Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

317

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Det Danmark, du kendte

Antal

0

"Volmer Nissen: I sagens interesse" af Camilla Winther Nissen udkommer i morgen på DreamLitt

Da jeg var ung, arbejdede jeg bl.a. som hjælper i omklædningsrummet i en lokal svømmehal, hvor handicappede kunne komme og røre sig en smule. En af gæsterne var en pensioneret strisser. Én af den gamle slags, som ikke bliver lavet mere. Han sad i Buchenwald, hvis det siger dig noget - han var én af dem, som blev taget af tyskerne under krigen og sendt i KZ-lejr.

Hans krop var mærket af det, men jeg ved ikke, om det var selve årsagen til, at han dukkede op hver mandag. Han fortalte røverhistorier om gamle dage. Der var ikke et øje tørt. Han havde en kollega, som jeg ikke husker navnet på. Kollegaen hørte bestemt ikke til blandt de kvikkeste, men han havde et godt tag på de unge lømler i byen.

En af historierne var, at han en aften var kommet gående på stilfærdig patrulje, hvor han render på 3-4 knallerter, som han kendte i forvejen. De har bestemt sig for at slå lidt på tæven. Slagsmålet er allerede godt igang, da strømeren her ankommer. Han kigger lidt og spørger derefter stilfærdigt, om det er en privat fest, eller om alle kan få lov til at deltage; hvorpå han tæver dem alle sammen, én efter én.

Mit gæt er, at alle tilstedeværende var ganske tilfredse med at kunne nøjes med at trisse slukørede hjem, i stedet for at lade en bachelor i politi indberette dem til kommunen, hvor en flok velmenende hattedamer (også bachelorer) kunne lave en sagsmappe til dem med en masse skriv på næsten dansk.

Læsningen af "I sagens interesse" bragte minder frem om en svunden tid - til tider en næsten deprimerende oplevelse. Om dengang man vitterligt arbejdede "i sagens interesse". Hvis man insisterer, kan bogen sagtens læses som en politiadvokat, som rejser land og rige rundt og lever det søde liv - med kone! - på skatteydernes regning, men man er ikke et sekund i tvivl om, at i Volmer Nissens tilfælde skete det netop i sagens interesse.

Volmer Nissen havde blandt andet under krigen den ubehagelige opgave at skulle tage stilling til, om likvideringer var berettigede eller ej. Og samtidig var han officielt jurist hos politiet. Det må kræve et helt særligt moralsk kompas, som aldrig viser forkert - og særligt hvis man bagefter skal fortsætte et helt liv som netop jurist ved politiet.

Den svundne tid er dén, hvor man gik ind for, hvad man lavede. Man havde et job, fordi man var interesseret i det (eller også interesserede man sig for sit job, fordi det var det, man havde!) - ikke fordi der var en fed hyre, eller noget lækkert fryns. Det var også dengang, politik rent faktisk handlede om at gøre det rigtige - ikke om at opnå taktiske fordele i medierne eller sælge sin bedstemor for en bedre 'deal' til kammeraterne i den ene eller den anden klub. Hvor man gik mest op i, hvad der virkede rigtigt, fremfor at følge loven til bogstavet.

Undervejs kom jeg til at tænke på de uendelige besværligheder, det danske søværn (og et væld af jurister med bløde hænder i Justits- og Udenrigsministeriet) har haft med at "håndtere" pirater udfor Somalia, som helst skal have fodbad, forplejning, lægehjælp og en blød seng at sove i, før de bliver sat i land med et "undskyld ulejligheden". I gamle dage havde danske skippere ikke det store besvær med at "håndtere" den slags... Det var grove løjer, ja, men det er pirateri også.

Det handler måske om smag, men jeg foretrækker personligt 3-4 sager som Edderkopsagen (korrupte politifolk hjalp nogle smuglere) fremfor en ækel historie som f.eks. politikorpsets rolle i forbindelse med det kinesiske statsbesøg og de folk, der ønskede at vise deres sympati for Tibet - og særligt den væg-til-væg døv-, blind- og dumhed, der ifaldt hele korpset fra top til bund, mens sagen rullede i Østre Landsret.

Politiet var en reel ordensmagt. Det handlede om at holde orden, ikke om at kræve skatter ind på vegne af de stadigt mere grådige fugleunger i landets parlament. Og arbejdet som politiadvokat handlede om retfærd. Om hvad der var ret. En opgave som - fremgår det - Volmer Nissen ikke tog let på, men som heller ikke altid var nem.

Stilen

Bogen er tilblevet over lang tid. Først skrev Volmer Nissen selv dagbog. Han blev opfordret til at skrive en selvbiografi og gik da vist også igang, men nåede aldrig i mål. Derfor 'arvede' hans datter, Camilla Winther Nissen, notater, arkiver og så videre - og hun er forfatter af selve bogen, som nu er udgivet.

Jeg kan ikke selv kalde mig forfatter, men jeg har da skrevet en smule både her og der. Det er ikke, hvad man kan kalde "et professionelt, gennemarbejdet værk". Den er tilblevet over lang tid og med mange kilder. Forfatteren har forsøgt at lade faderen skinne så meget igennem som muligt, og det har skabt et lidt rodet patchwork af forskellig stil, tempo og fortælleform. Men det gør ikke noget, fordi det er netop lykkedes at få Volmer Nissen til at skinne igennem i hele bogen. -Man bliver faktisk også advaret om det helt fra begyndelsen.

Jeg grinede højt flere gange. Den gode politiadvokat (og datter) har en knastør humor, som næsten er en vendelbo værdig.

"Min kone opdagede den fine, nye sølvlighter. Den ødelægger ikke længere foret i mine lommer."

Mit gæt er, at de fleste i begyndelsen på grund af sprog, fremtoning og stilling vil opfatte Volmer Nissen som dræbende kedelig. Det er han ikke.

Et monument

Bogen er et prægtigt monument over en mand, der viede sit liv til, hvad der var ret - og til sin familie, i den tid der var til overs. Som tidligere nævnt er den også et monument over en tid, som nok desværre aldrig kommer igen.

Den sælges vist mest som lidt krudt og kugler om modstandstiden og Edderkopsagen. For mig var det betydeligt mere interessant at læse om Volmer Nissens besværligheder med at håndtere de stigende problemer med narkotika - også internationalt.

Én episode fra tiden lige efter krigen slog dog tonen an: Det var, da modstandsbevægelsen i det befriede Danmark hentede dem, som havde samarbejdet med tyskerne. En af de indfangede himlede op om, at han skulle stilles for en dommer indenfor 24 timer. Så de spærrede ham inde natten over sammen med en dommer, som også havde været lidt uheldig med, hvem han omgikkes.

Skal du læse den?

Hvis du er over 40 år gammel, bør du læse bogen for at huske, hvordan verden var engang. Hvis du er under 40, skal du læse den. Fordi det kan da være, du ser, at verden ikke behøver at være, som den er lige nu.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:21
Typer: 
Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper