Stoppes karrierekvinder af et glasloft?

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

En bestemt fremført påstand om diskrimination af kvindelige klassiske musikere har intet på sig. Foto: Pedro Sánchez

Berlingske Tidende havde d. 6. marts en kronik om at kvinders mulighed for at gøre karriere bør forbedres. Den var skrevet af Marianne Egelund Siig, ansat i Nordea med titlen ”Head of diversity”. Oversat til dansk betyder det formentlig, at hun er chef for en afdeling der arbejder for at få flere kvinder op i topstillinger i Nordea.

I kronikken skriver hun, at i en international sammenligning af andelen af kvinder på ledelsesniveau, ligger Danmark nede på en 72. plads. Hun skriver meget om, hvor meget bedre det går for virksomheder, hvis de forøger andelen af kvinder på topposter. Det er jo meget omdiskuteret. Det kunne også tænkes, at de firmaer, der har den højeste indtjening, er dem der har råd til at ansætte mange kvinder i høje stillinger. Men lad det nu ligge.

I sidste halvdel af kronikken skriver hun om hvordan kvinder støder mod et `glasloft´ eller andre former for forhindringer, når de nærmer sig toppen. Først er det nogle generelle betragtninger om at kvinder bliver bedømt hårdere end mænd og altså har det sværere. Derefter kommer der et par afsnit, der er nok så bemærkelsesværdige. Jeg vil her citere dem i deres fulde længde. De lyder:

Arkiverne er fyldt med undersøgelser, der påviser, hvordan vores kønsmæssige ubevidste fordomme forhindrer fair evalueringer. Et illustrativt eksempel er historien om New York Philharmonica Orchestra. Det havde længe været orkesterledelsens ambition at skabe et mere kønsbalanceret orkester end de kun ti procent kvindelige musikere. Bedømmelsesudvalget havde begrundet ubalancen med, at den spillestil, udvalget søgte, åbenbart bare var mere udpræget hos de mandlige musikere. Indførelsen af ”blind auditions” ændrede billedet fuldstændigt. Fra den dag var 45 procent af de nye rekrutteringer kvinder. Hele ideen om, at mænd og kvinder havde en kønsspecifik spillestil stod i vejen for virkelig at høre kvaliteten af musikken. De kønsbestemte stereotyper er så stærke, at de kan overdøve selv den smukkeste musik.

Endelig er der end velkendte Rip, Rap og Rup-effekt: At mænd rekrutterer mænd, fordi de kan genkende sig selv i andre mænd og har lyst til at hjælpe nogen frem i verden, der ligner dem selv. Således at det ikke er et fravalg af kvinder, men et tilvalg af mænd der bliver endnu en af de ubevidste mekanismer, som kan forklare den lidet attraktive 72. plads.

Disse påstande er så opsigtsvækkende, at de kræver en kommentar.

Lad mig starte med påstanden om, at på grund af Rip, Rap og Rup-effekten ligger Danmark meget lavt i andel kvinder på ledelsesniveau. Det er fuldstændig udokumenteret. Jeg tror ikke på at der eksisterer en sådan effekt i Danmark. Og hvad angår internationale undersøgelser, så viser det sig, at mænd generelt er fair og ser på kvalifikationer, ikke på køn. En del kvinder, derimod, viser en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, hvor de forfremmer kvinder fordi de er kvinder (1).

Så er der påstanden om at ”arkiverne er fulde . . . ”. Det passer ikke at der er en sådan udbredt mangel på fair vurderinger. Der er lavet mange forsøg for at se, om kvinder vurderes lavere end mænd for samme præstation. En samlet opgørelse for lidt over hundrede undersøgelser af den slags viser, at i gennemsnit er der ingen effekt (2).

Så er der historien om orkesterprøverne. Når man læser den, giver det jo lige et gib i en. Det var lige godt pokkers, at når aspiranterne spillede bag et forhæng, så steg succes-raten for kvinder lige pludselig fra 10 % til 45 %. Er mænd virkelig så fordomsfulde imod kvinder ? Svaret er nej. Det er en historie som ofte fremføres af feminister; men i dette tilfælde er den ekstra forvansket og dramatiseret. Detaljerne er slet ikke korrekte – orkesteret er ikke engang stavet korrekt.

Historien stammer fra en afhandling skrevet af to kvinder i år 2000 (3). Den handler om de otte-ni mest prestigefyldte orkestre i USA. I tiden før 1970 var der meget få kvindelige musikere; igennem det meste af 1960´erne var der f.eks. slet ingen kvindelige musikere i New York Philharmonic Orchestra. Men fra omkring 1970 steg antallet af kvindelige ansøgere, da det blev moderne for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet. Og i takt med at der ansøgte flere kvinder, blev der også ansat flere kvinder.

Samtidig blev det mere og mere almindeligt, at aspiranterne aflagde prøve bag et forhæng, sådan at dommerne ikke kunne kende personens race og køn, men kun kunne høre musikken. Indførelsen af forhæng ve det indledende prøver skete i de fleste af orkestrene i løbet af 1970´erne. Men indførelsen af forhæng ved slutrunden af prøver, hvor de få heldige blev endelig udvalgt, skete for det meste først senere, eller slet ikke.

