Den laveste fællesnævners tyranni

Hvis man spørger konservative eller socialister vil de ofte hævde at vores tid er præget af en overdrevet grad af individualisering.

Men jeg vil vove den påstand at vores tid ikke er præget af individualisme, men af noget andet som endnu ikke rigtigt har fået noget navn.

Vi lever i en tid hvor universiteter aflyser forelæsninger fordi en enkelt person føler ubehag ved disse forelæsninger.

Vi lever i en tid hvor biografer aflyser forestillinger fordi en medarbejder føler sig skidt tilpas på grund af en bestemt film.

Dette har intet med individualisme at gøre. At sige

"Fordi jeg ikke vil se filmen, så må ingen se filmen"

er nærmest det omvendte af individualisme fordi man gør sine egne præferencer bestemmende for ikke bare sig selv, men også for alle andre i ens nærhed.

Individualisme er at bestemme selv over sig selv – og tage ansvar for sig selv.

At kræve noget af andre - at forpligte dem til noget eller til at afstå fra noget, det er nærmere noget som hører kollektivismen til, hvor den enkelte må vige for et større mål.

Så når en enkelt person kræver at en biograf skal aflyse en forestilling, og dermed forhindrer en masse mennesker i at se en film de havde glædet sig til, så er det tegn på at individualismen er i tilbagegang

Fordi den enkeltes præferencer da må vige for et bestemt mål som gruppen underlægges - i dette tilfælde censur og "politisk korrekthed".

Den person, som gerne ville se filmen, forhindres jo i det. Hvordan kan det være individualisme?

Så når konservative hævder at de forpligtende fællesskaber må vige for individualismen, så tager de desværre fejl. For det er ikke individualismen som fortrænger de velkendte fællesskaber som familie og civilsamfund.

Det er ikke længere familieliv og civilitet, altså tilliden til at mennesker kan finde ud af at omgås, men stadigt mere drakoniske community standards og code of conduct's - efter laveste fællesnævner - i fælleskaber på nettet, på uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne.

Opdragelse og kultivering viger for overvågning og kontrol.

For det der fortrænger de velkendte og traditionelle fællesskaber er nye typer af fællesskaber hvor metoden er overvågning og målet ofte er kontrol med tanke, ord og handling.

De gamle fælleskaber havde egentligt det selvstyrende individ som mål:

Familie og samfund udviklede et voksent menneske som så på egne ben igen skulle skabe et nyt familiefælleskab med at andet voksent menneske - som så sammen med samfundet skulle opdrage og kultivere næste generation af individer.

Og så fremdeles.

Kernefamilien havde denne enormt centrale funktion.

Målet var individet.

Det er målet ikke længere. Nu er målet politisk ensretning.

Altså, tyranni.