Universiteterne administreres ihjel

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

Det administrative personale ved Aarhus Universitet i dag er større end det antal mennesker der skulle til for at administrere hele Danmark i 1946.

Tilgangen af studerende til universiteterne er vokset kraftigt, i overensstemmelse med politikernes ønske om at en stor andel af hver ungdomsårgang skal tage en højere uddannelse. Der er dog ikke samtidig sket en tilsvarende forøgelse af lærerkræfterne, og universiteterne er derfor økonomisk hårdt spændt for.

I 1970 og årene efter havde man styrelsesloven, som gav universiteterne udbredt selvstyre. Det fungerede godt.

Men i 1993 kom der en ny universitetslov, hvor ledelsens repræsentation blev forøget på bekostning af de studerende og det teknisk-administrative personale; det var også nyt, at regeringen udpegede medlemmer af konsistorium og fakultetsråd.

Økonomisk lagde universitetsloven af 1993 op til øget selvstyre, men i praksis skete det modsatte, for stadig flere bevillinger blev udmålt efter såkaldte taxametre som f.eks. beståede eksaminer. Ifølge embedsmændene i videnskabsministeriet respekterer taxametersystemet den decentrale økonomistyring. De mener at systemet sikrer en klar ansvarsfordeling mellem ministerium og universitet ved at ministeriet udstikker de politiske fastsatte mål og rammer, og institutionerne så selv finder ud af hvordan de vil opfylde de mål, som er økonomisk og politisk mulige.

Realiteten er dog, at taxametersystemet fører til en gymnasieskoleagtig undervisning hvor så mange som muligt skal bestå eksamen, med det resultat at uddannelsens kvalitet falder mere og mere, og der slippes kandidater ud i samfundet som faktisk ikke burde have bestået eksamen.

I ministeriet kunne man godt se faren for denne sænkning af kvaliteten, og derfor måtte man samtidig med universitetsloven oprette ”Danmarks evalueringsinstitut”, hvis medarbejdere skulle arbejde med at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle de videregående uddannelser. Især har de set på det faglige og pædagogiske niveau i undervisningen, om det faglige indhold er hensigtsmæssigt, og om der er etableret velfungerende kvalitetssikringsmekanismer på institutionerne.

Desuden forsøger man at styre universiteterne ved at oprette udviklingskontrakter.

Med andre ord: på papiret var universiteterne i 1990'erne selvstyrende. I praksis kunne embedsmændene ikke holde nallerne væk; de begyndte at blande sig i detaljerne.

Så blev en ny universitetslov vedtaget i 2003, med virkning fra starten af 2005. Man indførte bestyrelser med eksterne medlemmer og en ansat ledelse frem for de tidligere valgte ledere. Et helt centralt element var øget selvstyre til universiteterne og deres nye, eksternt dominerede bestyrelser. Virkeligheden blev en ganske anden. Videnskabs-ministeren har siden brugt både økonomisk pression og skærpede, stedse mere detaljerede regler til at styre universiteterne stadig strammere.

Hvert år kommer der nye justeringer i grundlaget for universiteternes bevillinger og nye regler til at styre og adfærdsregulere universiteterne yderligere. Resultatet har været elendigt – det er gået helt galt.

Det hævdes at udgifterne til administration fra 2005 til 2009 er steget til knap det dobbelte på Københavns Universitet, er fordoblet på Aarhus Universitet, og er 6-doblet på RUC.

Problemets kerne er formentlig, at man faldt for det nye modebegreb inden for styring af offentlig virksomhed, nemlig ”new public management”. Det er et koncept for hvordan samfundet kan styre offentlig administration. Det blev udviklet i USA i 1980´erne og fandt snart anvendelse i andre lande som Australien, Storbritannien, Holland, Sverige og Danmark. Det har vundet indpas i bl.a. ministerier og styrelser, i politiet, i sundhedsvæsenet, og i forvaltningen af universiteterne. Princippet er at man indfører målinger af hvad de ansatte udretter, og så justerer målene for hvad de burde udrette, uden at det er nødvendigt at have indsigt i den faglige værdi af det, der foregår.