Den periode da prøver bag forhæng blev indført, faldt altså sammen med den periode, da antallet af kvindelige ansøgere steg kraftigt. Spørgsmålet er så, om forhænget i sig selv havde en effekt på kvinders chance for at blive antaget. Da man analyserede tallene for de 8 orkestre, viste det sig at det forholdt sig lige modsat. Uden forhæng bestod en lidt større andel af kvinder end af mænd prøverne. Med forhæng bestod en betydelig lavere andel af kvinder end af mænd prøverne. Det resultat var lige modsat det, som feministerne gerne ville påvise. Så de fandt hurtigt en forklaring: Viden om at prøven foregik bag forhæng, tiltrak ekstra mange kvindelige ansøgere. Og i det hele taget søgte flere kvinder end før, dvs. der var et bredere ansøgerfelt med flere knap-så-dygtige kvinder blandt ansøgerne. Det betød at i de senere år, når forhænget var indført, klarede kvinderne sig relativt dårligere.

For at omgå det problem, besluttede artiklens forfattere sig så at se på de kvinder, hvis dygtighed var veldefineret. De udvalgte de personer, som ansøgte flere gange, og dels spillede uden forhæng, dels spillede med forhæng. Hvis hver person var lige dygtig som musiker hver gang han/hun stillede op til en prøve, så burde vedkommende have samme chance for at blive antaget uanset forhæng eller ej. Og når man så på den delmængde af ansøgerne, som svarede til denne situation, så fik feministerne det resultat, de gerne ville have: Nu viste det sig, at kvindernes chancer var bedst, når de spillede bag forhæng. Den samlede effekt var dog ikke stor. Når man så på de mange hundrede personer, som aflagde prøve i startrunden, og dernæst på de få, der blev antaget efter slutrunden, så var chancen for at blive antaget stort set den samme for mænd og kvinder, og med forhæng eller uden forhæng. Der var en lille tendens til at chancen var mindst for kvinder der spillede uden forhæng; men tallene var så små, at de slet ikke var statistisk signifikante.

Det var der dog også råd for. Der viste sig nogle udsving, sådan at kvinder der spillede uden forhæng klarede sig relativt dårligt i startrunderne, relativt godt i mellemrunderne, og relativt dårligt i slutrunderne. Forfatterne siger så, at resultatet i mellemrunderne er uforklarligt, og fokuserer på resultatet i de andre runder, hvor der ser mindre gunstigt ud for kvinderne. De laver en række statistiske analyser; nogle af analyserne er meget komplicerede og tvivlsomme. De påstår så at der er en signifikant effekt. Faktisk er det dog kun en ud af 8 analyser, der er signifikant på et almindeligt niveau (5 %).

Alt i alt er konklusionen, at forfatternes feministiske påstande ikke holder vand. Der er ikke nogen overordnet effekt af at spille bag et forhæng, og i de enkelte del-analyser er der som regel heller ikke nogen effekt. Det forhindrer ikke forfatterne i at konkludere, at der er en effekt, og at orkesterlederne altså diskriminerer mod kvinder, hvis de ved at de er kvinder. Denne uberettigede konklusion har masser af feminister taget til sig med kyshånd siden da. Jeg har flere gange diskuteret det med feminister. De klamrer sig til denne undersøgelse som et af deres mest dyrebare klenodier, fordi den angiveligt beviser at der er diskrimination. Når jeg siger, at statistisk set er undersøgelsen ikke holdbar, afviser de pure mit argument. De nægter at diskutere den del med mig.

Marianne Egelund Siig er dog endnu en tak værre. Hun dramatiserer historien voldsomt, for at opnå en maksimal effekt. Og det tør siges, at det får hun. Nu bliver det til, at fra en bestemt dag af indfører man et forhæng, og vupti stiger andelen af kvinder blandt de der antages fra den ene dag til den anden fra 10 % til 45 %. Den historie er for god til at være sand, og det er den da heller ikke.

Samme dag, som kronikken var trykt, sendte jeg et kort læserbrev til Berlingske, hvor jeg på få linjer forklarede, at historien om orkesterprøverne ikke var sand. Det læserbrev har Berlingske ikke optaget. Så skrønen om orkesterprøverne, som allerede er blevet en vandrehistorie i feministiske kredse, får nu uhindret lov til at vandre videre i endnu bredere kredse. 



(1) http://www.conscribo.dk/kvinde...

(2) J. Swim m.fl. (1989): Psychological bulletin 105: 409-429.

(3) Claudia Goldin & Cecilia Rouse (2000): Orchestrating impartiality: The impact of “blind” auditions on female musicians. American economic review 90 (4): 715-741.

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Kritik af medier og den medieskabte "virkelighed" - kritik af tendensen til at mange medier ukritisk hopper på en dagsorden

MediaCreeper