RUC-forsker provokerer igen: Venstrefløjen lider af politisk rejsningsbesvær

"Venstrefløjen har desperat brug for en socialistisk Trump", begynder Lars Gyllemås. Han ser gravalvorlig ud. Men så bryder et smil frem.

Hvis du troede, at den politiske analyse fra Roskilde ikke kunne blive mere biologisk betonet, så træk vejret dybt ned i maven – eller hvor du nu ellers har plads til intellektuel forargelse.

Vi kender allerede cand.mag. i Moderne Kropsstudier og Psykogeografi, Lars Gyllemås, fra hans kontroversielle, men ifølge ham selv "uomgængelige" analyse af højrefløjens anale længsler. Men nu har forskeren vendt blikket mod den anden side af den politiske spektrum, og hans konklusion er brutal:

Venstrefløjen lider af en kollektiv, ideologisk impotens, som kun en figur à la Donald Trump kan kurere.

I en ny, endnu ikke fagfællebedømt afhandling med arbejdstitlen ’Kapitalen er død, længe leve lemmet’, argumenterer Gyllemås for, at den danske venstrefløj er i gang med en langsom, smertefuld åndelig afkøling.

”Det er et simpelt faktum: Karl Marx er død,” siger Gyllemås med alvorsmine i kantineen på RUC, hvor han endnu engang nyder en kop brun kaffe, der tilsyneladende skal fungere som en slags intellektuel afføringsmiddel.

”Han har været død siden 1883. Og lad os være helt ærlige: Et skæg, der sidder på et kranium, der har ligget i en grav i over 140 år, er ikke det optimale symbol på revolutionær vitalitet."

Han fortsætter med et drømmende blik, "Venstrefløjen har brug for en levende, pulserende, og ja, måske endda en smule toksisk maskulinitet for at få systemet til at reagere igen.”

Venstrefløjen er blevet "slap og slatten"

Ifølge Gyllemås er problemet, at venstrefløjen er blevet for "venlig", for "nuanceret" og for optaget af konsensus.

”Højrefløjen har Trump. De har den store, orange, kluntede finger, der stikker verden i øjet. Hvad har venstrefløjen? De har lange analyser af Das Kapital, der falder til jorden med en lyd som en våd klud, der rammer asfalten. Det er ren teoretisk onani uden udløsning,” siger han og gestikulerer voldsomt.

Forskerens teori er, at venstrefløjen ubevidst misundser højrefløjens fascination af den stærke leder – eller rettere:

Den stærke krop.

Mens højrefløjen ønsker at blive domineret af Trump som en slags kosmisk "top", så mangler venstrefløjen den dominerende kraft, der kan "kneble" kapitalismen og penetrere borgerskabets forsvarsmure.

”De dybeste kræfter i venstrefløjen skriger ikke bare efter retfærdighed. De skriger efter en 'Verdens-Vovse'. En figur, der er så stor, så uberegnelig og så fyldig i sin fremtoning, at den kan skabe frygt og beundring på samme tid. De har brug for en Trump – bare en der råber 'Solidaritet' i stedet for 'Israel First', og som gør det med samme aggressive, udelte kropsbevidsthed som en mand, der lige har indtaget en hel kapsel Viagra.”

Gyllemås påpeger, at den nuværende socialistiske diskurs i Danmark er præget af det, han kalder "politisk flacciditet".

”Når man lytter til Enhedslisten eller SF, hører man viden og omsorg. Det er meget smukt.

Men hvis vi skal forstå underbevidstheden, så savner den primitive mammalhjerne i vælgeren en anden dynamik. Der mangler en hærdning af diskursen. Der mangler stivhed i programmet,” siger han og holder en kort pause for at lade ordet "stivhed" hænge i luften, tungt og ubehageligt, som røg fra en fugtig kælder.

Han foreslår derfor, at venstrefløjen bør kigge mod Trumps struktur – ikke hans politik – for at genopfinde sig selv.

”Forestil dig en figur, der kombinerer Marx’ vrede med Trumps manglende hæmninger. En mand, der går ind i forhandlingerne med finansministeren ikke med en graf, men med en så overvældende fysisk tilstedeværelse og voldsom retorik, at modstanderen føler sig klemt op i en krog, både mentalt og fysisk. Det er den manglende 'kropslighed' i socialismen, der er problemet.”

Genopstandelsen af det fysiske oprør

Kritikere – og de er mange, selv på RUC – kalder teorien for absurd og reducerende. Men Gyllemås holder fast.

”Vi kan ikke ignorere kroppen i politik,” insisterer han, mens han tørrer en klat brun kaffe af sin ternede skjorte.

”Højrefløjen har fundet deres anale frelse i Trump. Venstrefløjen står stadig med bukserne nede om anklerne og venter på, at historien skal gentage sig selv. De har brug for en leder, der kan få tingene til at rejse sig igen. En socialistisk svulstkrop, der kan pumpe blod ud i de gamle, tørrede årer på arbejderbevægelsen.”

Indtil den dag kommer, hvor venstrefløjen finder deres egen, rød-skyggede faderfigur med enormt "mandat", må vi ifølge forskeren desværre konstatere, at den politiske debat vil forblive en sag om halvslappe håndtryk og gode intentioner, der aldrig rigtig trænger igennem.