Da tårnene faldt, kom hjælpen fra havnen

Den 11. september 2001 sejlede færger, slæbebåde og andre fartøjer hundredtusinder af mennesker væk fra det sydlige Manhattan. Evakueringen voksede frem af lokale initiativer og et radioopkald fra kystvagten. På 25-årsdagen er den en historie om, hvem der kunne handle, da hverdagen brød sammen.¹

Færgekaptajn Richard Thornton havde brugt morgenen på at sejle pendlere over Hudsonfloden. Så så han røgen fra World Trade Centers nordtårn.

Han havde prøvet noget lignende før. Efter bombeangrebet mod World Trade Center i 1993 havde hans færge været med til at evakuere mennesker. Nu satte han kursen mod det sydlige Manhattan med færgen Henry Hudson. Ifølge 9/11 Memorial & Museums gengivelse af hans erindring tog besætningen af sted uden først at give besked.²

Kaptajnen var allerede på vej

På floden så besætningen det andet fly ramme Sydtårnet. Ved Pier 11 nær Wall Street strømmede mennesker om bord. Thornton sejlede dem til Hoboken i New Jersey og vendte om.

Først da hørte han radioopkaldet, som bad alle tilgængelige både hjælpe med evakueringen. Han og besætningen endte ifølge museet med at sejle 20 ture frem og tilbage mellem Weehawken og Manhattan den dag.²

Rækkefølgen er værd at hæfte sig ved. En del af hjælpen var i gang, før den fælles opfordring kom. Folk med kendskab til havnen havde set et behov og brugt det fartøj, de havde til rådighed.

Et radioopkald samlede hjælpen

Kystvagtsofficeren Michael Day fortæller i et interview offentliggjort op til 25-årsdagen, at han allerede kunne se mindre færger hente mennesker, da han besluttede at efterlyse flere både. Forbindelsen tilbage til kystvagten var vanskelig, og han måtte træffe beslutningen på stedet.³

Kystvagtens opfordring blev besvaret af både civile fartøjer og offentlige enheder. Museet anslår, at mellem 300.000 og 500.000 mennesker blev bragt i sikkerhed ad vandvejen på under ni timer. Det kalder indsatsen den største evakuering ad vandvejen i amerikansk historie.¹

Intervallet er vigtigt. Den halve million, som ofte bruges til at fortælle historien, er et skøn, ikke et præcist passagertal.

Frihed til at handle krævede også orden

Day beskriver også indsatsens svagheder. Til at begynde med krydsede bådene frem og tilbage, mens han forsøgte at dirigere dem over radioen. Hans kollega Jamie Wilson foreslog faste ruter, som fartøjerne kunne gentage. Det gjorde arbejdet mere effektivt.³

Dermed var redningen både et resultat af selvstændige beslutninger og af fælles koordinering. Havnen rummede allerede fartøjerne og de mennesker, der kunne føre dem. Kystvagten hjalp med at få deres indsats til at hænge sammen.

Day lægger heller ikke skjul på risikoen. Han fortæller, at han brød regler uden mulighed for at spørge om lov, og at vurderingen kunne være blevet en anden, hvis en båd var kæntret.³

Det forbehold hører med. En vellykket redningsaktion gør ikke enhver improvisation sikker. Men denne dag fik mennesker ved kajerne hjælp fra besætninger, som kunne træffe beslutninger, før nogen havde det fulde overblik.

Når 11. september huskes gennem billederne af ødelæggelsen, fortjener turene over vandet også en plads. Færgerne havde bragt mennesker på arbejde om morgenen. Nu sejlede de dem væk fra katastrofen.