Angrebet var ægte. Fjenden var opdigtet

En sprængt jernbane, en overfaldet radiostation og bomber mod civile mål. I tre dokumenterede operationer skulle omverdenen tro, at andre stod bag. Sporene findes i dag i arkiver og vidneforklaringer.

Den 31. august 1939 blev radiostationen i den daværende tyske by Gleiwitz overfaldet. Der blev sendt en meddelelse på polsk. Episoden skulle ligne et polsk angreb på Tyskland.

Manden, der ledede aktionen, var selv tysk. Efter krigen forklarede Alfred Naujocks under ed, at han havde fået ordre til at iscenesætte netop den historie.¹

Det er kernen i en operation under falsk flag: Gerningsmændene skjuler deres egen rolle og forsøger at få en anden part gjort ansvarlig. Handlingen kan være virkelig, mens fortællingen om dens afsender er fabrikeret.

Her følger tre gennemførte operationer. For hver af dem kan man pege på dokumentation for både den skjulte aktør og forsøget på at placere skylden et andet sted.

Mukden, 1931: Eksplosionen, der åbnede vejen

Sent den 18. september 1931 eksploderede en ladning ved den japansk kontrollerede jernbane nær Mukden, det nuværende Shenyang i Kina. Japan gav kinesiske nationalister skylden og brugte hændelsen som påskud for at invadere Manchuriet.²

Japans eget nationalbibliotek, National Diet Library, beskriver i dag gerningsmændene som officerer fra Kwantung-hæren, den japanske styrke i området.³

Det særligt afslørende er, at bibliotekets fremstilling også skelner mellem hæren og regeringen i Tokyo. Regeringen lagde straks en linje om ikke at udvide konflikten. Kwantung-hæren fortsatte alligevel sin fremrykning. Året efter anerkendte Japan det marionetstyre, hæren havde etableret i Manchuriet.³

Det var altså ikke bare en usand beskyldning efter en tilfældig eksplosion. Japanske officerer havde selv skabt hændelsen, som blev brugt til at retfærdiggøre militær ekspansion. Samtidig viser forløbet, hvorfor man skal være præcis om, hvem der handlede: Hærledelse og civil regering var ikke én samlet aktør med én linje.

Dokumentationen ligger blandt andet i det japanske nationalbiblioteks arkivformidling og den amerikanske udenrigstjenestes historiske gennemgang.³²

Gleiwitz, 1939: Angriberne skrev selv rollen som offer

Otte år senere havde nazisterne brug for hændelser, der kunne få deres forestående angreb på Polen til at fremstå som et svar på polsk aggression.

Ifølge Naujocks' edsvorne forklaring gav Reinhard Heydrich ham ordre til at overtage radiostationen ved grænsen og få det til at se ud, som om polakker stod bag. En tysker, der talte polsk, skulle levere radiomeddelelsen. Naujocks forklarede, at gruppen gennemførte aktionen om aftenen den 31. august.¹

Forklaringen er bevaret som Nürnbergdokument 2751-PS og kan findes i Harvard Law School Librarys digitaliserede materiale. Den er et udsagn fra en deltager, der beskriver sin egen rolle, ikke blot en senere mistanke om, hvem der kunne have haft fordel af episoden.⁴

Tysklands Bundesarchiv fastslår også, at grænsehændelser som Gleiwitz var fabrikeret af nazisterne. Arkivet fremhæver samtidig, at invasionen allerede var planlagt. Den begyndte den 1. september 1939.⁵

Aktionen skabte dermed et propagandapåskud for en besluttet krig. Det ville vende årsag og virkning på hovedet at sige, at et polsk overfald udløste den tyske invasion.

Egypten, 1954: Sabotagen, der skulle ødelægge et forhold

Operation Susannah havde et andet politisk mål: at skade forholdet mellem Egypten og vestlige lande.

Sommeren 1954 satte israelsk militær efterretningstjeneste et netværk af egyptiske jøder ind mod civile mål i Egypten. Israels forsvarsarkiv beskriver bomber mod blandt andet biografer, biblioteker og amerikanske undervisningscentre. Skylden skulle placeres hos egyptiske grupper, herunder Det Muslimske Broderskab eller kommunister.⁶

Det er bemærkelsesværdigt, hvor direkte den officielle israelske arkivtekst er: Den betegner selv aktionen som en operation under falsk flag. Formålet var at sabotere Egyptens forbindelser til Vesten på et tidspunkt, hvor briterne forhandlede om at forlade Suezkanalområdet.⁶

Operationen blev afsløret, og deltagere blev arresteret. Den efterfølgende israelske strid handlede blandt andet om, hvem der havde givet ordren. Forsvarsminister Pinhas Lavon afviste at have kendt til den, mens efterretningschefen hævdede det modsatte. En undersøgelseskommission kunne ikke afklare spørgsmålet.⁶

Den uenighed ændrer ikke ved det dokumenterede netværk og dets opgave. Men den betyder, at man ikke uden videre kan udpege Lavon som manden bag ordren, selv om sagen bærer hans navn.

Det afgørende er forbindelsen til gerningsmanden

De tre historier viser forskellige anvendelser af samme bedrag: at gøre militær fremrykning til et tilsyneladende modsvar eller at få politiske modstandere til at fremstå som farlige og upålidelige.

I hvert tilfælde er forbindelsen mellem handlingen og den skjulte aktør dokumenteret. Det er den forbindelse, der gør en mistanke til en historisk underbygget forklaring.

At nogen drager fordel af et angreb, beviser ikke, at de stod bag. Men når en deltager forklarer operationen, og arkiverne dokumenterer iscenesættelsen, kan historikeren gå videre end spørgsmålet om, hvem der fik noget ud af det.

Magten kan fabrikere et påskud. Derfor skal også påstanden om fabrikationen kunne efterprøves.