Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Har Kvindernes Kampdag udspillet sin rolle?

Jeg er vokset op med, at Kvindernes Internationale Kampdag dybest set var noget fis og badis. Og jeg føler stadig et let ubehag ved den. Nok fordi jeg tager ligestillingen af kvinder og mænd som en selvfølge.

Så hvorfor skal der så være en særskilt dag netop for kvinder? Alle de andre dage, som vi fejrer eller undlader at fejre, er jo ikke kønsbestemte. Man kunne måske endda i givet fald overveje, om mændene skulle have deres egen kampdag, da de på mange måder bliver trynet i vores dages samfund i Danmark – af kvinder.

Jeg er født i 1969. BH-ernes fald skete lidt uden min bevidsthed om det, og jeg kunne i 80’erne og godt ind i 90’erne ligge topløs på stranden som den selvfølgeligste ting i verden. Vi grinede lidt, når folk, der rejste til katolske lande, i årevis kunne berette om forbud mod en sådan opførsel, men også her blev kønskampen mere commes il faut, og kvinderne blev frigjorte i langt højere grad.

I dag er verden anderledes, og puritanismen har gjort sit indtog. Unge piger dækker sig behørigt til på stranden, men er til gengæld frigjorte på andre måder, når de går i byen og danser. Altså nogen er. Det kan der skrives meget om, men er ikke mit ærinde i dag.

Med globaliseringen er der kommet et langt større fokus på lande i denne verden, hvor kvinder bliver knægtet på en måde, som man ikke har set mennesker blive behandlet på i Danmark, siden stavnbåndets ophævelse. Vi har regimer, der lukrerer på frygt og menneskeforagt, og for hvem kvinders rettigheder ligger så fjernt, at man dårligt kan fatte det. Lande som Saudi Arabien, hvor ytringsfriheden heller ikke står først på listen, når det drejer sig om, hvad man vil betragte som almindelige dødeliges ret.

I Iran, Afganistan og Tyrkiet har kvinder tidligere haft langt flere rettigheder end de har i dag. Men med indførslen af mere og mere religiøse regimer, har kvinders rettigheder stået først på listen, som det der skulle fjernes. Retten til skolegang, frihed til at vælge mand, arbejde og eget livs udforming er i visse – ret mange - regimer i denne verden ikke-eksisterende.

De lande, der primært fører an i knægtelsen af kvinders rettigheder i denne verden er beklageligvis de lande, der vælger at følge islams doktriner. Og kurven for, hvor få rettigheder kvinder har i et givent land, ligger parallelt med indførslen af islamsisk funderede tankesæt.

Spørger du en HuT-tilhænger om kvinders rettigheder, vil vedkommende sige, at Islam beskytter kvinden, og at Allah elsker kvinden. At kvinder og mænd har forskellige roller i tilværelsen. Og fordi der er forskel på kvinder og mænd, så kan kvinder aldrig bliver kaliffer - for manden skal beskytte kvinden (også mod hendes egen dårskab)! Det eneste, der adskiller dem fra at understøtte ISILs kamp, er netop kaliffen – som HuT mener skal være folkevalgt.

For dem er den vestlige verden med dets "dekadente liv" og grundlæggende frihedsrettigheder af det onde. Vi er, i deres øjne, på vej imod fortabelse og synd.

Tyrkiet har været et land, der, efter Osmannerrigets fald, blev stadigt mere sekulært. Man forbød religiøse symboler i det offentlige, sekulære liv, og selvom Tyrkiet aldrig har været et pragteksemplar på kvinders rettigheder, så står det dog i skarpt modlys overfor de holdninger og love, der er blevet indført i landet, siden Erdogan kom til magten. Kvinders tørklæder var også i Tyrkiet et stærkt symbol på religion, som man ikke tidligere ønskede i det offentlige liv, hvorfor det var forbudt. Men man anvendte under dække netop rettighedstanken til at få det genindført. Erdogan ønsker intenst at fratage kvinder retten til abort ud fra et livssyn, der er forankret i Islam. Kvinderne står til at tabe flere rettigheder, men forsøger denne gang at svare igen – sammen med oplyste mænd – ved at gå på gaden og demonstrere.

