Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Kan man bruge 'anstændighed' som moralsk princip?

Der er ingen tvivl om at sans for anstændighed er et fantastisk socialt værktøj. Anstændighedens hjemmebane er hverdagens små sociale situationer. En fornemmelse for anstændighed er, når man evner at dulme sine egne skarpe kanter, eller evner at beskytte andres bløde punkter. At være anstændig, er en helt igennem sympatisk egenskab.

Problemerne opstår, når højt anstændighedsbeviste personer antager, at deres fornemmelser for anstændighed uden videre modifikationer kan bringes til at virke som stillads i den politiske samtale.

Ved den manøvre udpeges anstændighed næsten til at være the one-and-only mål for god moral. Det fører til problemer, fordi politiske spørgsmål er betydeligt mere komplicerede end hverdagens sociale situationer. Anstændighedsfølelsen er her både på udebane, og seriøst underdimensioneret.

Men hvilke problemer fører det med sig, når man blander anstændighed og politik sammen?

I politik er det den nytteetiske analyse, der fungerer som fundament. Hvor mange kan vi hjælpe hvor meget? Og hvad koster det?

Hvis vi skærer alle de ideologiske ortodoksier bort, så kan alle blive enige om, at det (alt andet lige) er bedre at hjælpe 10 personer for 10 kr, end at hjælpe 5 personer for 10 kr.

Oven på nytteetikken gror en række principper, som politikere bruger til at lægge vægte ind i den nytteetiske vurdering. De politiske principper er erkendte og velbeskrevne rettesnore for hvorledes man ønsker at samfundet skal indrettes.

Med de politiske principper i hånden, kan politikernes argumentation tage form som noget i retning af: "selv om forslag X kun hjælper 5 personer, foretrækker jeg det alligevel, idet det er i overensstemmelse med mit yndlingsprincip Y.

Spørgsmålet er nu, hvor anstændighedfølelsen passer ind i dette landskab. Er den baseret på nytteetiske analyser? Er den baseret på erkendte principper for statsopbygning?

Nej.

For folks fornemmelser for anstændighed er i høj grad udtryk for underbevidste kognitive processer, der ubevidst analyserer hverdagens situationer. Dette forhold skal ikke sætte anstændighedsfølelsen i et dårligt skær, men det tjener til at belyse, hvor utilstrækkelig anstændigheden er, som politisk værktøj.

I politik har vi brug for at få argumenterne på bordet, og hvis argumentationen ikke er klar, skal den kunne hakkes ud i småbidder, så alle kan følge med i ræsonnementet, også selv om de ikke egenhændigt kan stå inde for de principper der tages i ed undervejs.

Denne anskueliggørelsesproces er mulig, fordi alle ingredienserne er erkendte størrelser, der omhyggeligt er løftet op fra underbevidsthedens mørklægningsgardiner. Selv en ærkeliberal vil være i stand til at parafrasere Marx' argumentation for kommunismens overlegenhed som politisk system.

Denne transparens i den politiske samtale må vi ikke smide væk.

Anstændighedsargumenter derimod, er som regel 'atomiske': de lader sig ikke splitte ad med henblik på yderligere analyse. Tilhørerne får altså pistolen for panden:

De gives valget mellem at være enige, eller implicit at blive betragtet som uanstændige.

Desværre smider vi gennemskueligheden af den politiske debat væk, når vi lader referencer til intuitionsgivne signaler fungere som alt-eller-intet opdelinger af det politiske landskab.

Det kan vi gøre bedre!

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:10
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn