Togulykken truede med at afsløre Dickens’ hemmelighed

Charles Dickens overlevede en togulykke, hjalp blandt de døde og sårede og klatrede tilbage efter sit manuskript. Men der var også noget i hans kupé, han helst ikke ville fortælle offentligheden om.

Charles Dickens havde reddet sig ud af en jernbanevogn, der hang skævt på en bro. Nedenfor lå knuste vogne og sårede mennesker.

Da han havde gjort, hvad han kunne for at hjælpe, klatrede han ind igen. Han havde glemt nogle af sine personer.

Hr. og fru Boffin lå stadig i manuskriptet til Our Mutual Friend, på dansk Vor fælles ven. Dickens fortalte selv om redningen i romanens efterskrift. Parret var blevet meget snavset, bemærkede han, men havde ellers klaret sig uskadt.¹

De virkelige passagerer havde været mindre heldige.

Toget kom, mens skinnerne var væk

Den 9. juni 1865 var Dickens på vej mod London efter et ophold i Frankrig. Ved Staplehurst i Kent arbejdede et sjak på jernbanebroen over floden Beult. To skinnelængder var taget op, da toget nåede frem.²

Ifølge universitetet UC Santa Cruz’ Dickens Project havde formanden læst den forkerte køreplan og ventede først toget senere. Manden, der skulle advare lokomotivføreren med et rødt flag, stod desuden for tæt på arbejdsstedet. Føreren bremsede, men kunne ikke nå at standse.³

Ti mennesker døde. Dickens’ vogn blev hængende på broen.⁴⁵

Han havde rejst på første klasse. Nu bevægede han sig rundt blandt de tilskadekomne med en flaske brandy og hatten fyldt med vand. En overlevende fortalte senere, at forfatterens hjælp havde været med til at få ham fri af vraget.³

Det er værd at holde rækkefølgen fast: Dickens hjalp mennesker, før han hentede romanen. Den berømte forfatter lod ikke de sårede ligge for at redde sin næste udgivelse.¹

To virkelige kvinder i kupéen

Dickens havde også rejsefæller af kød og blod: skuespilleren Ellen Ternan og hendes mor, Frances.

Forholdet til Ellen var hemmeligt. Charles Dickens Museum beskriver i dag, hvordan ulykken truede med at afsløre det. Den berømte passagers hjælpearbejde kunne gøre ham til en helt i aviserne. Opmærksomheden kunne samtidig få nogen til at spørge, hvem han havde været på ferie med.⁶

Ifølge museets gennemgang mener forskere, at ønsket om at skjule rejsen med Ellen lå bag hans forsøg på at undgå offentlig opmærksomhed om sin deltagelse i ulykken. Det er en historisk fortolkning af hans motiv, ikke noget, han åbent forklarede læserne.⁶

Her ligger historiens mere ubekvemme side. En mand kunne hjælpe uselvisk mellem vragdelene og bagefter være stærkt optaget af sit eget omdømme. Den ene handling ophæver ikke den anden.

Da Dickens senere beskrev ulykken for romanens læsere, nævnte han sine opdigtede rejsefæller ved navn. Ellen og hendes mor var ikke med i den beretning.¹

Hånden rystede stadig

Tre dage efter ulykken skrev han til en bekendt ved navn Arnold. Brevet findes på Charles Dickens Museum.

Dickens forklarede, at det især var arbejdet med at få døde og døende ud, der havde rystet ham. Lægen havde bedt ham hvile og undgå aftaler. Han undskyldte, at håndskriften måske var svær at læse.⁵

Det giver den berømte scene med manuskriptet en anden vægt. Hans kølige bemærkning om de snavsede romanfigurer kom fra en mand, der stadig var mærket af det, der var sket med rigtige mennesker.

Dickens døde den 9. juni 1870, præcis fem år efter ulykken. Datoerne er et sammenfald, ikke dokumentation for, at ulykken slog ham ihjel.⁵

Manuskriptet overlevede ham. Læserne fik deres roman. Og i efterskriftet fik de en sidste påmindelse om, hvor tæt forfatteren havde været på selv at få et punktum, han ikke havde valgt.

Billedet viser ulykkesstedet ved Staplehurst i en illustration fra Illustrated London News, 1865. Det er et samtidigt tryk, ikke et fotografi. Public domain via Wikimedia Commons.