I sidste uge læste jeg en artikel i Jylland-Posten, som satte en masse følelser og tanker i gang hos mig. Historien handler om den 28-årige Kefah Abdelghan, der var flygtet fra Jordan med sine fem børn, men havde nu fået afslag på asyl i Danmark. Hun var som ganske ung sendt på genopdragelse til Jordan for at blive tvangsgift. Jeg kunne ikke lade værre med at tænke på de kvinder, der ikke blev sendt på genopdragelse, men i stedet blev slået ihjel af deres nærmeste familie. De såkaldte æresdrab. Den tyrkisk-kurdiske kvinde Fadime Sahindal, der i Sverige blev skudt af sin far januar 2002.
Sonay Ahmad Mohammad som blev tævet ihjel af sin far, fordi han mente at hun var "for dansk" i sin måde at være på. Efter drabet kastede han hendes lig i Præstø Havn. Ghazala Khan blev skudt og dræbt af sin bror, fordi hun havde giftet sig imod familiens ønske. Banaz Mahmod blev kvalt og voldtaget af sine fætre, smidt i et kuffert og begravet i London. Hun blev kun 19 år. Kefahs skæbne er lidt anderledes, fordi hendes familie valgte ikke at slå hende ihjel, men i stedet sende hende på genopdragelse i Jordan. Ellers havde hun nok lidt samme skæbne som de øvrige.
Æresrelaterede konflikter binder de kvinder sammen. Disse unge kvinder er ikke kun blevet svigtet af deres familier, men også af samfundet og vores retssystem. De kvinder, jeg nævner, havde alle søgt hjælp både hos de sociale myndigheder og politiet, men ingen lyttede til dem. Kommunen var dog klar over, at Sonay havde en voldelig far, men de valgte ikke at gribe ind. Fadime havde også kontaktet politiet og kommunen for at søge beskyttelse, men ingen lyttede til hende.
Ghazala havde været på flugt i flere dage med sin mand. De kontaktede både politiet og de sociale myndigheder, men de blev også ignoreret. Banaz Mahmmod havde endda opsøgt politiet fem gange og havde fortalt om, hvordan hendes mand voldtog og mishandlede hende derhjemme. Hun blev også ignoreret. Jeg nævner deres historier, fordi vi kunne have undgået alle de her drab, hvis vores retssystem havde gjort deres arbejde ordenligt.
De fleste piger vokser op i et samfund, hvor ære er en form for social valuta, der bestemmer deres liv fra det øjeblik, de fødes. "Ære" kan være det mest efterspurgte, beskyttede og dyrebare ressource, som definerer status og omdømme af en familie i deres fællesskab. Denne byrde vejer tungest på kvinder og unge piger. Denne kollektive følelse af ære og skam har i flere århundreder begrænset deres bevægelse, valgfrihed og selvstændighed. De kan ikke bare være den, de måske har lyst til at være. Når man er vokset op med det såkaldte æresbegreber, er ens handlinger som kvinde meget begrænsede. Det er familien, kollektivet, der bestemmer, hvordan de skal opføre sig. Ethvert ønske om selvstændighed er ikke mulig og vil blive straffet. Afstraffelse kan omfatte vold, trusler, intimidering og udelukkelse af gruppen. Den mest ekstreme form er at berøve dem livet i “ærens” navn.
Social kontrol har ingen farve
Jeg har oplevet, at nogle af mine hvide danske veninder blive udsat for social kontrol, men det er slet ikke sammenligneligt med den sociale kontrol, de etniske kvinder udsættes for.
Det kræver enormt meget styrke og mod at gøre oprør mod social kontrol. Det er ikke kun ens forældre, brødre, onkler og øvrige familie, man gør oprør imod, men hele det omliggende samfund.
Det er et enormt pres, den enkelte udsættes for. Derfor skal de unge tages alvorligt, når de henvender sig til politiet eller de sociale myndigheder.
Jeg kan ikke bære at se flere unge piger som Ghazala Khan og Banaz med flere, dø eller opleve vold på grund af denne uvidenhed og modvilje, der eksisterer både hos politiet og de sociale myndigheder. Vi lever i et vestligt samfund, og os “brune” kvinder har lige så meget behov for at være til og være frie som alle andre “hvide” kvinder i den vestlige verden.
Hvis man er bekymret over at komme til at fornærme familiefællesskaberne ved at kritisere æresdrab og overgreb, bliver man medskyldig i familiens fortsatte ret til vold, misbrug og begrænsning af disse kvinder. Tavsheden fra så mange etniske danskere et lig med samtykke overfor for denne undertrykkelse og vold. Det er ikke racistisk at protestere imod æresdrab, misbrug og vold mod kvinder i etniske mindretal. Det er alles pligt at forsvare elementære menneskerettigheder.
Der skal ikke ofres liv på grund af den såkaldte politiske korrekthed. Politikerne gemmer sig ofte bag deres berøringsangst og paranoia, men det kan de udsatte piger ikke bruge til noget. De kvinder, der henvender sig til de sociale myndigheder, løber en stor risiko. Hvis alle myndigheder er deres ansvar bevidst og alle tør blande sig, kan vi undgå, at flere udsættes for den ødelæggende sociale kontrol.
I Danmark kan vi nu se, at flere kvinder og unge piger henvender sig til de sociale myndigheder. Det er fordi, de bliver mere oplyste om deres rettigheder og i stigende grad ved, hvor de kan søge hjælp. Men kunne vi få sat menneskerettighederne som et obligatorisk fag i folkeskolen, hvor en udefrakommende faglig og specialuddannet person fortæller børnene og de unge om deres rettigheder, kunne der arbejdes forebyggende.
Har man i Danmark lært noget af æresdrabene? Alle har vel et medansvar. Retssystemet svigtede den 28-årige Kefah Abdelghan en gang, så hvorfor nægter man igen at hjælpe hende? Det vil jeg gerne vide. For den sociale kontrol fortsætter og fortsætter. Jeg længes efter et samfund, som til fulde tager hånd om disse kvinder og unge piger og ikke bare lukker øjnene i håb om, at problemet en dag forsvinder af sig selv.