I 70’ernes Afganistan var kvinderne på gaden iført spadseredragter, smart hår og høje hæle. Med Talibans ankomst blev udtrykket afløst af en lyseblå burka. Kvinder skulle her igen ikke ses, ikke høres og tilbage til kødgryderne. Tilstandene er langsomt ved at blive bedre, og en hel del kvinder er igen begyndt at gå på gaden som kvinder – ikke uformelige, kønsløse væsener, der på grund af hensynet til mænds latente, ukontrollerede liderlighed ikke må vise sig, som de er.

I Iran er det dog ikke blevet bedre. Her har man sågar et religiøst politi, der skal sikre, at kvinders hår ikke kommer uden for chador’en. For vi ved jo alle, hvad det kan gøre ved den under overfladen altid latente kødets lyst hos mænd.

Udgangspunktet er også her, at mænd er individer, der tænker med alt andet end hjernen og skal holdes på dydens smalle vej. Og vejen er så, at kvinderne tildækkes. At kvinders rettigheder til at vælge selv samtidigt bliver knægtet, er kun et ekstra plus.

Men vi ser nu antydninger af oprør på spindesiden i selv de islamisk-funderede regimer, alt imens vi ser muslimske kvinder i Danmark blive mere og mere tildækkede.

Er det fordi de skal skærmes mod den vestlige verdens fordærv? At de ikke skal vise deres smukke, ofte ibenholdt sorte hår for de vestlige mænd? Naturligvis har vi i Danmark som i resten af verden voldtægtsforbryder, men 99,9% af mændene kan altså godt styre deres lyster i det offentlige liv.

Jeg har ikke noget imod muslimer. Jeg kender efterhånden en del, som er vidunderlige mennesker, og det giver ikke mening at kategorisere mennesker, der ikke lader deres religion gennemsyre vores fællessfære, som en samlet masse.

Jeg vil dog gerne her indrømme, at jeg har et problem, når jeg ser kvinder og små piger på gaden med tørklæde på. Jeg personligt ser det som et kvindeundertrykkende symbol. Og jeg ser det som et symbol på Sharialovgivning, som jeg finder kvindefjendsk. Hvis du, som muslimsk kvinde, havde en halvmåne hængende i en kæde om halsen, ville jeg aldrig drømme om at anfægte den. Men tørklædet ser jeg som symbolet på en kultur i kulturen, der ikke ønsker kvinders frihed. Hvis du fortæller mig, at det er dit eget frie valg, fordi du vil udvise underdanighed for Allah, så respekterer jeg dit valg, men vil stadig fundere over, om det er den kulturelle påvirkning, der er årsagen til dette frie valg. For du tager dit tørklæde af, når du er indenfor hjemmets fire vægge, eller når du kun er omgivet af kvinder. Således fortabes argumentet for, hvordan tørklædet ikke er et af de mest primære symboler på, at kvinder – også indenfor Islams lære – er inferiøre i forhold til mænd.

Men selvom nogle kvinder – her eller i udlandet – er iført tørklæde, er det ikke ensbetydende med, at de ikke arbejder for kvinders rettigheder. På deres måde. I deres tempo. Religiøs knægtelse stod også på den almindelige dagsorden i århundreder i den vestlige verden. Og selv i Danmark har kvinder kun haft fuld stemmeret i 100 år. Så vi skal også understøtte disse kvinders rettigheder på linie med alle andres, når de kæmper imod deres udgave af et patriarkalske samfund eller minisamfund. Når kvinderne i Yemen går tilslørede i demonstration mod magthaverne, så skal vi støtte dem – også selvom nogle af dem er iklædt burka, niqab, slør, tørklæde eller lignende.

Jeg har hørt godtroende mennesker i Danmark alvorligt udtale – mange gange – at det da godt kan være, at det er den muslimske mand, der taler i forsamlinger, men det er kvinderne, der styrer i muslimske hjem! Hører I overhovedet på, hvad I selv siger? Kan I genkende retorikkeren fra før vores verdenskrige? Kommer der en høj sinus frekvens i jeres øren, når I udtaler den slags, siden det ikke synker ind, hvilket knæfald det er over religiøse doktriner med kvinders rettigheder som det store tab?

