Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

En fri og demokratisk kulturpolitik

Antal

Debatindlæg af Gunnar Langemark

Når kulturen er afhængig af tvangsinddrevne skattepenge, som fordeles af en nepotistisk udpeget "kulturelite" - og skatteborgerne ikke rigtig har råd til også at støtte det de selv kan lide - så forvandles kunst og kultur til en slags lykke-pille, der blot vedligeholder illusionen om, at vi bor i et frit og godt land med glade mennesker, der har alle muligheder.

Men bevidstheden er bedøvet og ude af stand til at sanse og leve rigtigt.

De hemmelige puljer - handler en artikel i main stream media om. En “foreningen far” beklager sig over nepotismen, lukketheden og dette, at hovedparten af midlerne i en række offenlige puljer, allerede på forhånd er fordelt til specifikke formål.

Den måde at råde over tvangsinddrevne skattemidler på, er forældet.

Lad os bare et øjeblik sige, at staten og dens mekanismer til at omfordele midler - og støtte forskellige politiske, sociale og kulturelle formål, engang har været et rigtig godt system.

Engang var staten ikke stor. Engang var der ikke de samme muligheder for at få hjælp til at gøre gode gerninger, lave nye spændende tiltag og udvikle samfundet.

Så opfandt man velfærdsstaten - hvis opgave primært var, at omfordele skattepenge således, at mennesker der havde svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen - kunne få noget økonomisk støtte. Man fik også gang i kulturelle og politisk/socialt interesserede projekter.

Omkring 1960 besluttede Socialdemokratiet sig så for, at befolkningen skulle have en kulturel opdragelse. Derfor blev skatterne sat op og pengene brugt til, at sørge for “god smag” til masserne.

Nu - 50 år senere - har vi allesammen svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen. Vi arbejder overtid for at få råd til skatten og vi har ikke tid til at opleve alle de utallige kulturelle ting, som det offentlige poster penge i. Vi får allesammen sociale tilskud af de penge vi har betalt i skat og vi har alligevel ikke tid til familien. Derfor anbringes børnene i institutionerne det halve af døgnet - og den anden forælder, går straks i seng, når hen kommer hjem fra de statsstøttede fritidsaktiviteter - som effektivt holder vedkommende fra, at tænke nærmere over hvordan samfundet nu er detail-styret af offentlige kustoder, som sidder og omfordeler midler.

Vi er som hunden der æder sin egen hale og håber på at blive mæt. Vi er hjernevaskede mønsterborgere i den bløde totalstats moderlige kulturelle omklamring, opdragede gennem hele vores opvækst til at tro - at når noget er et statsligt eller kommunalt “projekt”, så er det kultur og kunst - selvom det næsten altid blot er en tom gentagelse af nogle ritualiserede signaler der siger “kunst” og “kultur”.

Intetsigende, meningsløse installationer - som bedøver den æstetiske sans, den kritiske sans og evnen til at nyde virkelighedens små meningsgivende sprækker - fordi den institutionaliserede kunst og den ditto kultur, egentlig har et helt andet formål, nemlig at bedøve befolkningen i feel-good. Den kulturelle elite er død. De er zombier på citalopram - bedøvet og trukket op i ryggen, så de kan underholde hoben i det åbne sindssygehospital, som vi alle er blevet indlagt i.

Hospitalets trædemølle drejer sindigt og uafbrydeligt i en konstant kværnen - og spytter nådesløst de vanskæbner ud, som ikke kan holde tempoet - eller som ved et uheld vågner af bedøvelsen og opdager, at de er blevet til æsler med seletøj.

Men kulturen? Kulturen - som skulle støttes og blive bedre fordi den gode velfærdsstat gik ind og tog sig af den? Den gik samme skæbne imøde - som curlingbørnene der aldrig har skullet klare sig selv og som derfor ikke ved, at succes kræver indsat og at livet er krævende og at man ikke får - bare fordi man lægger sig på gulvet i kassekøen og skriger.

Kulturen blev afhængig af tilskuddene. Og den blev pottetrænet og velfriseret.

Den blev glat og tomt postulerende. Den blev ligegyldig - fordi den blev en del af systemets egen vedligeholdelse og drift. Kunsten og kulturen er idag den pænere middelklasses prozac.

