Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Er de danske feminister blevet hellige aber?

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

Der går næsten ikke én dag i disse tider, hvor jeg ikke tænker ”Hvor er venstrefløjen?”, ”Hvor er Dansk Kvindesamfund?”, ”Hvor er KVINFO?”. Den eneste måde, de synes at brillere på, er ved deres fravær.

Devisen synes at være, at hvis du ikke er kvinde med en god etnisk dansk baggrund, så må du klare dig selv, for dansk kvindekamp er kommet videre end kampen om kødgryderne og grundlæggende rettigheder så som retten til at arbejde og forlade hjemmet. Det er ”so last century”. Nej, dansk kvindekamp har travlt med andre og vigtigere sager.

Kaster man et blik på Dansk Kvindesamfunds hjemmeside, så er deres mærkesager: Fødselspolitik, Ligeløn og Barselsorlov, Kvinders repræsentation(det med kvoter i bestyrelser), Vold mod kvinder, Prostitution og trafficking samt Forældreansvarsloven. Ikke et ord om muslimske kvinder, der er ofre for social kontrol i Danmark. Om muslimske kvinder, der ikke kan gifte sig med hvem, de vil. Om muslimske piger, der går med tørklæde i en alder af 7 år, endsige et ord om piger, der forsvinder fra skolerne, fordi deres forældre sender dem til hjemlandet, når de er 13-15 år gamle. Ikke et ord om kvinder, der pga. patriarkalske livsmønstre i parallelsamfund bliver holdt fast i liv, der indebærer fysisk og psykisk vold. Overgreb, der i vid udstrækning bliver bakket op om fra familiernes side. Er devisen, at da det jo ikke ”danske” mænd, der knægter disse kvinder, så må disse kvinder selv finde ud af det?

Dansk Kvindesamfund arbejder ganske vist mod trafficking af kvinder, der bliver hentet herop fra udlandet og udsat for overgreb, men hvad med de kvinder, der er kommet herop med deres familier og bliver udsat for frihedsberøvende overgreb af samme?

Det er ikke meget bedre, når man kigger på KVINFOs hjemmeside. Her beskæftiger man sig primært om ligestilling i historisk forstand, omend man dog har dedikeret et helt afsnit af siden til at handle om kvinder i Mellemøsten og Nordafrika. Her kan man læse, at KVINFO har indgået samarbejde med organisationer i MENA regionen (Mellemøsten og Nordafrika) om de overgreb, der finder sted mod kvinder dér. Men i lighed med på Dansk Kvindesamfunds hjemmeside, så er der ej heller her et ord at finde om, hvordan kvinder, der kommer fra netop denne region, har det i Danmark. Dermed ikke sagt, at det ikke er relevant at kigge på, hvordan kvinder rundt omkring i verden har det, men er det dér, at KVINFOs fokus bør være?

KVINFO beretter også om deres mentorordning, hvor de promoverer de glade tidender om 29 succesrige kvinder, der er blevet integreret på forbilledlig vis i Danmark. Men hvor er alle dem, som man kunne forvente, at KVINFO ville kæmpe for? Alle dem som netop ikke kan få lov til at få det liv, de gerne vil have? Istedet vælger man også at fokusere på 30 fantastisk hankønsvæsener, der også har klaret sig sublimt i Danmark, for ”KVINFO sætter fokus på integration, der lykkes”! Måske KVINFO i stedet for at sælge glansbilleder, skulle kæmpe for alle de kvinder, for hvem integrationen bliver en ørkenvandring pga. kulturelle kløfter, der ikke tillader kvinderne at leve et liv på lige fod med andre danske kvinder, selvom de måtte ønske det?

Man har endda lavet et parallelsite på arabisk. Hvorfor ikke i stedet fokusere på, at kvinder lærer dansk, så de kan klare sig på egen hånd i det danske samfund og ikke være holdt fast i et mønster, hvor de pga. sprogvanskeligheder er underlagt deres mænd og familie?

Enten tager Dansk Kvindesamfund og KVINFO det som givet, at når de selv har frihed nok til at fokusere på ligestilling i bestyrelseslokalerne, så har alle det. Eller også er de direkte ligeglade med forholdene for kvinder af anden etnisk baggrund end dansk, som er underlagt patriarkalske dogmer, som de ikke kan slippe fri af. Uanset årsagen så er det beskæmmende. For os alle. Organiserede danske feminister vil tilsyneladende hverken høre, se eller tale om muslimske kvinders kamp – måske de skulle se, høre og tale om, hvad organisationer som Landsorganisation af Kvindekrisecentre og Etnisk Ung foretager sig. Hvilke problemer store dele af danske muslimske kvinder kæmper med.

Vi har i dagspressen hørt om muslimske kvinder, der, efter i årevis at have levet med fysisk og psykisk vold fra en ægtefælle, nu lever skjult i en fjern del af kongeriget, men hvor familien har fundet dem via et netværk af håndlangere i forskellige niveauer af samfundet. Har Dansk kvindesamfund og KVINFO råbt op om, at det er en skændsel, at man ikke kan skjule disse kvinders opholdssted noget bedre? Deres egne medsøstre?