Ja, vi har i den vestlige verden også kvinder, der vælger at blive hjemmegående husmødre. Men det er som udgangspunkt af egen fri vilje – ikke fordi man kulturelt mener, at det er kvindernes rettelige plads.

Vi hører om vidunderlige danske, muslimske piger, der enten har oplyste forældre eller som har kæmpet for deres ret til en uddannelse. Men selvom vi ser en del i medierne, så sidder der stadig en del på pigeværelserne og afventer en fremtid med en livsledsager, der er blevet udvalgt af deres forældre. Eller som er underlagt socialkontrol og æresbegreber, som man har svært ved at fatte i den vestlige verden af i dag. Disse pigers rettigheder skal vi kæmpe for intenst. For de er de store tabere i al vores hensynstagen overfor en religion og kulturer, som mange ikke forstår. Disse piger er vokset op i vestlige samfund på lige fod med Anne og Mette – til de når den kønsmodne alder, hvor de pludselig får lagt alverdens åg på deres skuldre. Og hvis vi ikke går i dialog med deres forældre, så får de aldrig en mulighed for at få opfyldt ønsket om en uddannelse, der vil være til glæde for såvel samfundet som dem selv.

Disse piger skal grundlæggende vide, at vi ikke accepterer vold i Danmark. Hverken kulturelt eller religiøst betinget vold – eller pga. druk eller lignende. Og deres brødre og fædre skal forstå, at vi som samfund ikke vil acceptere det. Men hvis ingen tør røre det med en ildtang, fordi man er bange for at støde, så ændrer vi aldrig betingelserne for disse piger. Disse kvinder. Dem der sidder og venter på skæbnen eller dem, der allerede befinder sig på krisecentrene.

Forleden diskuterede jeg i anden forbindelse kvinders rettigheder indenfor Koranens budskab, ifølge hvilken kvinder kun har halv arveret i forhold til mænd. En dansk, muslimsk kvinder udtrykte i ramme alvor, at kvinder jo i Mellemøsten blev forsørget af deres mænd, så det var vel ikke så underligt. Hvis en dansk kvinde kan udtale den slags, så er der lang vej igen. Den slags udtalelser får det til at rumle højt i mit hoved - og måske også i deres eget, siden de ikke forstå, hvad det er de selv siger.

Kampen i Danmark for rettigheder for kvinder med anden etnisk herkomst virker umådelig lang. Men det er en kamp, vi skal stå sammen om. Uanset religiøs, kulturel eller politisk observans. Ingen menneskers rettigheder skal være forankret i særlige hensyntagen til hverken køn eller religion. Den er og skal være universel. Kvinder skal have mulighed for at vælge til eller fra. Og de skal kunne føre kampen, som de har lyst.

Nogle vælger at udstille deres frihed ved at tage selfies af sig selv, som de nu ser ud. Med eller uden make-up. Med smart tøj eller i campinghabitten. Andre vælger at skrive eller tale. Nogle vælger kunstneriske udtryksmidler. Nogle vælger en kombination. Men for kvinder og kvindekamp så er det ofte de lange knives nat. Fællesskabsfølelsen og støtten til hinanden kan ligge på et meget lille sted, når muligheden for et snigmord er tilstede. Og tilskuerne, og dem der kæmpes for, kan blot se til i afmagt. Og mange vil tænke, at her har kvinderne endnu engang bevist, at de ikke magter noget i fællesskab.

Hvis kvinder alvorligt vil kæmpe for kvinders rettigheder, så må de prøve at bide sig i læben og lægge intern splid på hylden. For kampen for de kvinder, der ikke har jeres rettigheder – det være sig i Danmark eller i resten af verden – er vigtigere end den enkeltes person tilgang til verden eller egen selvforherligelse. Vejen er måske ikke klart udstukket for alle, men målet må være det samme. Læg hadet og uviljen, hvor det retteligt hører hjemme – der er rigeligt med folk, der hader kvinder i forvejen.

Ligestillingskampen er aldrig slut. Men særligt for kvinder der er underlagt ikke-vestlige kulturmønstre er Kvindernes Internationale Kampdag i allerhøjeste grad relevant.


10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem eller sponsor her


Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:57

Del eller citer med linket her

MediaCreeper