De fleste partier i Danmark går ind for en stor stat. Af lidt forskellige årsager. Liberal Alliance er muligvis en undtagelse.
Siden barndommen har de fleste danskere fået at vide, at staten er til for at beskytte os. Hvis man tvivler på det, bliver der hurtigt stillet spørgsmål som: ”synes du ikke det er godt, at kunne gå gratis til lægen?”; ”går du virkelig ind for, at man skal betale for at gå i skole?” og så videre. Aldrig hører man spørgsmålene: ”synes du ikke det er godt, at konsulenter tjener formuer på kommunen?”; ”er det ikke godt, at flere bliver hjemløse, samtidig med at ministre får høje, livslange pensioner?”
Mange under sig nok over, hvorfor man ikke kan skære lidt ned på statens aktiviteter. Det er som om, at staten bare skal spise mere af folks rådighedsbeløb hvert år? Selv hårdkogte venstreorienterede må sande, at når deres lønseddel dasker ind af brevsprækken, så er det med et vist vemod, at de konstaterer, at en større del af pengene er overført til statskassen.
Så hvorfor vokser det offentlige forbrug egentlig næsten hvert år? Svaret er ikke enkelt, men en del af svaret kan findes i begrebet ”konkurrencestaten”. Konkurrence er ikke en modsætning til den tidligere velfærdsstat. Nej, den er i stedet det vanskabte barn af erhvervslivet og velfærdsstaten. De facto betyder det blandt andet, at der er et stort interessesammenfald.
Nogen i erhvervslivet betragter det som hensigtsmæssigt. Men de tager fejl. De glemmer nemlig, at der bag de store, dynamiske idéer vokser en pat som flere og flere sutter på. Selv dem som forbander staten allermest, vil gerne sælge deres it-løsninger til kommunen. De er ikke onde, de benytter bare systemet. Ligesom de mange som er ansat direkte i staten.
Alle lurepasser altså på, at netop deres område ikke nedprioriteres eller fjernes. Uanset om de godt ved, at den funktion de varetager, ikke er bæredygtig eller økonomisk ansvarlig i fremtiden. Det forstår man godt, for vi skal alle have brød på bordet. Og i et samfund hvor de almene ækvivalenter (pengene) er uundgåelige, ja, så værner vi naturligvis alle om den pind, vi sidder på.
Denne ’tryghedseffekt’ (eller kyniske fornuft, hvis man er særlig kritisk) er i Danmark forstærket af, at vores opvækst er præget af, at staten er allestedsnærværende. Den opfører sig som vores egen skygge.
Når boksen i Danmark er så stor, er det svært at tænke ud af den. Det forholder sig dog sådan, at gennem hele Vestens historie, er det de utraditionelle opfindelser og originale løsninger på problemer, der har skabt fremdrift. Det er ikke stagnation og en omfattende fælleskuvøse.
I længden gør vi os selv en bjørnetjeneste ved at lade patten vokse.