Gå til hovedindhold

Fra Kierkegaard til skatteydernes lommer på et semikolon

I går kunne man læse en usædvanlig nyhed på Gribskovavisen.dk - “Rigmænd vil placere internationalt hovedsæde i Gilleleje”.

Hold da op, var min første tanke. Det var lige godt kattens. Og så blev jeg nysgerrig.

Jeg læste mere af artiklen, der kastede om sig med store internationale navne, fonde og tal i milliardklassen.

En NGO ved navn Transition World ville slå sig ned i den lille by på Sjællands nordkyst. Bag NGO’en stod en virksomhed ved navn Skandha Media med en af amerikas rige mænd, Nelson del Rio, som bestyrelsesformand. Også Marco Antonio Galvan og Ervin László skulle være med.

Jo mere jeg læste, jo mere uklart blev det, hvad meningen med det “internationale hovedsæde” egentligt var. Noget med “at bane vejen for bedre social interaktion, politiske beslutningsprocesser og måden at drive virksomhed på.”

En af grundene til at vælge Gilleleje er ifølge organisationen, at “Gribskov kommune er også centralt placeret midt i Øresundsregionen”. Men det er den jo ikke. Den ligger i yderkanten.

Så var der lidt om at Søren Kierkegaard (hvis navn NGO’en åbenbart ikke kunne stave rigtigt, selvom de påstår at være meget interesserede i ham) åbenbart skulle have haft en forkærlighed for Gilleleje og at det også spillede ind i forhold til valget. Og så kom der ellers et interessant skift. Læs lige citatet fra NGO’en:

Vores samarbejdspartnere i Japan og USA sætter stor pris på Søren Kirkegaard [sic]; men forudsætningen for at projektet lander i byen er, at der bliver indgået en alliance med kommunen, som sikrer projektet et kommunalt tilskud i etableringsperioden og et løbende driftstilskud de første fem år

Bam. Fra Kierkegaard til skatteyderpenge på et semikolon. Meget elegant.

Sjovt nok begyndte jeg efterhånden at tænke på H. C. Andersen og Kejserens Nye Klæder snarere end på noget Kierkegaard har skrevet.

Jo, mere jeg læste, jo mere skeptisk blev jeg ærligt talt. Men åbenbart ikke Gribskov Kommune:

Kommunen ser med milde øjne på forslaget og anbefaler et ok i byrådet, blandt andet fordi det forventes at tilføre en del potentiale til byens andet erhvervsliv, ligesom det kan give grobund for fremtidige samarbejder, kommunen og tænketanken imellem.

NGO'ens præcise betydning bliver ikke belyst, men det oplyses at den skal bidrage med:

  • Forskning: Ved at samle højt profilerede videnskabsfolk, ledere og frontløbere omkring integrative forskningsprojekter.
  • Uddannelse og kommunikation: Ved at uddanne morgendagens ledere i bæredygtig forrretningsudvikling.
  • Innovation og inkubation: Centret vil huse og understøtte virksomheder og projekter, der bygger på en systemisk og bæredygtig tilgang til værdiskabelse.

Uanset hvad så må det undre, at så rige folk skal have skatteydernes penge til at etablere et hovedsæde for en tænketank, der lyder temmelig ukonkret - og endda til driften de fem følgende år.

Kommunens folk lader sig måske imponere af de mange flotte ord. Men hvad siger du, kære læser, har du læst artiklen på gribskovavisen.dk - og hvad siger du til det hele?

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.