Nogle mener at Vesten har fundet den hidtil mest hensigtsmæssige samfundsindretning, og at vi nu med sindsro kan se frem til at resten af verden kommer til samme erkendelse og indlejrer vores model i deres egne kulturelle kredse.
Forestillingen er attraktiv, fordi vi unægteligt har det ret godt her i Vesten, og da andre samtidig godt kan se at vi har det godt, er det vel oplagt at de med tiden lader sig inspirere.
Forestillingen har dog også en fejl:
Kulturer udbredes ikke som en funktion af menneskers subjektive vurderinger af disse. Kultur udbredes, lige som alle andre reproducerende informationsenheder (f.eks. levende organismer) i kraft af hvor effektive de er til at omsætte omkringliggende ressourcer til deres egen reproduktion.
Det er denne parameter der afgøre hvilke kulturelle grupperinger der vil vinde udbredelse fremover, lige som det har gjort siden livet opstod på jorden.
Vesten er rigtig nok gode til at opsamle ressourcer, men vi slår rekorden i ineffektivitet hvad angår at det at omsætte de indsamlede ressourcer til reproduktion.
Ingen vestlige lande har en reproduktionsgrad over 2, og hvis det ikke ændrer sig er dette alene nok til at garantere at de vestlige landes kulturer forholdsvist hurtigt vil gå i sig selv igen. Her et citat fra "The Righteous Mind" af Jonathan Haidt:
"Societies that forgo the exoskeleton of religion should reflect carefully on what will happen to them over several generations. We don't really know, because the first atheistic societies have only emerged in Europe in the first few decades. They are the least efficient societies *ever known* at turning resources into offspring"
Vi må have modet til at indrømme over for os selv, at forestillingen om at vi har fundet fremtidens samfundsmodel, er yderst spekulativ. Vores typer af samfund har eksisteret i ekstremt kort tid, i en historisk kontekst, hvilket betyder at vi intet aner om deres evner udi langsigtet selvopretholdelse.
Jeg håber at mine medmennesker vil vise så tilpas store mængder ydmyghed, at de kan indrømme den store usikkerhed der omgærer disse spørgsmål, i stedet for blindt at fremføre den mere behagelige hypotese at alt nok skal gå godt at sig selv.