Hvor var Dansk Kvindesamfund og KVINFO, da Ghazala Khan blev dræbt under påskud om tabt ære, fordi hun ville gifte sig med en mand, der ikke faldt i familiens smag – var hun ikke en medsøster? Eller var hun blot en muslimsk kvinde, der jo lever efter et andet mønster og derfor falder udenfor, hvad organiserede danske feminister vil beskæftige sig med? En af ”dem”?

I det hele taget så er æresspørgsmålet, der i den grad påvirker en del muslimske kvinders tilværelse, ikke noget, man beskæftiger sig meget med i KVINFO regi. Ud af de seneste 1000 nyheder på deres hjemmeside, handler 5 om æresbegrebet, heraf 3 med relation til Danmark, en til Sverige og en til Marokko.

Af de 3 danske nyheder, er en en kort notits fra sensommeren 2014, om at æresrelateret vold er i stigning.

En anden omhandler, at ære er et vidt begreb som i medierne bliver fremstillet for ensidigt. Som læser efterlades man med et indtryk af, at alt det med ”ære” blot er noget opreklameret vrøvl, som vi danskere bare har svært ved at forstå.

Den tredie artikel debatterer, baseret på en doktorafhandling af Louise Lund Liebmann, om al såkaldt æresrelateret vold nu ER æresrelateret. Da man som læser ikke har adgang til de sager, som Louise Lund Liebmann har undersøgt i forbindelse med sin afhandling, kan det være svært at vurdere, om hun har ret. Men naturligvis er al vold i familier af anden etnisk herkomst end dansk da ikke æresrelateret. Selvfølgelig er der også vold baseret på ukontrolleret jalousi, vrede, had, kærlighed og alkohol som i alle andre forhold, hvor kvinder og mænd forsøger at baske livet ud af hinanden. Men jeg finder det noget problematisk, at man udelukkende fokuserer på, at disse kvinder, der selv udtrykker, at det er æresrelateret vold, blot menes at have misforstået begreberne.

Venstrefløjens og en del midterpartiers manglende vilje til at gribe om nælden i årtier i den hellige hensynstagens navn har således også smittet af her. For nævner man, at nogle muslimske kvinder – og mænd – ikke lever under forhold, som vi ville acceptere for andre indbyggere i Vesten, så er det så uendeligt nemt at blive skudt i skoene, at man er islamofob, racist eller lign. Da Dansk Folkeparti nyligen stillede forslag om en exit-mulighed for mennesker, der var underlagt social kontrol, som Haifa beskrevet i Information 28. februar i år, var den radikale Zenia Stampe ikke sen til at udvise sin manglende viden ved at fordømme forslaget på Facebook. At der allerede eksisterer et sådant netværk kaldet Exitcirklen ledet af primært muslimske kvinder, ved Zenia Stampe tilsyneladende ikke. Hun fandt det vigtigere at udstille sin egen uvidenhed for at kunne fordømme Dansk Folkepartis forslag fremfor at undersøge.

Og netop denne uvidenhed samt frygt og risiko for offentlig fordømmelse af Zenia Stampe, David Trads og deres ligesindede, er – udover at være skadende for utroligt store dele af integrationen – nok også en kraftigt medvirkende årsag til, at mange vælger at lade den muslimske kvindekamp sejle sin egen sø. De radikale synes i hvertfald mere interesserede i at diskutere, om der er nok kvindelige musikere i danske bands.

Det glædeligste er dog, at visse dele af SF og endda nogle fra Enhedslisten er begyndt at se lyset. De er begyndt at erindre, at man jo på venstrefløjen engang kæmpede mod netop Indre Mission og andre mere ekstremistiske udgaver af den kristne tro for kvinders frihed. For menneskers frihed.

Frygten spiller nok også en rolle mht. hvem, der tør sige noget offentligt. Nogle vil måske erindre, da sangerinden Trille i 1970 fremførte ”Øjet i det høje” i den bedste sendetid. Skulle danske feminister i dag finde på et lignende stunt overfor kristendommen, ville mange næppe løfte et øjenbryn. Var der tale om Muhammed eller Allah, ville ramaskriget dog blive vakt. De radikale ville lægge DR ned i en seerstorm og kræve Generaldirektøren afsat for hån, spot og latterliggørelse af islam. Og samtidig ville DR få hårdt brug for licenspengene til at få DR-byen sikret mod terrorangreb.

Nogle mener, at muslimske kvinders kamp rager dem en papand. For ”hvorfor skulle jeg dog kæmpe for ’dem’?” En absolut ikke ukendt kommentar på Facebook. En kommentar, der er afstedkommet af dels den i mange tilfælde fremmedfjendske holdning hos nogle og den kvalmende hensynstagen hos andre. For for begge segmenter er muslimer endsige muslimske kvinder ikke en del af ’os’, men er et klart ’dem’.

