Gå til hovedindhold

Fremtiden er nu - en tabende akademiker beretter

Af Ruben Hein

Det siges i dag, at de højtuddannede kan blive fremtidens tabere. Tabere, fordi man for det første har flere år med lille eller ingen lønindkomst. For det andet at den høje arbejdsløshed blandt højtuddannede ser ud til at vare ved og muligvis også øges - og for det tredje at man som højtuddannet i reglen også skal afbetale ret store og dyre lån. Den første årsag har højtuddannede altid kunnet leve med, men fordi man umuligt kan magte at afbetale studiegæld når man samtidig ingen job har, vil også det indirekte indkomsttab opleves som dybt uretfærdig.

Onde tunger har i den sammenhæng udlagt det som, at de mange studerende på de højere uddannelsesinstitutioner i realiteten fra de relevante myndigheders side var en smart måde at friste de, som alligevel ville befinde sig i køen til de mange ikkeeksisterende jobudbud, til - gennem lange og dyre studier - at finansiere egen arbejdsløshed. Man har fået tusinder væk fra arbejdsløshedskøen, men tusinder, der, qua studierne med mange års tabt arbejdsindkomst, desuden intet arbejde har at se frem til - foruden en i praksis ubetalelig gæld til staten.

Sådan set har mange ved at optage studielån delfinansieret en periode, hvor de ellers ville haft almindeligt arbejde, eller også ville have haft krav på understøttelse fra det offentlige - netop uden at tabe noget som helst og uden at oparbejde gæld.

11 års studier og ingen penge

Det er netop i sådan situation, undertegnede befinder sig. Jeg er højtuddannet. Jeg er cand.mag. fra Universitet i Oslo, cand.phil. fra Universitetet i Tromsø, og jeg har en Ph.d. fra State University of New York. Den normerede studietid for mit vedkommende er i alt 11 år. Jeg har hele vejen fulgt de gode råd fra mine lektorer og professorer - og fra samfundet i øvrigt. Jeg har glædet mig til at give mit bidrag til samfundet - at give retur hvad jeg havde fået af samfundet gennem studierne.

Selvsagt er alle højtuddannede klar over de risici man løber, når man tager en lang uddannelse. Men så forventer man i det mindste, at man får en uvildig vurdering og eventuelt hjælp fra det offentlige, når først man rammes af ulykken. Jeg kan leve med, at jeg har tjent langt mindre end, hvad mine jævnaldrende knapt så veluddannede har tjent. Jeg kan leve med at være i køen af den stadig voksende arbejdsløshedskø. Og jeg kan leve med at have tårnhøj gæld på grund af egen naivitet og myndighedernes kyniske spil med tal og statistikker - men jeg forstemmes over den behandling, jeg forleden oplevede som kontanthjælpsansøger.

Min hustru og jeg har boet 5 år i Danmark, og vi har hidtil aldrig været en byrde for det offentlige på nogen som helst måde. Min sidste lønseddel fik jeg for 15 måneder siden. Min hustru og jeg har en grundlæggende opfattelse af, at man ikke skal ligge samfundet til økonomisk last, hvis man på baggrund egen indsats og diverse tiltag kan undvære økonomisk hjælp fra det offentlige. Af samme årsag spinkede og sparede vi alt, hvad vi kunne. Husholdningsøkonomien gik lige rundt, fordi vi var sparsommelige - og fordi vi fik hjælp af familien.

System over menneske

For to uger siden ansøgte jeg imidlertid om kontanthjælp, fordi vi ikke længere magtede at holde skruen i vandet. Jeg vedlagde alle papirer, der dokumenterede vores samlede indkomster og udgifter. Reglerne for personer der er gift, over 25 år, og med forsørgeransvar (i mit tilfælde 2 børn), er, at jeg skulle kunne modtage ca. 11.000 kr. i kontanthjælp. Arbejdssøgende over 30 år, der har en lang videregående uddannelse, tilbydes hjælp fra Karrierecenteret - og derfor var jeg i min ansøgning særlig eksplicit omkring, at jeg gerne ville med i Karrierecenterets tilbud, således at jeg hurtigst mulig kunne komme i arbejde igen.

Jeg får afslag på alt. Først på min oprindelige ansøgning. Dernæst på min klage over afslaget. Efterfølgende smider de mig ud af Jobcenteret og Karrierecenteret. Alle tilkendegiver, at jeg uheldigvis ikke passer ind i systemets kasser og efter dets rigide regler. Men hvilke regler?

Afslaget var ikke baseret på min families samlede indkomst op mod samlede udgifter (ingen af dem er urimelige) og ej heller på den svære økonomiske situation vi stod i, men på en finurlig fortolkning af regelsættet. En meget finurlig fortolkning - og en tolkning uden logik: Sagsbehandleren henviste til, at vi jo havde klaret os for egne midler gennem de sidste 15 måneder. §11 i bistandsloven siger, at "i henhold til lov om aktiv social politik skal man have været udsat for en social ændring for at være berettiget til kontanthjælp - citat fra afslaget: "Du findes ikke berettiget til kontanthjælp i henhold til lov om aktiv social politik § 11, da du ikke har været ude for en ændring i dine forhold, der medfører, at du ikke har mulighed for at forsørge dig selv og din familie." Den lader vi lige stå et øjeblik...

Videre: "For at være berettiget til kontanthjælp skal man have været ude for en ændring i sine forhold - eller en såkaldt social begivenhed. Det, at du søger om kontanthjælp på grund af manglende arbejde og indkomst, er ikke en social begivenhed, der medfører ret til kontanthjælp." Er vedkommende egentlig vel bevaret? Hvad regnes egentlig som "social begivenhed" i så henseende? "Ændring i mine forhold"? Hvis min families nu efterhånden håbløse økonomiske situation ikke berettiger hjælp fra velfærdsstaten, hvad gør så?

Straffet for at kæmpe

Tallene er klare: Hvis jeg ikke får arbejde, eller vi modtager hjælp, styrter fundamentet for min familie sammen. Paradokset er, at ønsket om at klare os for egne midler længst muligt medfører, at vi nu straffes! Havde jeg dengang været kynisk og grådig, måtte det offentlige jo ifølge egne tolkninger af lovværket allerede have udbetalt mig flere måneders kontanthjælp. Jeg fik i øvrigt aldrig svar på, hvad man, i givet fald og i forhold til egne spidsfindige tolkninger, betegner som en "social begivenhed".

Jobcenteret meddelte mig, at jeg var afmeldt som arbejdssøgende. Jeg tilmeldte mig straks som arbejdssøgende igen og mødte op på Jobcenteret den efterfølgende dag. Igen blev jeg afmeldt og bortvist. De kunne efter eget udsagn ikke hjælpe mig; "Men måske Karrierecenteret." Der mødte jeg to ansatte i receptionen, der intet forstod af, hvorfor jeg ikke var bevilget kontanthjælp. Endnu længere inde i systemet fik jeg foretræde for en konsulent, som påbegyndte en længere forelæsning ud i sort tale. Hvad jeg kunne trække ud af det, var, at så længe jeg ikke er berettiget til kontanthjælp, er jeg ude af hele systemet. Det hele, altså. Sådan set eksisterer jeg ikke.

I afslaget på min klage kan man læse: "Derfor vurderes det, at I har indrettet jer på at leve af din kones løn." Fejl! Vi har tilstræbt ikke at være en byrde for det offentlige. Dette har vi bestræbt os på i 15 måneder - men nu går den altså ikke længere. Filmen er knækket - men jeg kan dog trøste mig med, at sagsbehandleren afslutter brevet med at kategorisere mig som "selvforsørgende."

Falder uden for rammerne

Jeg er bare en af mange højtuddannede, der i adskillige år har frasagt mig ordinær lønindkomst (foruden diverse former for offentlige subsidier), mens jeg har været under uddannelse og efterfølgende ikke har haft arbejde, der afspejler mine formelle kompetencer. Dertil en tårnhøj studiegæld med renters rente. Jeg er i limbo - endt som én, der falder udenfor alle velfærdsstatens love og regler-og dermed dens retssikkerhed.

Begrebet 'velfærdssamfund' giver ingen mening, hvis ikke sikkerhedsnettet findes længere. Ej heller giver det mening, hvis borgerne under henvisning til diverse love og regler ophører med at eksistere foran dens skranker. Jeg har længe græmmedes over at kunne læse i dagbladene om alle de tusinder, der hvert år falder udenfor kontanthjælpen. Når man oveni har 11 års normerede studier, intet arbejde og skyhøj gæld, som bare vokser og vokser, sker der noget med ens opfattelse af det samfund, man lever i.

Jeg er bange for, at retssikkerheden udhules og, hvad der på sigt vil ske med vores højere læringsinstitutioner og, ikke mindst, de potentielle studerendes i motivation for at ville uddanne sig i overensstemmelse med samfundets forventninger til dem. For hvordan skal man motiveres til lange, tunge og dyre studier, når det kan ende med, at man lånefinansierer ens egen arbejdsledighed tillagt renter?

Til sidst vil jeg blot tilføje, at jeg finder det aldeles uforsvarligt, at et samfund sløser med dets ressourcer på denne måde. Tusinder af unge mennesker begynder hvert år på lange og komplicerede uddannelsesforløb uden udsigt til andet end uoverskuelig studiegæld, arbejdsløshed og et råddent velfærdssystem, der ender med at ydmyge og tvinge dig og din familie ned med nakken.