Få dage i mediemøllen var nok til at vælte formand for 3F Per Christensen. Samme mønster har vi set med andre mandlige ledere.
Og det er jo egentligt interessant nok i sig selv:
Bryder en leder landets love, så laves der grundige undersøgelser som tager måneder - nogle gange år. Alting undersøges minutiøst, og hver en sten vendes — før der fældes dom.
Bryder en leder en af de uskrevne regler for moral i de her metoo-tider, så er få dages standret i pressens søgelys rigeligt. Så er det ud af vagten uden mulighed for appel.
Og i modsætning til ved de egentlige lovbrud, så er der ingen forældelsesfrist når det gælder de moralske fejltrin.
De generelle overvejelser om moral, lederskab, privatliv og presse i kølvandet på metoo er derfor langt mere interessante end sagerne hver for sig om Per Christensen eller Morten Østergaard eller Naser Khader eller hvem det nu er som står for skud næste uge.
"At den magtfulde formand har manglet moralsk dømmekraft er blevet kategoriseret som et "privat" anliggende. Det er det ikke. Historierne fortæller os tværtimod noget vigtigt om dette menneskes karakter."
Sådan skrev Berlingskes Anne Sophia Hermansen på LinkedIn i en omtale af sagen om Per Christensen.
Hermansen hævder her at moralsk dømmekraft, eller mangel på samme, i private anliggender ikke er et privat anliggende!
Simpelthen fordi pressens historier om "dømmekraft" i privatsfæren siger noget om et "menneskes karakter".
Det er jo et mageløst fripas til pressen.
Normalt skal der et lovbrud til før privatlivets "immunitet" ophæves, men nu kræves blot "dårlig dømmekraft" i moralske, men ellers private forhold.
For selvom pressens historier siger noget om et givent menneskes karakter, som Hermansen så rigtigt anfører, så siger historierne bare ikke nødvendigvis noget som helst om "dette menneskes" duelighed som leder.
Men alligevel blandes de to ting nu sammen som det mest naturlige i verden.
Per Christensen blev jo faktisk fyret, men det er ikke gjort med fyringen - slet ikke.
For selvom konsekvensen er et mistet arbejde, så fældes dommen over hele Per Christensens liv - over "dette menneskes karakter" som Hermansen så poetisk udtrykker det.
Nu mener folk som kun kender manden fra pressen - det vil sige næsten alle - at han da vel nok er et "røvhul" - måske et "dygtigt røvhul". Men et røvhul ikke desto mindre. Han er ikke kun dømt uegnet som leder, men også nederen som menneske.
Lige pludselig er skellet mellem privat og offentlig person tryllet væk som med et trylleslag. Det er nu hele personen som er dømt ude. Helt ude.
Det gør disse domme enormt effektive i psykologisk forstand:
Man forestiller sig at den private moral afslører menneskets sande karakter, mens det man gør med sin formelle magt kun er udtryk for almindelig kynisme.
En statsminister kan stadig være god nok privat som menneske fordi hun overtræder Grundloven. Så er hun bare ikke værdig som statsminister.
Men overtræder man en metoo-lov, så er man moralsk dømt ude i alle domæner. Privat såvel som professionelt. Så er man uværdig som menneske.
Men handler det i virkeligheden om moral, som Hermansen hævder?
Det gør det måske, men moral i en meget indskrænket forstand. Har man "bedraget kvinder" eller lagt en hånd på praktikantens lår til julefrokost, så er man ude.
Men moral er jo meget mere end det. Og det er ikke kun uterlig adfærd overfor kvinder som afslører en flosset moral.
En skilsmisse er også et valg som skader andre, ofte langt mere - og kan lige så vel som de andre ting være udtryk for dårlig dømmekraft.
Skal en leder så ikke vurderes på det også? For det fortæller jo noget om lederens "karakter" - som menneske. Og dermed, åbenbart, også om dueligheden som leder.
Hermansen skriver ligefrem at moral nu er lederens superkraft.
Utroskab, skilsmisser, aborter, forsømte børn i selvrealiseringens navn. For blot at nævne nogle få "lig i lasten" som pressen kunne tage fat i - uden forældelsesfrist. Alt sammen handler om moral og dømmekraft.
Men ledere er ikke mere moralske end andre, og det er ikke sikkert at de er klar til at bytte deres privatliv væk for en "superkraft" de alligevel ikke kan leve op til.