Selvfølgelig skal forbrydelser straffes.
Og det er for så vidt også rigtigt at der i praksis ikke er gode muligheder for at få glæde og gavn af frihed hvis der ikke er tryghed i samfundet. Det er faktisk derfor at frihed så smart er defineret ved fravær af tvang. Frihed har i sin definition indbygget anti-forbrydelse.
Men staten kan aldrig garantere 100 procents tryghed. Faktisk vil jeg vove den påstand at kun en stat som fjerner al frihed vil kunne give alle fuld tryghed. Og det ville kun være kortvarigt for uden frihed ville samfundet gå i stå og bukke under i løbet af kort tid.
Kæden hopper helt af for Nick Hækkerup der hvor han hævder en fast sammenhæng mellem overvågning og frihed.
Overvågning er blot et redskab som kan bruges på utallige måder.
Der er ingen logik i overvågning som tilsiger at mere overvågning medfører mere frihed. Som hovedregel er det nok snarere omvendt. Se bare på DDR, Sovjet eller Nordkorea. Når først staten har den ultimative overvågning på plads, så bliver den næsten altid i praksis brugt til at undertrykke med.
Og ud over frihed som i fraværet af tvang, så er det også privatlivets frihed at tage hensyn til. Det bør sætte nogle klare grænser for overvågning. For i dag er overvågning viden om borgerne. Og viden kan fortolkes og mistolkes.
Og intim viden om borgerne er magt - en magt som allerede i dag bliver brugt forkert. Og jo mere viden om borgerne, jo større er asymmetrien mellem borger og system, For systemet er lukket. Myndigheder er mørklagte.
De må overvåge os, men vi må ikke overvåge dem.
Det er ikke frihed.