Huske den. Genskabe den. Rulle tilbage og begynder dér... lige dér, hvor alt var godt. Og så må de, jeg elsker og savner, kigge med fra deres sky deroppe. Og måske gå en tur med rundt om træet.

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11

Del eller citer ved at kopiere linket her

10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem
eller sponsor

Del eller citer med linket her

MediaCreeper