På universiteterne kan man f.eks. opdele undervisningen i moduler og måle hvor mange studerende der følger hvert modul og består eksamen. Forskningen kan vurderes ud fra antal publikationer, og hvor mange gange hver publikation bliver citeret af andre forskere. 'Kvaliteten' af det udførte arbejde bliver således opgjort med kvantitative mål – antal beståede eksaminer osv. Staten kan sørge for at universiteterne modtager penge i forhold til hvor mange studerende der består eksamen. Forskere kan ansættes i midlertidige stillinger hvor det kræves at de publicerer mindst et bestemt antal artikler om året. Det giver mulighed for at styre og kontrollere.

New public management udspringer af en neoliberal tankegang. Universiteterne opfattes som nogen der producerer en ydelse, som samfundet kan aftage. Uddannelse ses som en vare der udbydes på et marked. Universiteterne skal være konkurrencedygtige. Man indfører at de danske universiteter skal konkurrere om de statslige basismidler, sådan at de hvert år får points for deres præstationer og får tildelt midler i forhold til disse points.

Points'ene omfatter ni kategorier - som for eksempel international publicering, ekstern finansiering, ph.d.-produktion, foredrag og synlighed i den offentlige debat. Det kræver selvfølgelig en hel del administrativt arbejde at registrere disse ting.

Politikerne sætter deres lid til at new public management fører til mindre bureaukrati. Men i praksis sker det modsatte.

Der er en tendens til at hver gang der ansættes en administrativ medarbejder som skal organisere kontrol, så viser der sig behov for at udvide omfanget af kontrol og ansætte endnu flere medarbejdere af samme type. Kontrollen er aldrig god nok og kan altid gøres mere detaljeret. Der er altid behov for at indføre yderligere regler, som kræver endnu mere administration for at kunne håndhæves.

I en artikel om administratorer – djøf´ere – hedder det:

"Djøfferen med stort D vil hellere styre end administrere, foretrækker store enheder frem for små, har en grundlæggende mistillid til praktikere og derfor en ubetvingelig trang til at forlade sig på evalueringer. Djøfferen har en ubændig lyst til at reproducere sig selv og sine egne idealer, så én djøffer bliver hurtigt til flere djøffere."

Det betyder at administrationen svulmer og svulmer.

Man kan spørge: Hvorfra kommer den overbevisning at strammere administration sikrer et godt universitet?

Hvorfor tror man at kontrol af målbare størrelser giver et bedre resultat end tillid til forskerne og lærerne?

Men det tror de der bestemmer. De er så overbeviste om at administrationen med dens omfattende kontrol arbejder for universitetets vel, at enhver kritik af administrationen ses som et forsøg på at skade universitetet.

Embedsmændene har en særlig måde hvorpå de formår at afvæbne al kritik af den måde, administrationen foregår på. Det er en sproglig teknik, som af nogle kaldes ”djøf-sprog”. Det er et sprog som tjener til at forvirre modtageren. Alting siges så abstrakt og generelt at man slører de konkrete hensigter. Sproget tjener til camouflage. Men skriver f.eks. “hvis der ikke initieres relevante processer fremadrettet, kan mere drastiske tiltag blive nødvendige”; dette skjuler den faktiske hensigt, som f.eks. kan være “vi vil afskedige fem kontorchefer”. Da modtageren aldrig helt forstår hvad der menes, kan administrationen på denne måde opbygge et panser som afviser alle tilløb til kritik. Det vil sige at djøf-sprog bl.a. fungerer som et middel til at opretholde magt.

