Det er ofte blevet påpeget, at vi i Vesten har en imperialistisk tilgang til historien om, hvordan vi har erobret store dele af verden og pålagt dem vores værdier. På det tidspunkt blev det anset som den eneste sande måde, og man skulle mene, at vi er kommet videre siden da.
Mit spørgsmål er, om vi egentlig er kommet så langt væk fra den opfattelse om at ville overtage og dominere andres verdensopfattelse. Nu handler det mere om at påtvinge andre vores synspunkter, og hvis de ikke accepterer dem, betragtes de som kætterske eller med andre ord som onde og dårlige mennesker.
Man forventes at føle sig krænket over andres systematiske undertrykkelse, uanset om de er bevidste om det eller ej.
Når vi ser på den imperialistiske woke-kultur, har den nøjagtig den samme tilgang til verden og mennesker som ønsker at påtvinge alle den samme måde at se og forstå verden på, uanset om det er i Vesten eller andre steder. Hvis folk ikke tilpasser sig dette særlige verdenssyn, anses de for at være i opposition til den imperialistiske woke-kultur.
Samtidig ønsker denne bevægelse at vise, hvor inkluderende den er over for alle, især dem med forskellige seksualiteter og kønsidentiteter. Dette er principielt noget, de fleste ikke har noget imod, og det er en smuk tilgang til livet, som vi bør være kritiske over for. Desværre er det netop denne kritik og skepsis, som ofte afvises i denne bevægelse. De normer, vi lever under, skal ændres, fordi de hævdes at undertrykke alle undtagen heteroseksuelle hvide mænd, som på en eller anden måde anses for at være de mest onde af alle mænd.
Bevægelsen lærer sine medlemmer at føle sig krænkede over andres udtalelser eller handlinger, fordi de angiveligt ved bedst, hvordan andre har det. Denne antagelse er et skråplan, der kan ende dårligt og skubbe flere væk end tiltrække på lang sigt.
Samtidig ønsker man at differentiere mellem mennesker, hvilket udspringer af den måde, man ser på straf. Det betragtes som langt værre, hvis en person fra LGBT+ samfundet bliver angrebet end hvis en heteroseksuel person udsættes for det samme. Dette indikerer en manglende anerkendelse af heteroseksuelle som fuldt udgyldige individer.
I min optik er et overfald et overfald og bør straffes ens, uanset hvem det rammer. Dette er dog ikke tilfældet ifølge den imperialistiske woke-kultur, som skaber forskelsbehandling af ofre. Det er en tankevækkende holdning.
En af de måder, den imperialistiske woke-kultur retfærdiggør sin eksistens på, er ved hjælp af begrebet "systematisk", uanset om det drejer sig om racisme, kvindeundertrykkelse eller andet. Dette begreb bruges til at dæmonisere sine modstandere eller dem, der er uenige med bevægelsen. Desuden er dette systematiske ofte baseret mere på følelser end på faktiske fakta, hvilket gør det vanskeligt at argumentere mod, da følelser er svære at imødegå.
Hvis man er kritisk eller skeptisk over for den opfattelse, der dominerer den imperialistiske woke-kultur, især når det kommer til køn, anses man ofte for at have en fobi eller et hadefuldt livssyn. Bevægelsen baserer sig på hjemmelavede psykologiske vurderinger, hvor man uden egentlig uddannelse tildeler andre diagnoser. Men hvis denne bevægelse har så stor indsigt i den menneskelige psyke, hvorfor kommer dens tilhængere så ofte i konflikt med andre, og hvorfor opnår mange af dem ikke større succes i livet? Det er et spørgsmål, der fortjener en logisk overvejelse.
Når det handler om heteroseksuelle mænd, især hvide heteroseksuelle mænd, som anses for at være intrinsisk onde, fordi de er en del af det systematiske, skabes der en opfattelse af, at det at være født som heteroseksuel mand giver en særlig fordel, som om det er en slags snydekode til et godt liv. Der er mange elementer i denne opfattelse, der ikke holder vand, og den imperialistiske woke-kultur lider af historieløshed og udvælger ofte kun de opfattelser, der passer ind i dens verdensbillede, for bedre at kunne retfærdiggøre sin egen mærkelige livsanskuelse.
Hvis hvide heteroseksuelle mænd har det så nemt, hvorfor havner de så ofte i vanskelige situationer? Svaret er ofte, at de lider af "giftig maskulinitet," og at de blot skal åbne op og tale om det. Problemet med denne påstand er, at når mænd faktisk forsøger at åbne op, bliver de mødt med spot og latterliggørelse, hvilket er en modsætning til, hvad man skulle forvente af feminismen og den imperialistiske woke-kultur.
Der er ingen plads til afvigelse fra den imperialistiske woke-kultur, og selv personer som Jordan B. Peterson skal underkaste sig en form for oplæringsprogram, fordi de ikke anerkender de mange kønsidentiteter. Dette viser, at denne bevægelse ikke er åben for kritik eller skeptiske debatter, men tværtimod søger at ensrette alle.
Selvom denne bevægelse hævder at støtte individuel og personlig frihed, begrænser den i virkeligheden dette synspunkt på mange måder. Dette inkluderer også den måde, man retfærdiggør sin ret til at tale til andre på, uden nødvendigvis at respektere deres synspunkter. Det viser mere om den imperialistiske woke-kulturs aggressive verdensopfattelse.
Men hvad vil den imperialistiske woke-kultur gøre, når den har udryddet den ydre fjende? Historien viser, at ekstreme bevægelser har tendens til at ødelægge sig selv i deres kamp mod det "onde." Der skal altid findes en ny fjende for at opretholde sin eksistens, og den imperialistiske woke-kultur er ingen undtagelse fra denne tendens.