I Danmark er den private ejendomsret grundlovssikret gennem grundlovens § 73, som har følgende ordlyd: Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
I praktisk forstand er der derfor tale om ekspropriation, når skatteopkrævning finder sted, men ikke i juridisk forstand.
I praktisk forstand er lighederne mellem ekspropriation og skatteopkrævning derimod slående.
For de fleste forekommer det ganske logisk, at når man tjener sine penge, bliver disse penge ens ejendom. Når staten så fratager dig din ejendom - under påskøn af at være til fordel for almenvellet - er der tale om ekspropriation. I hvert fald rent praktisk.
Reglerne om ekspropriation – altså en afståelse af ens ejendom – bygger på en vurdering af graden af nødvendig. Ved indførelsen af grundlovens § 73 var der bred enighed om, at ekspropriationen kun skulle gennemføres, med mindre det er virkelig påkrævet, og det skulle naturligvis i videst muligt omfang undgås, da det selvsagt er en alvorlig og yderst beklagelig sag at fratage borgerne deres ejendom.
Den førte politik siden 1953, hvor paragraffen blev indført i den danske grundlov, har tilsidesat formålet og tankerne bag paragraffen på det skammeligste. Siden da er berøvelsen af den erhvervede ejendom kun steget og steget med diverse skatter og afgifter som de klart største skyldnere.
Om den førte politik er til almenvellets bedste, er vel en smagssag, men personligt deler jeg i hvert fald ikke opfattelse og set fra et økonomisk perspektiv er der heller ikke grundlag for at påstå, at den førte politik giver afkast.
Ser man på om grundlovens formål om størst mulig personlig frihed er blevet overholdet, kan det dårligt give anledning til tvivl. Her må svaret entydigt være nej.
Hvis man ser på det i bredere perspektiv, bliver det hurtigt klart, at det er med rod i den hastigt voksende velfærdsstat at problemet har sin rod. Loven har sit udspring fra lige før velfærdsstaten blev indført og siden da har berøvelsen af ejendom været stigende, nærmest proportionalt med velfærdsstatens udvidelse.
Den monstrøse velfærdsstat fratager os vores frihed, vores ejendom og retten til selv at bestemme over vores liv.
Philip Svendsen
Stud. jur ved Aarhus Universitet.