Guldalder for krigsprofitører
Dwight D. Eisenhowers advarsel om den militær-industrielle kompleks' ubestridte indflydelse, et begreb han indførte i sin afskedstale i 1961, fremstår i dag mere relevant end nogensinde. Den amerikanske våbenindustri er vokset eksplosivt, hvor et enkelt firma som Lockheed Martin alene modtager mere Pentagon-finansiering end hele det amerikanske Udenrigsministerium. Under Trump-administrationen er dette fænomen yderligere forstærket gennem drastiske nedskæringer på diplomati og en markant forøgelse af Pentagon's budget til omkring 1 billion dollars årligt.
En undersøgelse fra Quincy Institute for Responsible Statecraft og Costs of War Project ved Brown University afslører, at i perioden 2020-2024 gik 54% af Pentagon's disponible udgifter, svarende til 4,4 billioner dollars, til private virksomheder. Fem firmaer – Lockheed Martin, RTX (tidligere Raytheon), Boeing, General Dynamics og Northrop Grumman – modtog alene 791 milliarder dollars. Denne udvikling, forstærket af Trumps politik, har resulteret i en "garnisonsstat", hvor våbenkonglomerater og deres allierede blomstrer, mens diplomati og indenrigsprogrammer nedprioriteres.
Fremkomsten af nye teknologivirksomheder som Palantir, SpaceX og Anduril, med frontfigurer som Peter Thiel, Elon Musk og Palmer Luckey, lover en ny og mere effektiv udgave af den militær-industrielle kompleks. Andurils manifest "Rebooting the Arsenal of Democracy" kritiserer de etablerede giganter for ineffektivitet, omkostningsoverskridelser og forældede forretningsmodeller, især inden for udviklingen af AI-drevet og semi-autonom krigsteknologi. De nye teknologivirksomheder hævder at kunne levere denne fremtidige våbenteknologi mere effektivt og billigere, og dermed fastholde USA's globale militære dominans.
Historien viser dog gentagne eksempler på teknologisk overmod og strategisk fiasko, fra Vietnamkrigens "elektroniske slagmark" til Ronald Reagans "Star Wars"-projekt, og til de utilstrækkelige resultater af præcisionsstyrede våben i krigene i Irak og Afghanistan. F-35 kampflyet, engang hyldet som en revolutionerende teknologi, lider stadig under design- og funktionsmæssige mangler.
Forventningerne til de nye teknologivåben, der ofte er baseret på kompleks software og AI, bør tempereres af denne historik. Selvom systemerne fungerer som lovet, kan de være utilstrækkelige i fremtidige krige og potentielt øge sandsynligheden for aggression. Brugen af Palantirs teknologi i Gaza, der har muliggjort et øget antal mål, antyder en dystopisk fremtid for krigsførelse uden tilstrækkelig kontrol og ansvarlighed. Desuden rummer AI-drevet krigsførelse risikoen for, at våben kan vælge mål uden menneskelig indgriben, hvilket strider mod principperne om menneskelig kontrol i militære systemer.
Denne udvikling skaber to mulige scenarier: enten upålidelige og fejlbehæftede systemer, eller nye kapaciteter, der gør krig mere sandsynlig og dødelig. Silicon Valleys militære teknokrater ser sig selv som "grundlæggere" af en ny krigsførelse og "nye patrioter", der vil genoprette amerikansk storhed uden demokratisk indblanding. Deres ideal er et samfund, hvor regeringen træder til side, og de selv kan løse alle problemer, et koncept der i sin individualisme ville have tiltalt Ayn Rand. En sådan teknokrati ville sandsynligvis tjene en lille elite snarere end den brede befolkning, med fokus på egne mål som udødelighed og rumkolonisation, der næppe vil være tilgængelige for alle.
De nye teknologivirksomheder står dog over for udfordringer fra den etablerede våbenindustri, som stadig dominerer Pentagon's budgetter gennem lobbyisme, kampagnebidrag og evnen til at skabe arbejdspladser på tværs af landet. Denne indflydelse, forstærket af finansieringen af tænketanke, giver de traditionelle våbenproducenter en dybere forankring i Kongressen. Spørgsmålet om konfrontation eller samarbejde mellem den gamle og nye garde i militærsektoren er uafklaret. Samarbejde ses i projekter som Trumps "Golden Dome" missilforsvarssystem og Boeing's F-47 kampfly, der inkorporerer hardware fra de etablerede firmaer og software fra nye teknologivirksomheder. Hvis de to sektorer imidlertid kæmper mod hinanden, kan det svække deres samlede indflydelse.
Det er dog afgørende at erkende, at ingen af disse sektorer har befolkningens bedste interesser for øje. En modvægt til de nye militære teknokrater kræver et bredt samfundsmæssigt engagement fra uddannere, videnskabsfolk, fagbevægelsen, erhvervsledere og aktivister. Ligesom videnskabsfolk, der var involveret i udviklingen af atombomben, senere arbejdede for kontrol med atomvåben, bør teknologisektorens eksperter nu etablere retningslinjer for militær brug af deres teknologi. Studentermeditationer mod krigsførelse i Gaza udvider sig til at kritisk granske universiteters militarisering, mens miljøforkæmpere skal fokusere på AI's energibehov, og fagforeningsledere skal adressere AI's jobødelæggende potentiale.
Alt dette forudsætter en øget teknologisk dannelse blandt politikere og embedsmænd, der regulerer leverandører af militær teknologi. Dette er kun muligt i en genoplivning af demokratiet og en opfyldelse af de uindfriede løfter om den amerikanske drøm. Det er vigtigt at huske, at USA's militære og økonomiske magt har passeret sit højdepunkt. En rationel tilgang vil derfor indebære politikker, der fastholder amerikansk indflydelse i en multipolær verden, hvor samarbejde er essentielt.
Denne tilgang står i skarp kontrast til Trump-administrationens aggressive stil, der kan accelerere USA's tilbagegang. Den nuværende budgetlovgivning, der beriger Pentagon og våbenindustrien, mens den belaster borgerne, kan potentielt anspore til fornyet offentlig engagement og en debat om, hvilken verden vi ønsker, og hvordan USA kan bidrage konstruktivt.
Original: https://tomdispatch.com/entering-a-golden-age-for-war-profiteers/