Kritisk debat afpareres med formuleringer som ”Det har du misforstået” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede, du tegner” eller ”Din holdning er ikke tidssvarende.” Hvis man påtaler noget der er sket, bliver det afvist med ”Nu skal vi tænke fremadrettet”.

Administratorerne er mestre i at formulere alting så det lyder ekstremt positivt. Man læser f.eks. på Aarhus Universitets hjemmeside at de leverer ”uddannelse i verdensklasse”. Realiteten er at store dele af universitetet er et meget provinsielt miljø med en meget lav faglig standard. Meget af det der siges, er pral og erfarings-resistent ordskvalder.

Det vrimler med udtryk som 'førende', 'elite', 'optimering', 'tidssvarende', 'synergi', 'innovativ' og 'dynamisk'.

Generelt betyder de positive ord omtrent det modsatte af deres normale betydning.

'Kvalitet' betyder 'kvantitet'.

'Dialog' betyder 'monolog'.

'Demokrati' betyder 'allerede trufne beslutninger som man tvinges til at acceptere'.

'Faglig udvikling' betyder 'administrative beslutninger'.

'Transparent' betyder 'ugennemskuelig'.

'Ansvarlighed' betyder 'administrativt indgreb uden ansvar for følgevirkningerne'.

Der er således tale om en slags 'nysprog' – 'newspeek' i George Orwells forstand – som bevirker at al meningsfuld diskussion afspores og kritik af administrationen bliver umulig.

Dette nysprog har ikke noget med sandheden at gøre.

Det er hverken løgn eller sandt; den talende er simpelt hen ligeglad med de faktiske forhold; hvad der interesserer ham, er hvilken virkning det talte har på modtageren. Det går ud på at bluffe ved at modtageren duperes eller lamslås af serier af flot klingende floskler. Den der ikke er forberedt på dette nysprog, bliver hylet ud af det.

Det nytter ikke noget at have et skarpt sværd, hvis det der angribes er varm luft. Hvis vi f.eks. får at vide at uddannelsen er 'erhvervsrettet' og 'markedsorienteret', så er det gjort umuligt at kritisere uddannelsen for at gøre de studerende uegnede til erhvervslivet.

Administrationens modstandere er vant til at folk mener noget med det de siger, og når der siges noget positivt, tøver de og lader administrationen tage stikket hjem. På den måde kvæles al kritik i opstarten. Og hvis endelig en kritik rammer på en måde som ikke lige kan forebygges med floskel-bluff, så mødes kritikken simpelt hen med tavshed.

Resultatet er at overalt i verden har new public management igennem ca. 30 år vist sig at være resistent over for al kritik. Kritik preller af som vand på en gås. Systemet kan ikke ændres, når først det er indført.

I en tidligere artikel har jeg omtalt sagen om Linda Koldau ved Aarhus Universitet. Hun oplevede til fulde at ingen slipper godt fra at kritisere administrationen. Gør man det, bliver man straks set som en farlig oprører. Kritik opfattes simpelt hen som illoyalitet og fører til hård fordømmelse af kritikeren. Og når et system ikke accepterer kritik, så bliver dette system magtfuldkomment. Der koncentreres stadig mere magt i administrationen, en magt der også udøves med stadig mere omfattende overvågning, kontrol og revision.

Et af administrationens magtmidler er at arbejdsgangene hele tiden omorganiseres. Afdelinger bliver slået sammen i stadig mere centraliserede enheder. Ideen i dette er at hver gang der gennemtvinges forandringer, så er det administrationen der bestemmer hvordan tingene skal foregå. Når tingene har fundet et nyt leje, og de enkelte medarbejdere har fundet en tilfredsstillende måde at håndtere deres arbejde, så bliver det hele lavet om igen, så man hele tiden forhindrer at de enkelte medarbejdere selv finder ud af, hvordan tingene skal gøres i praksis.