At debattere kvindekamp for danske kvinder med rødder i den muslimske tro er som at stikke hænderne i en hvepserede. Og det er der flere årsager til.

En del har den holdning, at man ikke skal blande sig, da ”det må de selv finde ud af, de brune piger”. Alternativets Uzma Ahmed er gået sammen med Lene Myong og Güzel Turan i selskabet ”De brune feminister”. Men hvorfor overhovedet have et sådant selskab? Hvorfor skal det være opdelt i hudfarve, hvem man kæmper for? Det er da begrædeligt! Jeg ønsker De brune Feminister held og lykke med kampen og vil samtidig bede en bøn for, at behovet for deres ligestillingsselskab snart bliver en saga blot, ved at de bliver indlemmet i Dansk Kvindesamfund. Altså når sidstnævnte lægger grillhandskerne, slår hjernen til og forstår, at en kvinde er en kvinde – uanset hudfarve.

Enkelte muslimske kvinder mener, at deres etnisk danske søstre ingenting forstår og derfor skal blande sig udenom. Og dem lytter man gladeligt til, så man kan fralægge sig ethvert ansvar.

Andre muslimske kvinder, der byder de danske feminister velkomne, bliver ofte beskyldt for at gå ”danskernes” ærinde. At de er såkaldt ”husnegre”, fordi de råber op om, at integrationen er et tveægget sværd, der for at lykkes kræver vilje fra samfundet såvel som fra dem, der skal integreres. De nægter at se sig selv i offerrollen.

Når nogen mener, at kun brune kvinder må eller bør kæmpe for brune kvinder, er det så langt fra målet – og udpræget historieløst. Matilde Bajer arbejdede sammen med sin mand Frederik for ligeret og en valgret – som de fik, fordi mændene til sidst så lyset. Hvide arbejdede for at afskaffe slaveriet i USA. Det er i fællesskabet, at vi finder løsningerne.

Dansk Kvindesamfund skal forholde sig til de i vores retssamfunds nævnte rettigheder – ikke alle mulige andre mere eller mindre religiøst funderede love. De skal forholde sig til kønsdiskrimination over hele linien. Overfor alle.

Det er ikke alle kvinder af den muslimske tro, der mener, at der skal være ligestilling imellem mænd og kvinder. Og de er under stadig påvirkning af ortodokse imamer og organisationer som f.eks. Hizb-ut-Tahrir, der med manipulerede statistikker holder taler om Vestens forfald og om hvorfor, kvinder bør holde sig til troens foreskrifter alene. Jeg kan anbefale en søgning på YouTube – det er skræmmende, hvad man fylder disse kvinder med for at holde dem fast i troen og se på vestlige kvinder med foragt. Taler, der bland andet handler om, at vestlige kvinder i langt højere grad bliver voldtaget. De 20.000 kvinder, der årligt bliver voldtaget i Egypten alene er muligvis ikke enige.

Disse kvinder, der er så indoktrinerede, at de ikke ønsker andet, er dog ikke dem, som danske feminister i første omgang skal fokusere på.

De skal derimod støtte kvinder og piger, der møder hård modstand fra deres eget miljø, der ofte er patriarkalsk domineret med et kvindebillede, man ikke har set siden forrige Krimkrig. Kvinder og piger, der oplever en social kontrol, der hindrer, at de kan opføre sig som etnisk danske piger/kvinder på deres egen alder – eller som andre jævnaldrende, muslimske piger/kvinder, hvis familie ikke føler, at de skal holdes tilbage.

De skal tage kampen op for og med de snesevis af kvinder, der ønsker friheden til selv at bestemme over deres eget liv, men ikke kan få lov. Piger, der ikke tør fortælle deres forældre, at de ikke længere tror. Piger, der ikke må komme med på lejrskole. Piger, der græder fortabte tårer på deres ungpigeværelse, fordi de skal giftes med en, deres familie har valgt. Piger, der pludselig forsvinder fra en skoleklasse, fordi de er blevet sendt til forældrenes hjemland for at få den ’rigtige’ opdragelse. Kvinder og piger, der er underlagt social kontrol, men vil ud. Listen er uendelig.

Brune kvinder, der råber op om ligestilling møder i forvejen en enorm modstand fra en del brune mænd, der med mere eller mindre valid henvisning til koranen afviser deres rettigheder. Mænd, der enten overbærende, sexistisk, hånende eller utrolig groft forsøger at pille disse kvinder ned – forsøger at henvise dem til pladsen i hjemmet. Og de brune kvinder, der tør tale, kæmper imod. Lyt til disse stemmer. Bak dem op! Og som et minimum, så kald en spade for en spade. Kønsdiskrimination for kønsdiskrimination.

Danske feminister, brune som hvide, skal kæmpe for og med alle kvinder. Og ikke kun i det eksotiske udland. De skal kæmpe for kvinderne i Danmark. Og de skal støtte forslag, der i deres essens handler om kvinders rettigheder uanset afsender. Dette handler ikke om partipolitik. Det handler om mennesker.

Meta
Seneste ændring: 
21/03/2019 - 11:55