Det er deres bedøvelsespille - som får dem til at nyde, at være lidt mere betydningsfulde slaver i systemet. De er “de udvalgte”, som får lov at drikke arbejdernes sved og slukke tørsten. De får tilfredsstillelsen ved at træde på en klasse under dem - at bruge skattekronerne på deres egne interesser, velvidende at det er betalt af mennesker, som aldrig nogensinde får glæde af hverken kunstudstillinger, ballet, opera, gadeteater osv.

Og hvad får den profane hob til gengæld? De får lov til at tvangsbetale en statslig gøgeunge kaldet DR, som bringer kommercialiseret lort - og udkonkurrerer ethvert spædt forsøg på at skabe selvstændige og uafhængige medier - der ikke er i lommen på nogen med store penge.

Og hvad så? Har vi det ikke meget godt?

Jo vi er mætte, vi er trætte og vi er færdige med at tænke. Vi sidder i sofaen og venter på at gå igang igen imorgen. Vi har det jo meget godt. Blip båt.

Og hvordan skulle det kunne være anderledes?

Det kunne for eksempel være anderledes - hvis vi ville lære lidt af hvad der har vist sig at virke i andre sammenhænge. Jeg tænker på nogle af de nyere private initiativer indenfor Open Source, Crowdsourcing, Crowdfunding og i øvrigt sociale medier - der kan skabe fællesskaber, samle folk med fælles interesser og rejse både arbejdskraft og kapital til, at gennemføre projekter, ideer og aktiviteter. Også selvom de offentlige systemer ikke er involveret.

Min påstand er - at hvis vi skruede langsomt ned for de offentligt finansierede aktiviteter, frigav en del af skatteprovenuet til borgerne og i øvrigt afsatte midler til at hjælpe disse anarkistiske og borgerdrevne aktiviteter igang, så kunne vi ret hurtigt etablere noget der ville fungere bedre, billigere og mere nyskabende og effektivt end det vi har nu.

Jeg tror på, at vi skal kigge på de Open Source projekter der er blevet en succes, på de Crowdfundinger indenfor kunst og kultur der er lykkedes - og så forsøge at trække erfaringerne ud derfra, og lære af det. Alle os der gerne vil sådan noget. Og måske i fællesskab.

Jeg tror på, at vi kan sætte liv i kulturen igen - hvis vi giver borgerne tømmen igen. Hvis vi fjerner kontrollen fra det offentligt ansatte kulturkustoder - som nok vil os det godt, men som går i vejen for udviklingen fordi de skal have kulturen til at passe med deres egen kognitive formåen, som ikke matcher det der skal til, for at kulturen skal udvikle sig - men som netop matcher det der skal til, for at pottetræne og indramme den.

Jeg tror på, at hvis vi gør rum omkring borgeren, giver den enkelte tid og kræfter og ressourcer til at mærke sig selv, sin trang og den verden der omgiver ham eller hende - så kan der også blive plads til at dyrke kulturen på menneskets præmisser - og ikke systemets.

Der vil blive plads til, at den enkelte kan mærke, at reality shows, melodi grand prix og udstillinger af fortænkte installationer ikke er det som trigger noget. Der vil blive plads til at den enkelte vil opdage, at kunst og kultur er personlig, kropslig og sanselig - og kan mere end blot at blive “modtaget”. Den enkelte vil være med. Om ikke andet ved at være den begejstrede med-mæcen, blandt de andre crowdfundere.

Og apropos crowdfunding: Jeg søsatte et crowdfundingprojekt af en hånddrejet kuglepen for en lille uge siden. Det er i øjeblikket en succes (og jeg vil skrive om den andetsteds ved lejlighed).

En af de sjoveste overraskelser er, at så mange mennesker elsker projektet for dets glade og ubekymrede budskab og den åbne invitation til at blive en del af en nyskabelse. Glæden ved at kunne hjælpe og støtte og tilkendegive sin personlige støtte til noget positivt, smukt og måske endda praktisk og meningsfuldt, er stor og bekræftende. Ikke blot for mig som modtager af penge, men også for dem der bakker op og “pledger”.

På den måde bliver det et æstetisk og kulturelt projekt for alle involverede. Når jeg engagerer mine backere - så inviterer jeg dem faktisk indenfor og lader dem være en del af skabelsen af en ny pen. Og det elsker de.

Det kunne vores kulturpolitik lære meget af. Det kunne være med til at gøre vores kultur bedre, glædeligere og stærkere. Og vi kunne skabe ny kultur med stærkere fundament i befolkningens egne ønsker.

Og det er det en fri og demokratisk kulturpolitik er.

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29