Selv om new public management bygger på neoliberal tankegang, så har den i praksis udviklet træk som minder om kommunismen som den fandtes f.eks. i DDR og Sovjetunionen. Den mærkelige kombination af frimarkeds-ideologi og planøkonomi er blevet kaldt for McKinsey-stalinisme. De træk som minder om kommunismen, er følgende:

  • Der er ingen kriterier for hvordan ledelsen skal evalueres
  • Der gives ingen plads til kritik
  • Systemet bygger på mistillid til dem der udfører det faktiske arbejde
  • Administrationen varetager per definition de administreredes interesser, og derfor er der ikke noget behov for at indskyde demokratiske organer i beslutningsprocessen.

Personer der ikke accepterer disse forhold, bliver ydmyget, undertrykt eller fyret, og de må leve deres liv som dissidenter sat uden for det gode selskab. Mange dukker sig og indordner sig under systemet, men mister samtidig deres arbejdsglæde og motivation. De får en kynisk holdning til deres arbejde.

Særlig galt står det til på Aarhus Universitet. I 2011 igangsatte man her 'den faglige udviklingsproces', forkortet FUP. Den indebar blandt andet at ni fakulteter skulle samles i fire, 55 institutter skulle reduceres til 26, og en geografisk omrokering skulle sikre fagfæller naboskab – i praksis betød det at administrativt personale blev flyttet fra institutterne til et centralt kontor. I det hele taget blev ledelsen centraliseret.

Processen har været en bekostelig affære; for at få økonomien til at hænge sammen, måtte man gennemføre en massiv fyringsrunde i februar 2014. Cirka 300 medarbejdere blev afskediget eller accepterede en frivillig fratrædelsesordning.

I 2014 foretog man en omfattende evaluering af FUP; 6.000 medarbejdere og cirka samme antal studerende deltog i interviews, spørgeskema-undersøgelser og fokusgruppeinterviews. Spørgeskemaerne alene har genereret 800 siders kommentarer. Analysen er den seneste af en række undersøgelser, der dokumenterer, at Aarhus Universitet er i krise. I en spørgeskemaundersøgelse fra 2014 foretaget af Epinion for Uddannelsesministeriet svarer kun 17 procent af medarbejdere og studerende ja til, at den øverste ledelse 'er lydhør'.

De store beløb anvendt til administration betyder ikke at det hele fungerer. Tværtimod. Især ved Aarhus Universitet har der været administrativt kaos. De færdige kandidater må f.eks. vente i månedsvis på at få deres eksamensbeviser, og eksterne lektorer må vente på løn i månedsvis. Det kan ske at det lokale, hvor en forelæsning skal foregå, pludselig er lukket, eller at et eksamenslokale viser sig at være under ombygning. Ledelsen konfiskerer uden varsel hele bygninger, lukker biblioteker, fjerner kopimaskiner og flytter studiesekretærer uden at fortælle, hvor de studerende kan henvende sig; somme tider ved de studerende ikke, om de er tilmeldt eksamen. Ubetalte regninger hober sig op.

Det gælder også andre steder. En forsker på Panum-instituttet i København fortalte mig, at alle fakturaer skal tjekkes i tre instanser, inden de bliver betalt. Det betyder at regninger sjældent bliver betalt til tiden, og leverandørerne bliver sure.

Jeg kender lidt til forholdene inden for faget biologi på Københavns Universitet. Her skærer man stadig mere drastisk ned på det videnskabelige personale. Det er nærmest en massakre – f.eks. er der ikke længere nogen til at undervise i botanik. Men i ministeriet er man helt afvisende over for kritik – her siger man at der jo år for år bliver bevilget stadig flere penge til det naturvidenskabelige fakultet. Det man overser er, at alle de ekstra bevillinger bliver opslugt af en administration, som stadig vokser. Administrationen er en gøgeunge, som opsuger de ressourcer, der skulle være gået til universitetets egentlige formål.

