Primære faneblade

Lukket

Med Dupond og Dupont i DR

Folkets Avis bringer et uddrag af biografien ´Prisen For At Ryge Cigar´ om musikeren, produceren, komponisten og ejer af selskabet Karma Music, Tømrerclaus, skrevet af Thomas Vilhelm, tidligere debat- og kulturredaktør på dette medie.

På Folkets Avis har vi flere gange ønsket at diskutere, hvor vidt DR stadig er relevant som licensindkrævende public service leverandør, og i uddraget følger man to af Tømrerclaus´ venner til møde hos DRs playlistudvalg, der tenderer absurd komik af den mere ufrivillige slags. To x Michael agter at få en af Tømrerclaus´ cd´er spillet i radioen – det skulle vise sig alt andet end nemt. Snyd ikke dig selv for denne lille perle.

Følgende historie fortalt af to mænd, der modtog pladen (´Jeg Var Go´ I Går´ - red.) med stor entusiasme, er et ganske manifest bevis på, at DR aldrig har været i nærheden af at spille en Tømrerclaus produktion i årtier.

Mærkelige Michael (Michael Jensen)og hans kammerat Normale Michael (Michael Valby Pedersen)begav sig på vej mod Radiohuset udsendt som frivillige musikambassadører for Karma Music. Således følger et vidnesbyrd fra orkanens øje, der fortæller, at den mentale Berlinmur stadig stod, og at Sovjetunionens kommissærvælde stortrivedes på Frederiksberg nærmere betegnet Rosenørns Allé, hvor DR havde til huse før flytningen til Amager. Siden er ensretningen af programfladerne på radiosiden kun blevet værre. Det vendes der tilbage til, men først skal der dykkes ned i Mærkelige Michaels beretning i en lettere redigeret form – der er et skær af noget Tintinsk Dupont og Dupond over hele scenariet:

´Tømrerclaus troede ikke på det, men det gjorde vi glade i låget og mente, at noget fedt og vedkommende musik med tekster, der kan og vil noget, har en naturlig plads i Danmarks Radios sendeflade. Men vi tog grundigt fejl. Den 15. september 2005 havde vi fået et møde i stand med rotationsudvalget for P4´s musikalske linje. Kl. 10.15 stod vi i det smukke gamle Radiohus tegnet af Vilhelm Lauritzen foran tre kvinder, hvis navne ikke blev oplyst, Alex Nyborg Madsen samt en yngre mand, som nikkede, hver gang nogen sagde noget. Den ene af kvinderne lagde stærkt ud med, at hun havde en stor kærlighed for den alternative musik. Hvorfor hun sagde det til os, forstod vi ikke helt. Vi kom jo bare med en god gang rock ’n´ roll. Hvad alternativt er der så lige i det nu om dage? Det fik vi snart klarhed på. Lidt senere forklarede kvinden, at hun var vild med ´anderledes musik´, bare det lød ligesom Nanna Lüders. De udsendte begyndte at ane konturerne af en stor fejltagelse. Alex Nyborg Madsen satte nu skiven på, kiggede lettere mistroisk på coveret, hvorefter han smilede overbærende. Efter ca. 25 sekunders lytning kom dommen:

”Ja, det er sådan set godt nok, men det er ikke lige den linje, vi har i rotation. Vi leder efter en mere midtsøgende musik, der ligesom kan høres, mens man kører i bil.” Han betragtede os og ledte efter de næste ord:
”Jeg kan ikke forsvare at sætte det her i rotation.” Damen med Nanna Lüders præferencen erklærede sig helt enig og supplerede:

”Hvis vi spiller sådan noget i trafikradioen, og folk skal koncentrere sig, er det simpelthen for risikabelt.” Pause.

”Men du plejer da godt at kunne lide noget, der rykker lidt”, sagde Mærkelige Michael til Nyborg-Madsen for at få en slags samtale i gang.

Stemningen virkede trykkende, som når nogen siger og gør noget over for nogen, der udmærket ved, at der ikke er hold i det sagte. Men Nyborg-Madsen ville forsikre os om, at der på ingen måde var tale om berufsverbot overfor musik med holdninger. Snarere tværtimod, bedyrede han. Hvorefter den kvindelige kollega endnu engang hev Nanna ind som eksempel. Nu begyndte 10 øren at falde. Stemningen udviklede sig oppefra og ned-agtig, samtidig med at Nyborg-Madsen prøvede at overbevise os om, at han havde ret. Det lød mere som: ”Skrub nu af og tag jeres lorte musik med jer. Jeres kvarter er gået.”

Det gjorde vi så - næsten. I døren spurgte jeg, om pladen ikke skulle registreres i DR's database/diskotek (ellers "findes" den nemlig ikke, hvis nogen skulle få den ide at spille et nummer fra den).

"Tjoh, det skal den vel nok... " lød det ikke helt overbevisende fra panelet. Normale Michael satte resolut trumf på:

"Hvad så med at gøre det, mens vi er her?" Ny Pause. En engel gik gennem rummet.

"Det er der vist ikke ressourcer til lige nu," lød malmrøsten fra panelet.

Så skred vi. En oplevelse rigere, illusioner fattigere. At foreslå rotationsudvalget at spille noget musik af Tømrerclaus føltes som om, vi havde opfordret DDR at gå over til kapitalismen. Fornemmelsen af at have gjort noget forkert sad længe i os. Vel tilbage på Nørrebro smed vi et par cd´er i nogle konvolutter og sendte dem til nogle vi vidste, ville sætte pris på og spille dem. Jeg beder til, at de mennesker en dag får et job i Danmarks Radio.´

Du  har  læst et indlæg på Folkets.

Uden støtte ville vi ikke kunne bringe det.

Se fordele

11/12/2019 - 15:36
Emner: 
kultur