En tilbagevendende debat omhandler det ”fortabte Udkantsdanmark”. Jeg kan dog ikke lade vær med at undre mig over grunden til, at disse dele af Danmark efter sigende skulle være fortabte. Og så alligevel.. Når byboere snakker om folk fra Udkantsdanmark, er det i en stigmatiserende tone. Der er dog noget jeg er nødt til at påpege; der findes også civiliserede samfund udenfor København og Aarhus. Jeg er da udemærket klar over, at en af de helt centrale problematikker ligger i mangel på uddannelsesmuligheder og arbejdspladser – jeg er selv fraflyttet af samme grund. Det billede ændrer sig dog ikke på magisk vis, hvis der ikke bliver gjort en indsats for det.
Indsatser er sat i værk, bevares, men jeg er ikke helt sikker på, at det er dér jeg ville starte. At flytte statslige arbejdspladser fra byen til provinsen har foreløbig ikke gjort meget andet end at give anledning til brok fra sure byboere, der nu skal flytte på landet eller finde et nyt job. Netop dét har jeg et lidt ambivalent forhold til. På den ene side, kan jeg sagtens se, at det ikke er en ideel situation at skulle rive hele sit familiære fundament op for sin arbejdsplads og starte forfra i en ny by. Omvendt kan jeg dog heller ikke forstå, hvorfor der snakkes om Udkantsdanmark som et middelaldersamfund, og at det dermed er en straf at ens job rykkes dertil. Virkelig?
Danmark er et lille land, men alligevel har København og Aarhus for det meste førsteret, når der skal uddeles penge fra statskassen. Ud fra det perspektiv, har jeg meget svært ved at se, hvordan Udkantsdanmark kan undgå at være fortabt. Hvis nu Løkke og co. gjorde en anelse mere for infrastrukturen rundt i landet i stedet for et omfattende metrobyggeri eller motorvejsudvidelse, så tror jeg helt ærligt at vi kunne komme rigtig langt. Men hey! Et velfungerende københavnsk transportsystem udvides snart med en ny metro. Vi skulle jo nødig gå længere end 100 meter mellem stoppestederne..
Jeg er klar over, at der er en gruppe af danskere, der ikke vil bo på landet, fordi der ikke sker nok. Disse hører selvsagt til i byen. Jeg tror dog samtidig på, at der er en ligeså stor, hvis ikke større gruppe, der udelukkende er afvisende fordi forholdene i Udkantsdanmark simpelthen er for dårlige. Og det kan jeg da sagtens nikke genkendende til. I Nykøbing Falster, hvilket er den største by på Lolland/Falster, kører bybusserne hver halve time. Behøver jeg sige, at de kører sjældnere end det, hvis du skal en smule længere ud for byen? Til sammenligning går en københavner i panik, hvis han/hun misser bussen, der går hvert 3.-5. minut. Så ja, selvfølgelig er der (åbenlyse) udfordringer. Nu er det bare sådan, at en udfordring typisk skal løses ved menneskelig handling. En handling, der foreløbig lader vente på sig.
Vi kunne jo, i daglig tale, starte med at omtale yderområderne i Danmark med pænere titler end ”Udkantsdanmark” og ”Den rådne banan”. Dernæst kunne vi overveje at fremhæve de positive ting ved at bo uden for byen frem for at fokusere på de negative, eksempelvis renere luft og billigere boliger, bare for at nævne to. Og endeligt; få gang i nogle attraktive uddannelser og arbejdspladser i områderne, i stedet for at flytte rundt på statslige arbejdspladser. Med andre ord; så længe udkantsområderne er underlagt stigmatisering, vil Udkantsdanmark være fortabt i alle andres øjne end dem, der rent faktisk bor der. Personligt synes jeg, at dét ville være sørgeligt. Men det er måske bare mig?