De drastiske sparerunder på Aarhus Universitet har ikke ramt ledelsen. Tværtimod. Ud af de 70 højest lønnede på universitet er de 55 ansat i administrationen. Selv i sparetider bevilger de sig selv lønstigninger, og mange af dem får over en mio. kr. om året.

Det er i dag sådan at over halvdelen af alle penge til Aarhus Universitet går til administration; det administrative personale ved Aarhus Universitet i dag er større end det antal mennesker der skulle til for at administrere hele Danmark i 1946.

Mange kritiserer forholdene; men der er en række grunde til, at kritikken er uden virkning.

For det første er der ingen af dem, der er ansat ved universiteterne, som tør kritisere forholdene. Et par sager ved Aarhus Universitet, især sagen om Linda Koldau, viser hvor galt det går for dem der tør åbne munden.

Hvis man vil bevare sin forskerstilling, dukker man sig og håber bare, at man ikke bliver ramt af næste sparerunde.

For det andet er de, der skal tage stilling til kritikken, universiteternes ledelse.

Hvis politikerne f.eks. henvender sig og spørger til forholdene, så henvender de sig til ledelsen. Og ledelsen bruger deres djøf-sprog til at afparere alle angreb. Hvis politikerne vil gribe ind, så gør de det ved at give påbud til ledelsen. Men det er ledelsen, og administrationen, der er selve problemet; de har store fordele af det nuværende system, og de vil selvfølgelig ikke skade sig selv. Man fyrer jo ikke dem der har kontor på samme gang som ens eget kontor. I stedet må man jo fyre dem der laver det egentlige arbejde – forskning og undervisning.

Det er en grundregel i samfundet at mængden af bureaukrati i verden kan altid kun vokse og aldrig aftage. Når først politikerne begynder at blande sig og indføre regelstyring, så vokser bureaukratiet. Derved sker der nogle skader, og alle forsøg på at udbedre dem fører bare til endnu mere bureaukrati.

Den politiske situation lige nu er, at der er lagt op til at gøre noget alvorligt ved problemerne på universiteterne. Det er i høj grad tiltrængt.

Politikerne skal bare vide, at universiteternes ledelse og administration er selve problemet – sammen med de embedsmænd i ministeriet, som ikke kan lade være med at blande sig og indfører stadig flere regler. Administrationen er en gøgeunge. Gøgeungen skal smides ud af reden, sådan at de 'børn', der faktisk skulle ernæres – forskning og undervisning – kan vokse og trives.

Problemerne kan kun løses, hvis politikerne går uden om universiteternes ledelse og vender tilbage til tiden før 1993.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform og samtidig få adgang til vores originale journalistik ved at blive abonnent.

Vi tilbyder pakker fra blot 1 krone om dagen og op – alt efter formåen og behov: Se abonnementer her.

(Allerede abonnent? Log ind her!)

Få alt indhold og støt Folkets Avis

Opret årsplan på basis- eller sponsorpakke i uge 27, 28, 29, 30 eller 31 og få bogen Kok'n'roll gratis med i købet

Discount – 1 kr/dag

365 kroner en gang årligt

Perfekt til studerende og pensionister

  • Se artikler
  • Se ledere
  • Se forside
  • Se sektioner
  • Se temaer, mv

Basis – 2 kr/dag Populær

62 kr/måned eller 699 kr/år

Nyd avisen uden forstyrrende bannere

Alt i Discount plus:

  • Reklamefri avis
  • Arkivsøgning
  • Adgang til bilag
  • Følge skribenter
  • Statistik på egne indlæg

Sponsor – 4 kr/dag Anbefalet

124 kr/måned eller 1399 kr/år

Hvis du vil bakke ekstra op

Alt i Basis plus:

  • Følge personer
  • Følge organisationer
  • Statistik på alle indlæg
  • På sponsorsiden (valgfrit)
  • Events, særlige udgivelser

Vælg pakke når du er oprettet og logget på

Opret bruger / Log på

Opret bruger / Log på med: