Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Terroristen og navlen

Min egen navle meldte sig på banen et par gange i døgnet efter det store københavnske terror-drama. Selviagttagelsen er der jo ikke i sig selv noget galt med. Man lærer om sig selv. Og det er godt. Jeg lærte, at jeg ikke blev ret overrasket. Faktisk reagerede jeg ikke ret meget følelsesmæssigt. Jeg var forberedt på det. Jeg betragtede det skete som uundgåeligt. Og det var jeg ikke klar over. Jeg var ikke forberedt på at være så kold overfor det. Næsten så jeg bare rystede det af mig og gik videre. Først om eftermiddagen efter den første del af dramaet. Én dræbt - og tre sårede politifolk ved et møde jeg godt kunne være kommet til. Jeg følte mig nærmest uheldig, at jeg ikke var mødt op. Det kunne nemlig sagtens være sket. Der var flere til mødet jeg kendte.

Næste morgen vågnede jeg så op til, at der havde været to episoder mere. Først et skuddrab ved synagogen. Jeg tænkte på mine jødiske venner. Og jeg tænkte på Charlie Hebdo - som lignede i sin udførelse. Og jeg tænkte på dengang for 30 år siden - i 1985 - hvor jeg var nær de to terrorbomber mod synagogen og El-Al. Igen meget selvoptaget og navlepillende.

Og så havde de vist skudt gerningsmanden. Ved Nørrebro Station - hvor jeg boede på Ørnevej i en periode for 20 år siden. Tænkte over hvor forandret stedet var. Jeg var på café derinde i sommer et par gange. Og kunne se mænd i traditionel arabisk klædedragt og store fuldskæg gå rundt og ryge og drikke kaffe og tale i telefon - inde ved hallen.

Og så opdagede jeg, at jeg engang kendte offeret på Østerbro fordi vi studerede sammen - Finn og jeg. Og det begyndte at blive personligt. Men det rørte mig faktisk ikke så meget som jeg troede at det skulle. Og det begyndte at blive lidt pinligt syntes jeg.

Og så kiggede jeg på alle disse facebookopdateringer og små opslag i medierne - hvor folk var forfærdede, chokerede og overraskede. Og jeg kunne ikke mobilisere noget i den stil. Og det irriterede mig.

Jeg så også hvordan folk på det politiske parnas lagde blomster og lod sig fotografere - og brugte begivenheden til at profilere sig på. Og jeg så hvordan det blev opfattet som et vendepunkt. Og jeg kunne ikke se noget vendepunkt. Jeg kunne kun se den naturlige fortsættelse af det vi har set ske de seneste mange år - og måske især i år.

Og det irriterede mig lidt, at de samme forudsigelige politiske positioner blev indtaget - og det samme skyts blev fyret af og de samme skillelinjer mellem folk blev tegnet op. For kridtstregerne var ikke vasket væk endnu. Ikke engang med blodet fra Paris.

Vi er stadig splittet. Vi skyder stadig mod hinanden. Omend kun med ord. Vi kan ikke samles og vi kan ikke finde fodslag og vi kan ikke blive enige om at bekæmpe en fælles fjende - uden at der skal føres talrige “men” frem, som skal vendes og drejes og gøres til genstand for lange tråde med allerede førte diskussioner.

Og man bliver så træt. Så uendelig træt. Det dør folk for. For at vi skal diskutere hvem der må fornærme hvem.

Og i morgen er det … Præcis det samme.

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem
eller sponsor

Citer med linket her:
I søgelyset
Foto: ft.dk foto til pressebrug / fotograf: Steen Brogaard
Mette Frederiksen. Foto: ft.dk foto til pressebrug / fotograf: Steen Brogaard
MediaCreeper

FOLKETS udgives og ejes af Kiils v/Lennart Kiil - cvr 35172831

x